I sidste uge var der kunne man i den tværkirkelige avis, Udfordringen, læse en klumme af (den katolske?) teolog, Iben Tranholm om aktiv dødshjælp. Der siger hun blandt andet: "Jeg spørger mig selv, hvorfor ingen kirkelige stemmer, en hær af præster og biskopper, har rejst sig og råbt nej?" (læs resten af klummen her).
Her kommer der et lille råb fra en præst i Hobro: Nej! Vi skal simpelthen ikke åbne op for aktiv dødshjælp hverken ved børn eller voksne. Livet er for dyrebart til at man bare kan lukke af, når det bliver for hårdt. Og ja, det kan blive for hårdt, det kan virke uværdigt - men ikke nær så uværdigt eller hårdt, som hvis vi gik rundt og tog livet af hinanden.
Jeg synes tanken i sig selv er hård og uværdig for menneskeracen - men tænker man så fremad hvilke konsekvenser, der kunne komme, så er det da ganske forfærdeligt. Er det ikke oplagt for en spareivrig regering at se på om familien ikke selv skal betale med på en behandling, der virker nytteløs, når der nu er mulighed for aktiv dødshjælp? Eller hvad med ensomme gamle, der føler sig til overs og faktisk i vejen - og helbredet er ikke hvad det har været - hvorfor så ikke....?
Men altså: Nej her fra en præst i Hobro.
