Hvordan ville eventyret om Hans og Grete, hvis det var skrevet i dag og hvis det var politisk korrekt.
Lad os prøve se....
Hans og Grete - sidste år var de to navne, der var mest givet til børn, William og Grete. Og hvem siger, at drengen altid skal nævnes først? Og være den kloge og udfarende? Så det er blevet til eventyret om Ella og William.
Ella og William
Ved udkanten af en stor naturlig skov fyldt med
biodiversitet boede der en fattig arbejdsløs pilot, Lilian, med sin kæreste og
deres to sammenbragte børn. Pigen hed Ella og drengen hed William.
Desuden boede der hos dem en teenager, der havde fået lov til at bo hos
familien, fordi hen ikke længere kunne spejle sig og identificere sig med sin
egen stereotype familie. Hen hører vi ikke meget til i fortællingen, da hen for
det meste er på sit værelse – men hen er kun med, for at vise, at den lille
sammenbragte familie havde blik for det sociale og en mentalt overskud, der dog
ikke var realistisk, da de ikke havde penge nok til at klare selv deres egen husstand,
men ”hvor der er hjerterum er der husrum og vi skal ikke kun tænke på os selv”
som Lilian sagde. Selv på deres overførelsesindkomst og med den besparelse, de
havde vundet ved at flytte ud i skoven i et hus, de selv havde bygget ud af affaldstræ,
så havde de nemlig kun lidt at gøre med. ”Men økonomisk velstand og deraf
kommende overforbrug, er ikke lige med lykke”, som Lillian altid sagde. Det
kunne dog godt mærkes, at det efter de mange kriser og dårlig ledelse af landet,
var meget lidt at gøre med. Da de ikke var pensionister eller havde gasvarme,
kom de ikke i betragtning til hjælp fra regeringen, der på det tidspunkt kun
ville give til deres kernevælgere.
Den mad, som de selv havde fabrikeret i deres egen have, var ved at være spist.
Lilian anede slet ikke, hvordan hun skulle skaffe det daglige brød, og hun
nægtede igen at tage arbejde som pilot og derved blive delagtig i klimaets
fortsatte ødelæggelse. Og hendes kæreste kunne slet ikke se sig selv i et
8-16-job som lønslave og passe andres børn i en opbevaringsanstalt som
børnehaver er i dag. Kæresten var uddannet pædagog, men havde aldrig fået arbejde
og det nagede hende, men det er en anden historie. Måske var det det nag, der
fik hende til at gøre ting, som man i gammel terminologi ville kalde for onde.
Om aftenen, da Lilian var kommet i seng og lå og tænkte over sin ulykke,
sukkede hun og sagde til sin kæreste: "Hvad skal der dog blive af os. Vi
har slet ingen mad til børnene, knap nok til os selv." - "Ved du
hvad," sagde kæresten, "i morgen tidlig følger vi børnene ind i den
tætte skov. Vi giver dem hver et stykke stenalderbrød, og så går ud for at kortlægge
skovens dyreliv. De kan ikke finde hjem igen, da de altid er afhængig af vores
hjælp og at vi i et og alt altid har taget ansvaret fra dem, de vil derfor ikke
finde hjem, og så er vi af med dem." - "Nej, det gør jeg ikke,"
sagde piloten, "jeg kan virkelig ikke nænne at lade de børn blive ganske
alene i den store skov. De bliver jo ædt af ulven, der netop er kommet tilbage
i naturen." - "Du er en rigtig mainstream og privilegie-blind dansker"
sagde kæresten vredt, "vi dør jo allesammen af sult. Du kan såmænd godt
begynde at grave en grav til os alle sammen ude ved kompostbunken". Kæresten
blev ved at plage hende, til hun gav efter. "Men det gør mig dog
skrækkelig ondt for de stakkels børn," sagde Lilian.
De to børn havde ikke kunnet sove af sult og fordi teenageren
havde spillet på sin computer hele natten. Men netop derfor havde de hørt, hvad
de to voksne havde sagt. Det var ikke første gang, at de forsøgte det tricks,
men sidste gang havde de deres mobiltelefon, og kunne derfor finde vej hjem ved
hjælp af et share-ware kortprogram. Da de gamle var faldet i søvn sneg Ella sig
derfor op af sengen, men kæresten havde låst lågen ind til mobil-hotellet, så hun
ikke kunne få fat på sin mobiltelefon. William græd og sagde til Ella: "Nu
er det ude med os." - "Vær stille, William," svarede hun, "Læg
du dig kun roligt til at sove. Vi skal nok klare den, vi er nemlig smarte og
kan klare os uden hjælp fra de voksne og i hvert fald ikke til det offentlige,
jeg ville dog gerne have ringet til Børnetelefonen." ”Skal vi ikke også
stole på Gud?”. ”Det er måske også en god idé – jeg havde også en usynlig ven,
da jeg var på din alder”. Og sådan faldt de begge i søvn.
Tidlig næste morgen kom kæresten og sagde til børnene, at de
skulle stå op – teenageren kunne hun ikke få liv i. De fik hver et lille stykke
stenalderbrød. Ella tog brødet i lommen og brækkede det i små stykker, og mens
de gik, vendte hun sig hvert øjeblik om og kastede et lille stykke på jorden.
"Skynd dig dog lidt, Ella," sagde piloten, "hvad er det dog nu,
du kigger efter." - "Det er min due, der sidder oppe på taget og vil
sige farvel til mig," sagde Ella. "Det var dumt sagt. Jeg siger ikke
at du er dum, men det, du sagde lige nu var vist ikke helt gennemtænk," forklarede
Lilian, "der er ingen, der ejer naturen – vi er en del af naturen og duen
er fri og tilhører kun sig selv. Lige som vi er frie og tilhører os selv som en
del af et større hele. " Men efterhånden som de gik, kastede Ella alle
brødsmulerne på vejen.
Kæresten førte børnene så dybt ind i skoven, som de aldrig i
deres liv havde været. Der tændte Lilian et bål og kæresten sagde: "Sæt
jer nu her og hvil jer, og sov, hvis I er søvnige. I aften, når vi er færdige
med at kortlægge dyrelivet i denne del af skoven, kommer vi og henter
jer." Ved middagstid tog William sit stykke brød frem og delte det med duen,
der var fulgt med hjemmefra. Der var desværre ikke nok også til Ella, der jo
havde strøet sit på vejen. Så faldt de i søvn, og det blev aften og duen var
fløjet hjem, men der kom ingen og hentede de stakkels børn. Da de vågnede, var
det mørk nat, men Ella trøstede sin papsøster og sagde: "Vent bare til
månen kommer frem, og vi kan se brødsmulerne, så kan vi nok finde hjem."
Men duen havde hakket alle brødkrummerne op, og der var ikke en tilbage.
"Vi finder nok vej alligevel," sagde Ella, der havde været FDF-er en
måneds tid, men stoppede da lederne havde inviteret dem med i kirke. Hvad har
spejderliv og gammel forældet overtro at gøre? Desværre skulle de gangen efter
have haft om emnet ”At finde hjem, hvis du farer vild i skoven”. Ella blev en
kort stund vred på spejderledernes prioritering af pensum, men faldt dog
hurtigt til ro igen, da lederne åbenbart stadigvæk var fanget af deres mangelfulde
opdagelse i et samfund, hvor uddannelse, penge og status betyder alt.
De gik hele natten og hele næste dag, men de kom ikke ud af skoven. De havde
ikke fået andet at spise end et par bær, de havde fundet, og var så trætte, at
de ikke kunne stå på benene. Den næste dag gik de videre, men de kom kun dybere
og dybere ind i skoven, da de opdagede et lille hus. Da de kom helt hen til
huset, så de, at det var lavet af groft rugbrød og taget af fedtfattige pandekager
af Rugmel og øko-spelt. Ruderne var ren gelatine af soyamælk. "Nu kan vi
da få noget at spise," råbte Ella glad. "Kom William, tag du et stykke
af vinduet, det er dejlig sundt, så spiser jeg noget af taget." Ella stillede
sig nu på tæerne og brækkede et lille stykke af taget for at prøve, hvordan det
smagte, og William gav sig til at gnave løs på ruden.
Pludselig gik døren op og ud kom en hvid sic-kønnet privilegieblind mand, lederen
af et mellemstort nordsjællandsk firma med speciale i computer-komponenter. "Hvordan
er I kommet herhen, lille børn. Kom ind med mig og bliv hos mig, jeg skal ikke
gøre jer fortræd." Han tog dem i hånden og gik med dem ind i huset. Maden var
imidlertid en ægte boomer, og slet ikke så rar, som han lod. Når han ikke
solgte barnet til Clinton-familien eller andre velhavende amerikanske familier,
så dræbte han det kogte det og spiste det, og det var det, han ønskede at gøre
med Ella og William. Tidlig næste morgen tog han fat i Ella med sin tørre
hænder, bar hende ud i stalden og lukkede hende inde bag et gitter. Så gik hun
ind og ruskede William vågen og sagde: "Stå op, din drivert, og hent noget
vand og lav noget god mad til din søster”. ”Min pap-søster” indvendte William. ”Hold
mund! Hun sidder ude i stalden, og når hun er blevet rigtig tyk og fed, æder
jeg hende". William gav sig til at græde, men det nyttede ikke, han måtte
gøre, hvad hvide mand forlangte. Så hurtigt kommer man altså ind i samfundets
magtstrukturer!
Nu fik Ella den dejligste mad, men den stakkels William fik ikke andet end junkfood.
Hver morgen gik den hvide mand ned til stalden og råbte: "Stik din finger
ud, så jeg kan mærke, om du er blevet fed." Hun stak imidlertid et
afgnavet ben ud mellem tremmerne og den hvide mand, der ikke kunne se, da han
var meget privilegieblind, troede, at det var hendes finger, og kunne ikke
begribe, at hun blev ved at være så mager. Da der var gået fire uger, og Ella ikke
blev en smule tykkere, tabte han tålmodigheden. "Skynd dig lidt at bringe
vand op," sagde han til William, "enten Ella er tyk eller tynd, vil
jeg spise hende i morgen." Tårerne løb den stakkels lille William ned ad
kinderne, men han måtte gå. "Hjælp os dog, du gode Gud," sagde han ”for
selv om jeg ved, at du ikke er til, så har jeg brug for noget at holde mig til,
om det så er fiktivt eller noget, der virkelig betyder noget, som venskab eller
et håndvåben”. "Hold op med det tuderi," sagde den manden, "det
hjælper dig dog ikke. Jeg er selv en del af etablissementet og går i kirke nok
gange til at det bliver bemærket, og mig har Gud aldrig sagt noget, men alle
tror, at jeg er en from mand. Og det giver stemmer og omsætning i mit firma".
Den næste morgen måtte William tænde den store elovn, der
brugte løs af strømmen nede fra kulkraftværket og sætte kedlen over. "Vi
skal først bage," sagde den hvide mand, "jeg har købt en præfabrikeret
dej importeret fra Japan". Han puffede den stakkels dreng hen til ovnen,
og varmen slog ud af den, det rene energispild. "Kryb ind og se, om den nu
også er rigtig varm," sagde han. William kunne nok mærke, at det var
meningen, at han skulle steges derinde, den hvide mand havde trods sin
privilegieblindhed set, at al junkfooden havde gjort William overvægtigt, lige
til at spise. William sagde derfor: "Hvordan skal jeg dog komme derind?
"Din åndsamøbe," sagde den hvide mand, "åbningen er da stor nok.
Kan du se, der er endogså plads nok til mig," og i det samme stak hun
hovedet ind i ovnen. Da gav William ham et puf, så han røg derind, og i en fart
smækkede han lågen i og låste børnesikringen. Den hvide mand begyndte at hyle
og skrige, men William skyndte sig blot af sted, og den hvide mand døde i den energi-dårlige
ovn, der om noget var personificeringen af ham og hele hans generations
mislykkede og egoistiske verdensbillede.
William løb lige ud til Ella, åbnede gitteret og jublede:
"Nu er vi reddet, Ella, jeg har dræbt den hvide mand," og Ella sprang
ud. ”Der er desværre mange flere som ham. Han var en sørgelig personage, der
kun gjorde hvad han var opdraget til i et samfund bestemt af gamle falliterklærede
normer. Hvad du gjorde mod ham, var forkert, men situationen tvang dig til at tage
et andet menneskes liv. Havde vi haft en Gud at bede tilgivelse til, så havde
vi været bedre stillet, men vi må selv bære det autonome menneskes kors, og
forsøge enten at bortforklare det onde, vi har gjort, eller gøre det godt ved
at købe CO2-kvoter”. Sammen gik de tilbage til den hvide mands hus, for nu var
der jo ikke noget at være bange for.
Der stod store kasser fyldt med mobiltelefoner. "De er bedre end brødkrummer,"
sagde William og tog en hel mængde i sine lommer. "Lad os nu skynde os at
komme ud af skoven," sagde Ella, og de begav sig på vej. Ved hjælp af
kortet-appen varede det heller ikke ret længe, før de kunne skimte deres gamle
hus mellem træerne, men det var svært at finde lige netop deres, da hele skovbrynet
synes at være fyldt med huse lavet på samme måde af affaldstræ. Men de kunne se
en tyk hvid due sidde på tagryggen af et af husene – det måtte være dér. Da gav
de sig til at løbe af alle kræfter, men var noget belastet af at William var
blevet så tyk efter at have spist junkfood i så lang tid. De kunne derfor ikke løbe
så hurtigt som de gerne ville, men de kom dog ind i stuen og faldt Lilian om
halsen. Lilian ikke haft en glad time, siden børnene var blevet forladt i
skoven. Den onde kæreste havde fået tilbudt et forholdsvist højt betalt arbejde
som direktør for den kommunale børne- og fritidsforvaltning. Da hun stod og
skulle vælge mellem principper og et forholdsvist højt betalt arbejde, så
valgte hun det sidste. Hun havde desuden fundet sig ny kæreste og var flyttet
ind til storbyen og afsagt sig forældremyndigheden over William.
William viste nu alle mobiltelefonerne, ”dem kan vi sælge, genbrug er det nye
sort” sagde han. Lilian svarede: ”Det kan vi desværre ikke leve af i ret lang
tid – og når de så bliver slidt op, så vil de stadigvæk være ødelæggende for miljøet.
Nej, hør her. Jeg har længe haft en Facebookside ”I pagt med naturen”, hvor jeg
lagde små film op med økologiske og bæredygtige lifehacks. Søge-algoritmerne er
blevet ændret efter et krav fra Folket, og nu har folk fundet mig. De kommer
herude og betaler for at få inspiration til at leve i pagt med naturen. Og Gud
har vi stadigvæk ikke brug for”.
Nu var alle sorger slukt og de levede længe i fryd, glæde og harmoni – teenagedrengen
var flyttet ind ved siden af og var faktisk begyndt at omgås andre mennesker. Ja,
selv duen blev taget til nåde. Den havde dog kun handlet efter sin natur, så helt
i unåde havde den aldrig været. Snip snap snude nu er historien ude.
