Der vajer de så side om side: Dannebrog og Stars and Stripes. To flag, én fest – og nul kontakt til virkeligheden.
For mens vi synger om frihed og venskab, står amerikanerne og piller ved Grønland med en "hvad-hvis-vi-køber-det-denne-gang" attitude - eller vi kan også besætte den. Og når russerne rasler med sablen i Østersøen, er svaret ikke: "Don't worry, Denmark, we've got your back." Nej, det lyder nærmere som: "Held og lykke, lille ven – og pas godt på jeres Lego".
Men Rebildfesten kører ufortrødent videre. Politikere smiler, som om nogen har bedt dem om at spille i en reklamefilm for “Det Gode Venskab”. De taler om fælles værdier og historiske bånd, mens virkeligheden står ude i kulissen og ruller med øjnene.
Er det ikke pudsigt? Når USA ønsker noget (som for eksempel et kæmpe militærnærvær i Thule), så er det partnerskab. Når Danmark ønsker noget til gengæld (som lidt solidaritet, hvis det går galt), så er det: "I gør ikke nok selv". Og glemt er fortidens eksempler på at vi altid har stået last og brast med USA også da de bevægede sig ud over hvad man kan begrunde og gik ind i Irak trods "beviser" på masseødelæggelsesvåben.
Rebildfesten burde måske omdøbes til Realtivfesten – hvor venskabet er relativt, og principperne fleksible. Vi kunne endda lave en ny tradition: Hver gang nogen nævner “fælles værdier,” tager man en snaps og spørger sig selv: “Er det mig, eller lugter det her lidt af orange gas?”
Så lad os endelig fejre dagen. Men måske med et skilt i baggrunden, hvor der står:
“Velkommen til Rebild – hvor illusionerne blæser lige så smukt som flagene.”
