Sermons We See - digt af Edgar Guest

"I'd rather see a sermon
than hear one any day;

I'd rather one should walk with me

than merely tell the way.

The eye's a better pupil

and more willing than the ear,

Fine counsel is confusing,

but example's always clear;

And the best of all preachers

are the men who live their creeds,

For to see good put in action

is what everybody needs.

I soon can learn to do it

if you'll let me see it done;

I can watch your hands in action,

but your tongue too fast may run.

And the lecture you deliver

may be very wise and true,

But I'd rather get my lessons

by observing what you do;

For I might misunderstand you

and the high advice you give,

But there's no misunderstanding

how you act and how you live.

af Edgar Guest

Jesus sukker

Det gode en orlov væk fra arbejdet er at der er tid til eftertanke. Selv om det står på bleskift og en intens koncentration også om Josva, så han ikke føler, at lillebror stjæler alt opmærksomheden, så er der også tid til at tænke tingene igennem, som man ellers bare ”skøjter” hen over i en travl hverdag.

På trods af orlov, så går jeg i tanker om hvilken slags bibel konfirmanderne skal have i år. Skal det være den autoriserede eller skaldet være en af de mange nye mere mundrette og lettere forståelige oversættelser? Så jeg har også læst i forskellige udgaver… og kom så til en beretning om Jesus, der helbreder en døv og stum (Markus 7, 31-37). En fantastisk beretning!! Men har du tænkt på det lille ord ”sukkede” lige før helbredelsen? ”Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde…” (Mark 7, 33-34).Jeg har altid bidt mest mærke i Jesu spytteri… men den er jo egentlig ret lige til, for hvordan kommunikerer man med en døv? Med fagter og ved at gøre noget – ikke ved at sige noget. Men så har jeg egentlig altid sprunget over sukket.Men lige før helbredelsen sukker Jesus… jeg havde måske forventet en lovprisning eller en bøn eller noget andet end et suk. Men Jesus sukker. Jesus sukker… Gud sukker. Hvorfor? Det er der faktisk et stykke evangelium i. Paulus taler også om at sukke. Vi kristne vil sukke, så længe vi er på jorden – sukke af længsel efter himmelen. Skabningen sukker under de forhold, som synden giver den at leve under. Selv ånden sukker (Romerbrevet 8,22-27).

Disse suk kommer fra den samme angst. Et suk fra en smerte, der ikke var tiltænkt. Et håb på noget, der ligger ude i fremtiden.Mennesket er ikke skabt til at leve bort fra vores skaber – derfor sukker vi, længes vi hjem, længes vi efter at det bliver sådan som det var tiltænkt: Et liv i fred, uden sygdom, uden fare, uden lidelse og frygt. Ondskab var aldrig en del af planen.

Samtalen med Gud skulle heller ikke være igennem en talsmand – derfor sukker Helligånden og længes efter den tid, hvor vi kan tale ansigt til ansigt med vores Gud. Og når Jesus ser ind i øjnene på endnu et af Satans ofre – så er det eneste rigtige at gøre: At sukke! ”Det her var ikke meningen. Dine øre skulle ikke være døve – din tunge skulle ikke være stum”. Det viser, at Jesus ser lidelsen og lider over den.

Derfor er Jesu suk et trøstens suk for os – for indirekte er Guds smerte vores trøst. I Jesu kval er vort håb. Havde Jesus ikke sukket, havde han ikke følt smerten over at se det, der ikke var meningen, så havde vi været i en meget ynkelig situation. Havde han nu været ligeglad – havde han vasket sine hænder: De er selv ude om det… hvordan ville vores situation så have været?Men det gjorde han ikke!!

Dette hellige suk forsikre os, at Gud stadigvæk stønner og sukker over sit folks forhold. Han længes efter den dag, hvor alle sukke høre op. Hvor det, som var tiltænkt at være vil være og udfolde sig.

Stor glæde i præstegården

Jeg må nok indrømme, at jeg har været rigtig dårlig til at skrive her i min dagbog på nettet... der er andre mere private medier, der har ovetaget her... så den her er trængt lidt i baggrunden.

Men jeg vil da ikke undlade at fortælle, at vi her i præstegården i Horne er blevet begavet med den dejligste lille dreng. Navnet på purken holder vi forløbigt for os selv (træls ikke), men det skal nok komme frem.... men jeg kan fortælle at han

- er født mandag den 6. september klokken 14.27

- ved fødslen var 3700 gr og 54 cm. lang

- er elsket vildt og inderligt af sine forældre og ikke mindst af den stolte storebror.

Billedet til højre er taget fra den 6. september, hvor junior er 5 timer gammel og Josva kun har set ham et par minutter... men straks skulle lillebror have det bedste stykke legetøj!