Det er årets sidste dag – 2012 ligger foran os, og 2011 ligger bag os. Hvordan var det år for dig? Fik du det ud af året, som du havde sat dig for? Er du det sted i livet, som du troede du ville være – eller synes du at du står samme sted, at du har stået i stampe hele året?
Tankerne vælder op i en på sådan en dag – det plejer altid at være en lidt vemodig dag for mig i de få stunder i løbet af denne dag, hvor jeg har tid til at tænke og reflektere. Og i år er ikke nogen undtagelse – og det er vel egentlig ikke fordi jeg har haft et dårligt år, men sådan har jeg det bare med 31. december.
2011 blev det år, hvor jeg fik mig et nyt og igen slidstærkt livsmotto: ”Gud gør mig nyttig”. Det vil jeg virkelig gerne have skal præge 2012 – at jeg uanset hvor jeg måtte befinde mig den 31. december 2012, at uanset hvad jeg måtte lave at jeg må vide, at Gud bruger mig og Guds folk har nytte af mig og de evner, Gud har givet mig.
Mit fokus skal dog ikke være hvad jeg kan gøre, men hvad han har gjort… det er faktisk vigtigt at holde fast i. Det er ikke mig, men ham. Det er ikke min gerning, men hans gerning.
I Hebræerbrevet kapitel 12 bruges billedet med vædeløberen. Han er fokuseret på målet og han slipper alt det, der hindre ham i løbet.
Jeg ønsker at slippe alt det gamle og trælse fra 2011. De grimme oplevelser, der ligger dér, de dårlige tanker, nederlagene. Og så vil jeg tage det positive jeg har lært, de dejlige smil, tilliden fra folk, skuldreklappene med mig.
Jeg ønsker at være fokuseret i det nye år – og fokus skal være på Kristus. Skal være mere på Kristus end det har været i det forgangne år.
Lad os ”frigøre os fra enhver byrde og fra synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender” (Hebr 12,1,2).
Er du med på den også? Det vil i hvert fald være mit nytårsfortsæt: Lad det trælse ligge bag mig og gribe ud efter Jesus!
Uanset hvad: Rigtig godt nytår og må Herren velsigne dig og dine i det nye år!
lørdag, december 31, 2011
tirsdag, december 06, 2011
Gud, gør mig nyttig
På intro-turen i teologi på Århus Universitet i 1994 sad der en meget idealistisk ung mand, 19 år. Idealistisk, for det her var det nærmeste han kom et livskald - og nu var det ved at tage form. Tingene havde hele hans liv frem til da faldet i hak og de kulminerede, da han sammen med sine forældre åbnede brevet fra Århus: Du er optaget på teologi. Han fløj rundt på sin knallert for at fortælle alle venner og familiemedlemmer om denne store begivenhed.
Og nu sad han på Østbirk Højskole på introtur... Han bævede for den store opgave, der lå foran ham som teologi-studerende. De mange svære sprogfag - ja, alene det at begynde på universitetet. Kunne han klare det? Havde han hvad der skulle til?
Intro-turen var en lang skuffelse - der var ikke meget introduktion til studiet, men mest pjank og pjat og ... ja, også en del våde varer. Men en ting tog han til sig - og det var, da forstanderen gav et råd til os. Et råd om at vælge et ord, der skulle være hovedordet over studietiden. Et ord, som man kunne vende tilbage til, når tingene blev lidt trængte og man ikke levede op til sine egne forventninger - et opkvikkende ord. Jeg husker, at jeg ikke lige fattede hvad godt der var i det ord, han havde brugt i sin studietid.... men satte mig til at tænke: Hvad skal være dit ord?
Som jeg husker det, var jeg ikke længe om at finde frem til mit ord - det skulle være: Gud i vold. På Jesusnet.dk står følgende beskrivelse af ordet:
"Gud i vold" så rummer det altså den erfaring, at vi mennesker ikke har magt over fremtiden, men det har Gud. Han holder vor lykke og fremtid i sin hånd og det livsvilkår må vi give os ind under. "Vold" er et gammelt ord for "Varetægt", så i dette ønske for fremtiden er der også et håb. Når vi er i Guds varetægt, så tror vi og håber for hinanden, at vor fremtid bliver god, fordi Gud er god og værner os mod det onde"
Når jeg satte "Gud i vold" som ordet over mine studier, så betød det, at jeg lagde alle mine studier og deres udfald over i Guds magt og lod ham bestemme og lod ham give mig de, der skulle til, for at jeg kunne komme helskindet igennem.
En ny situation - et nyt ord
Og dette ord har fulgt mig lige siden, Gud i vold. Hvad jeg end har kastet mig ud i, så har det været ledsaget af ordet "Gud i vold". Det er et kært gammelt klenodie fra min pureste ungdom - og som har fulgt mig og den ro, jeg har følt ved at lægge mit liv over til Gud, er blevet gentaget rigtig mange gange siden.
Men her i aften sad jeg og så en lille videofilm om Bibelen - "Den farligste bog", en video fra missionsselskabet "Åbne Døre", der har som sit kald at smugle bibler ind til undertrykte kristne rundt om i verden. Stifteren af dette selskab hedder Broder Andrew og han fortalte om den bøn han bad: "Gud, gør mig nyttig".
Pludselig slog det mig - "du er nødt til at ændre dit livsmotto, Kim. Ja, læg nutiden og fremtiden i Herrens hænder med et Gud i vold, men få den dimension understreget, at det ikke bare er noget du skal "komme helskindet igennem", men at du også skal være til velsignelse midt i det. At du skal være til nytte.
Når jeg sidder og opdaterer kirkens hjemmeside, når jeg laver kirkeblad, når jeg er pedel over i Menighedshuset, når jeg ser tilbage på et hold konfirmander, "lærte de overhovedet noget?" eller generelt: Når jeg ser tilbage over 9½ års virke som præst, så melder spørgsmålet sig: Har jeg været til nytte? Ikke bare: Har jeg løst en opgave eller har jeg passet mit arbejde, men har jeg været til nytte? Ikke bare som et nyttigt fjols, men som en præst, der stadigvæk brænder for evangeliets udbredelse sådan som den idealistiske stud. theol. gjorde det i 1994.
Er folk blevet fastholdt bare en smule i deres tro? Er der nogle, der har mødt nye sider af dem selv og Gud ved at komme til de gudstjenester, hvor jeg fik lov til at være præst? Ja, ... har jeg været nyttig?
Det er min store bøn, at jeg ikke bare må være kommet helskindet igennem, men at jeg også må være nyttig.
Det er naturligvis stadigvæk mit håb, at tingene må ligge i Herrens hænder, fortid, nutid og fremtid - og at jeg også må være dér. At jeg må få styrke og visdom til de opgaver og udfordringer, der ligger og venter på mig både i min egenskab som præst, far, ægtefælle, ven... men dybest set, at jeg må være nyttig.
Bed med mig
I det hele taget, så tror jeg, at der virkelig sker noget med os og med de sammenhænge vi står i, hvis vi tør bede den bøn hver eneste morgen, når vi står op: "Gud, gør mig nyttig". Skulle vi ikke prøve det - bare resten af året? Bede denne bøn: Gud, gør mig nyttig.
Jeg har i hvert fald fundet mig et nyt slogan, en livsoverskrift til afløsning for mit studietids-ord:: Gud, gør mig nyttig.
Jeg mener det er en dansk præst i New York, Kristian Østergaard, der har denne salme i salmebogen - som jeg citerer efter hukommelsen:
Herre, jeg vil gerne tjene
tjene dig, og dig alene.
Tag og brug mig som du vil.
Hvad jeg ejer har du givet
hver en evne, selve livet,
dig det hele hører til.
Led mig frelser, ved din nåde
også når jeg selv vil råde
og vil gå min egen vej.
Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne
oh, men lad mig aldrig savne,
vished at jeg tjener dig.
Og nu sad han på Østbirk Højskole på introtur... Han bævede for den store opgave, der lå foran ham som teologi-studerende. De mange svære sprogfag - ja, alene det at begynde på universitetet. Kunne han klare det? Havde han hvad der skulle til?
Intro-turen var en lang skuffelse - der var ikke meget introduktion til studiet, men mest pjank og pjat og ... ja, også en del våde varer. Men en ting tog han til sig - og det var, da forstanderen gav et råd til os. Et råd om at vælge et ord, der skulle være hovedordet over studietiden. Et ord, som man kunne vende tilbage til, når tingene blev lidt trængte og man ikke levede op til sine egne forventninger - et opkvikkende ord. Jeg husker, at jeg ikke lige fattede hvad godt der var i det ord, han havde brugt i sin studietid.... men satte mig til at tænke: Hvad skal være dit ord?
Som jeg husker det, var jeg ikke længe om at finde frem til mit ord - det skulle være: Gud i vold. På Jesusnet.dk står følgende beskrivelse af ordet:
"Gud i vold" så rummer det altså den erfaring, at vi mennesker ikke har magt over fremtiden, men det har Gud. Han holder vor lykke og fremtid i sin hånd og det livsvilkår må vi give os ind under. "Vold" er et gammelt ord for "Varetægt", så i dette ønske for fremtiden er der også et håb. Når vi er i Guds varetægt, så tror vi og håber for hinanden, at vor fremtid bliver god, fordi Gud er god og værner os mod det onde"
Når jeg satte "Gud i vold" som ordet over mine studier, så betød det, at jeg lagde alle mine studier og deres udfald over i Guds magt og lod ham bestemme og lod ham give mig de, der skulle til, for at jeg kunne komme helskindet igennem.
En ny situation - et nyt ord
Og dette ord har fulgt mig lige siden, Gud i vold. Hvad jeg end har kastet mig ud i, så har det været ledsaget af ordet "Gud i vold". Det er et kært gammelt klenodie fra min pureste ungdom - og som har fulgt mig og den ro, jeg har følt ved at lægge mit liv over til Gud, er blevet gentaget rigtig mange gange siden.
Men her i aften sad jeg og så en lille videofilm om Bibelen - "Den farligste bog", en video fra missionsselskabet "Åbne Døre", der har som sit kald at smugle bibler ind til undertrykte kristne rundt om i verden. Stifteren af dette selskab hedder Broder Andrew og han fortalte om den bøn han bad: "Gud, gør mig nyttig".
Pludselig slog det mig - "du er nødt til at ændre dit livsmotto, Kim. Ja, læg nutiden og fremtiden i Herrens hænder med et Gud i vold, men få den dimension understreget, at det ikke bare er noget du skal "komme helskindet igennem", men at du også skal være til velsignelse midt i det. At du skal være til nytte.
Når jeg sidder og opdaterer kirkens hjemmeside, når jeg laver kirkeblad, når jeg er pedel over i Menighedshuset, når jeg ser tilbage på et hold konfirmander, "lærte de overhovedet noget?" eller generelt: Når jeg ser tilbage over 9½ års virke som præst, så melder spørgsmålet sig: Har jeg været til nytte? Ikke bare: Har jeg løst en opgave eller har jeg passet mit arbejde, men har jeg været til nytte? Ikke bare som et nyttigt fjols, men som en præst, der stadigvæk brænder for evangeliets udbredelse sådan som den idealistiske stud. theol. gjorde det i 1994.
Er folk blevet fastholdt bare en smule i deres tro? Er der nogle, der har mødt nye sider af dem selv og Gud ved at komme til de gudstjenester, hvor jeg fik lov til at være præst? Ja, ... har jeg været nyttig?
Det er min store bøn, at jeg ikke bare må være kommet helskindet igennem, men at jeg også må være nyttig.
Det er naturligvis stadigvæk mit håb, at tingene må ligge i Herrens hænder, fortid, nutid og fremtid - og at jeg også må være dér. At jeg må få styrke og visdom til de opgaver og udfordringer, der ligger og venter på mig både i min egenskab som præst, far, ægtefælle, ven... men dybest set, at jeg må være nyttig.
Bed med mig
I det hele taget, så tror jeg, at der virkelig sker noget med os og med de sammenhænge vi står i, hvis vi tør bede den bøn hver eneste morgen, når vi står op: "Gud, gør mig nyttig". Skulle vi ikke prøve det - bare resten af året? Bede denne bøn: Gud, gør mig nyttig.
Jeg har i hvert fald fundet mig et nyt slogan, en livsoverskrift til afløsning for mit studietids-ord:: Gud, gør mig nyttig.
Jeg mener det er en dansk præst i New York, Kristian Østergaard, der har denne salme i salmebogen - som jeg citerer efter hukommelsen:
Herre, jeg vil gerne tjene
tjene dig, og dig alene.
Tag og brug mig som du vil.
Hvad jeg ejer har du givet
hver en evne, selve livet,
dig det hele hører til.
Led mig frelser, ved din nåde
også når jeg selv vil råde
og vil gå min egen vej.
Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne
oh, men lad mig aldrig savne,
vished at jeg tjener dig.
lørdag, december 03, 2011
2. søndag i advent
I morgen er det anden søndag i advent - og teksten er Lignelsen om de ti brudepiger - I kan finde den her.
En brudgom, der kommer efter sin brud og brudepigerne venter på ham for at gå ham i møde - men falder i søvn. De vågner lige inden brudgommen kommer og fem af dem finder ud af, at de ikke har købt olie nok, så de skynder sig hen og køber ny olie. Da de kommer tilbage er det for sent - feste er i gang og døren er lukket. De fem kommer ikke med til festen.
Jeg har altid set lignelsen som om at de ti brudepiger er kirken og de kristne, men holder man sig til den bibelske brug af ordene som brudgom og brud, så er det jo bruden, der er kirken. Hvem er så de ti brudepiger?
Det er nogle, der skal sørge for at gå Jesus i møde, gøre Jesu ankomst til jorden så festlig som mulig med fakkeloptog, gøre hans komme kendt (altså i overført betydning).
Jeg aner ikke hvem det skulle være... hvis ikke mennesker netop med en speciel placering og speciel opgave i menigheden. Jeg lufter nok ikke tanken i morgen, men kunne det f.eks. være præste og andre forkyndere. At de ikke var parate, da Jesus så endelig kom - at der er præster, som løber tør og ikke kan gå ham i møde som de skal?
Løbe tør for tro? Løbe tør for vidnesbyrd? Løbe tør for gode gerninger... ja, løber tør for hvad?
De bliver kaldt for tåbelige - de fem brudepiger uden olie. Hvem bliver ellers kaldt for en tåbe i Bibelen? Det gør dem, der siger: Gud er ikke til - og som ikke gør godt (Sal 14,1). Mangler de fem tåbelige troen på at der en Gud? At der er en brudgom, der skulle komme?
Nu er der jo naturligvis f.eks. ingen præster, der ikke tror på Gud - på Jesu komme... da i hvert fald ikke i Den danske Folkeknirke, så den udlægning er naturligvis helt hen i skoven. Og så alligevel?!
Jesu lignelser er svære at arbejde med, for hvor langt ned i dem skal man gå, inden det bliver for fortænkt? Hvor langt ud tør vi presse fortolkningen, hvis vi pludselig selv bliver ramt af dens budskab, fordi skribenten her "tilfældigvis" er en af dem, der med de her tanker kunne være i farezonen for at løbe tør - og komme under den samme dom som de fem brudepiger.
Glædelig 2. søndag i advent!
En brudgom, der kommer efter sin brud og brudepigerne venter på ham for at gå ham i møde - men falder i søvn. De vågner lige inden brudgommen kommer og fem af dem finder ud af, at de ikke har købt olie nok, så de skynder sig hen og køber ny olie. Da de kommer tilbage er det for sent - feste er i gang og døren er lukket. De fem kommer ikke med til festen.
Jeg har altid set lignelsen som om at de ti brudepiger er kirken og de kristne, men holder man sig til den bibelske brug af ordene som brudgom og brud, så er det jo bruden, der er kirken. Hvem er så de ti brudepiger?
Det er nogle, der skal sørge for at gå Jesus i møde, gøre Jesu ankomst til jorden så festlig som mulig med fakkeloptog, gøre hans komme kendt (altså i overført betydning).
Jeg aner ikke hvem det skulle være... hvis ikke mennesker netop med en speciel placering og speciel opgave i menigheden. Jeg lufter nok ikke tanken i morgen, men kunne det f.eks. være præste og andre forkyndere. At de ikke var parate, da Jesus så endelig kom - at der er præster, som løber tør og ikke kan gå ham i møde som de skal?
Løbe tør for tro? Løbe tør for vidnesbyrd? Løbe tør for gode gerninger... ja, løber tør for hvad?
De bliver kaldt for tåbelige - de fem brudepiger uden olie. Hvem bliver ellers kaldt for en tåbe i Bibelen? Det gør dem, der siger: Gud er ikke til - og som ikke gør godt (Sal 14,1). Mangler de fem tåbelige troen på at der en Gud? At der er en brudgom, der skulle komme?
Nu er der jo naturligvis f.eks. ingen præster, der ikke tror på Gud - på Jesu komme... da i hvert fald ikke i Den danske Folkeknirke, så den udlægning er naturligvis helt hen i skoven. Og så alligevel?!
Jesu lignelser er svære at arbejde med, for hvor langt ned i dem skal man gå, inden det bliver for fortænkt? Hvor langt ud tør vi presse fortolkningen, hvis vi pludselig selv bliver ramt af dens budskab, fordi skribenten her "tilfældigvis" er en af dem, der med de her tanker kunne være i farezonen for at løbe tør - og komme under den samme dom som de fem brudepiger.
Glædelig 2. søndag i advent!
Abonner på:
Opslag (Atom)