Så er det snart december – julemåneden – og nu er det snart på sin plads ”at pynte op”. Så vi finder den store kasse med julepynt frem og sender en tsunami af rødt og hvidt ud i vores stuer og sætter elpærer op overalt udenfor. Julemåneden er en skøn tid at være i – også for os i kirken, for det er den måned, hvor det er tilladt at tale tro. Man behøver ikke have det, som om man taler om, at man har hæmorider, at man er lidt skamfuld, men man kan tale om ”et barn, der er født i Betlehem” sådan uden at hviske.
Men når det så er skrevet, hvor meget i tsunamien af julepynt bærer præg af
kirkens budskab? Vi har hjertet, der fortæller om kærlighed, lysene, der
forkynder Jesus som verdens lys, vi har et krybbespil måske? Jo, og så er der
englene… men har du mon ikke flere julenisser end du har engle i kassen? Men
sådan er det nok bare – nu skal vi jo heller ikke presse det med troen for
meget, og engle har uden tvivl en stærkere religiøs aura over sig end nisserne.
Og derfor er der vel kun en enkelt eller to engle, der pryder byens gågader.
Engle hører ikke kun til i julemåneden, men hele året. Og især de engle, jeg
vil hylde her med denne klumme. Dem møder du onsdag eller torsdag, og de er skyld
i, at du kan læse disse linjer. Jeg tænker på reklamebuddet. Selve ordet
”engel” er nemlig ikke et ”religiøst ord”. Da Det nye Testamente blev skrevet,
og man skulle navngive disse væsener, så valgte man et almindeligt ord for
budbringer, nemlig ”angelos” - som så er blevet til vores danske ”engle”.
Når du møder englene, der kommer med reklamer, så bør du faktisk være glad. Ja,
send dem et smil og et ”hej – sikke du slæber” eller noget andet, der viser at
de er set og anerkendt i deres arbejde. Her i gågaden i Haderslev ser man et
meget flittigt bud – jeg ved ikke hvor mange ruter han har, men har slider i
det, og er meget samvittighedsfuld. Sådan tænker jeg at alle buddene er. Selvfølgelig
kan der være en øv-dag, hvor man ikke rigtig gider, hvor alle postkasserne er
proppet og hvor de tiloversblevne reklamer roder sammen i den lille trækvogn. Og
hvor er nummer 34 3. sal midt for? Især i centrum er det meget svært at finde rundt
i husnumrene, få åbner døren, når man ringer på den låste hoveddør og ikke på
alle postkasser står husnummer og etage. Så de unge mennesker skal manøvre i et
ukendt territorium – især, hvis de tager en ny ekstra rute. Så vær glad, når du
ser sådan et bud. Lønnen er virkelig ikke noget at skrive hjem om, og nu kan
jeg kun skrive for min egen drengs vegne, men han er ikke reklamebud af nød,
det er til ”det ekstra”. Men det er en god måde at åbne arbejdsmarkedet på for
de unge mennesker. At der er et ansvar, en opgave, der skal udføres. Så lad os
prøve at sænke barren lidt for dem, og ikke kræve det samme af dem som af vores
kollegaer i Post Danmark. Giv dem gode oplevelser, giv dem et smil. Og er der
noget, der er uhensigtsmæssigt, for nej, de må ikke bare smide en ordentlig
stak på gulvet, så læg en seddel eller tal med vedkommende og hjælp dem til at
blive bedre. Ikke skæld ud – og for alt i verden: Sæt ikke billeder på
Facebook. Det hjælper ikke noget – andet end at skræmme potentielle reklamebud
væk.
Vær glad, når din lokale engel kommer med et sæt reklamer eller denne
fantastiske avis – og især i denne tid, hvor det blæser og regner. Der er det
faktisk sjovere at blive hjemme med varm kakao og computer end at gå med
reklamer. Men de går alligevel ud. Så en lille hilsen varmer: Godt gået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar