Fastelavn - et MIT navn?

Kan du kende forskel på rigtig og forkert - tør du viser din sårbarhed, dit mørke, din ulykke? Eller gemmer du dig bag en maske?

----------------

Det er fastelavn

Masker, prinsesser, sørøver. 

Jeg klæder mig også ud

Smilet er mit kostume 

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

Hvis jeg ingen boller får

jeg laver ej ballade 

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

Død, pine, monstre. 

Måske er jeg mest til Halloween

Det mørke og dystre.

Jeg går og ligner MIG SELV

Ler og sir som en død. 

 

Jeg er mest til Halloween

Dér jeg mig. 

Dér tager jeg masken af

Er mig selv 

"Han spiller godt"

 

Det er fastelavn 

Boller op og boller ned

Ingen i min mave

De ser ikke jeg er klædt ud

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

Masker, prinsesser, sørøver.

Min maske er groet fast

Den er blevet mit ansigt

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Fastelavn, er mit navn

"Han er altid glad"

Og jo længere jeg går med masken

desto mere forsvinder mit eget ansigt. 

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

- hverdag

- hver dag

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

"Sikke et smil"

Tavshedens sekunder

 

Jeg vil tro, at det sker hver eneste gang, jeg står på prædikestolen – det er sikkert kun et sekund eller to, men oppe i mit hoved, føles det som længere tid.

”Dette hellige evangelium, skriver evangelisten Johannes” – jeg slukker for mikrofonen og synger med menigheden ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab”. Derefter tænder jeg for mikrofonen igen og begynder at læse dagens tekst. Jeg rammer slutningen af teksten – folk begynder at sætte sig og kigger op på mig. Imens folk begynder at sætte sig, starter sekunderne… tanken kommer ”Skal jeg lade være med at prædike? Skal jeg lade være med at sige noget? Er jeg nu sikker på at det er rigtigt det, jeg har forberedt? Er det godt nok? Nej, er det bedre end godt nok, for det er déroppe vi skal være? Nej, du er nødt til at begynde – hvis du venter meget længere begynder folk at synes det er mærkeligt. De vil begynde at kigge på hinanden – måske vil jeg kunne se organisten kigge ud oppe bag sit orgel. Nu begynder den første at hoste eller rømme sig. Nej, så langt skal vi ikke nå… det vil være meget mærkeligt om du ikke sagde noget. Kom så i gang”.
Og så begynder munden – ”En mand midt i 50-erne var blevet mere og mere irriteret på sin kone, fordi hun var så…” – hjernen stopper de mærkelige tanker fra før. Vi er nu en helhed, krop, tanker, sind og sjæl… opmærksomheden er rettet mod indholdet af min prædiken og mod den reaktion, som jeg ser hos folk og min præstation styres af den reaktion eller mangel på samme, jeg oplever.

Er det ikke mærkeligt?! Det synes jeg i hvert fald – er det en form for angst, jeg har? Angsten for at skuffe, angsten for stilheden, når der skal tales…?

Jeg har flere drømme bag mig, hvor jeg står i den situation – ”kom så i gang”, råber en fra menigheden, imens de første begynder at rejse sig for at gå. Og jeg står til sidst alene oppe på min prædikestole – alene, helt alene i min stilhed.

Jeg er ikke ene om den slags drømme – flere af mine kollegaer har udtalt, at de har drømt noget, der ligner dette. Mærkeligt… men for mig følger drømmen eller mareridtet, som det vel er, med op hver eneste søndag.

Og ja, jeg har faktisk også prøvet det. Det var ikke på en prædikestol, men til en undervisningsaften om kristendommen. Det var en periode, hvor jeg var presset af arbejdet og derhjemme var der også gang i den med et nyfødt barn og en 2 år ældre dreng. Jeg ville jo både være den gode far og den dygtige præst, så jeg sad og kiggede mit manuskript igennem, imens jeg så tegnefilm. Mit hoved var overloaded med opgaver, da jeg stod om aftenen og skulle holde mit oplæg. Og pludselig i slutningen af mit oplæg kunne jeg ikke mere. Jeg stoppede bare, sagde øh et par gange... jeg havde fuld manuskript hele vejen, jeg skulle bare læse op. Men min mund ville ikke.
Til sidst måtte jeg bare sig, "Jeg tror jeg stopper her - og så kan I gå i grupper". Det er totalt ubehageligt - tavshedens sekunder. 

Det er også en del af det, jeg har med mig på prædikestolen. Deroppe er det kun 1-2 sekunder, måske den tid, det tager for at folk sætter sig, og der er stilhed… derfor kan jeg godt lide at begynde, før folk har sat sig. På den måde kommer jeg mine tanker i forkøbet. Så tankerne ikke når at begynde, før jeg siger ” En mand midt i 50-erne…”.

Ikke at jeg er hæmmet af de to sekunder – det er ubehageligt og bare dybt latterligt. Og nu er det delt med dig.

Ella og William - et moderne eventyr

Hvordan ville eventyret om Hans og Grete, hvis det var skrevet i dag og hvis det var politisk korrekt. 
Lad os prøve se....
Hans og Grete - sidste år var de to navne, der var mest givet til børn, William og Grete. Og hvem siger, at drengen altid skal nævnes først? Og være den kloge og udfarende? Så det er blevet til eventyret om Ella og William.

Ella og William
Ved udkanten af en stor naturlig skov fyldt med biodiversitet boede der en fattig arbejdsløs pilot, Lilian, med sin kæreste og deres to sammenbragte børn. Pigen hed Ella og drengen hed William.
Desuden boede der hos dem en teenager, der havde fået lov til at bo hos familien, fordi hen ikke længere kunne spejle sig og identificere sig med sin egen stereotype familie. Hen hører vi ikke meget til i fortællingen, da hen for det meste er på sit værelse – men hen er kun med, for at vise, at den lille sammenbragte familie havde blik for det sociale og en mentalt overskud, der dog ikke var realistisk, da de ikke havde penge nok til at klare selv deres egen husstand, men ”hvor der er hjerterum er der husrum og vi skal ikke kun tænke på os selv” som Lilian sagde. Selv på deres overførelsesindkomst og med den besparelse, de havde vundet ved at flytte ud i skoven i et hus, de selv havde bygget ud af affaldstræ, så havde de nemlig kun lidt at gøre med. ”Men økonomisk velstand og deraf kommende overforbrug, er ikke lige med lykke”, som Lillian altid sagde. Det kunne dog godt mærkes, at det efter de mange kriser og dårlig ledelse af landet, var meget lidt at gøre med. Da de ikke var pensionister eller havde gasvarme, kom de ikke i betragtning til hjælp fra regeringen, der på det tidspunkt kun ville give til deres kernevælgere.
Den mad, som de selv havde fabrikeret i deres egen have, var ved at være spist. Lilian anede slet ikke, hvordan hun skulle skaffe det daglige brød, og hun nægtede igen at tage arbejde som pilot og derved blive delagtig i klimaets fortsatte ødelæggelse. Og hendes kæreste kunne slet ikke se sig selv i et 8-16-job som lønslave og passe andres børn i en opbevaringsanstalt som børnehaver er i dag. Kæresten var uddannet pædagog, men havde aldrig fået arbejde og det nagede hende, men det er en anden historie. Måske var det det nag, der fik hende til at gøre ting, som man i gammel terminologi ville kalde for onde.
Om aftenen, da Lilian var kommet i seng og lå og tænkte over sin ulykke, sukkede hun og sagde til sin kæreste: "Hvad skal der dog blive af os. Vi har slet ingen mad til børnene, knap nok til os selv." - "Ved du hvad," sagde kæresten, "i morgen tidlig følger vi børnene ind i den tætte skov. Vi giver dem hver et stykke stenalderbrød, og så går ud for at kortlægge skovens dyreliv. De kan ikke finde hjem igen, da de altid er afhængig af vores hjælp og at vi i et og alt altid har taget ansvaret fra dem, de vil derfor ikke finde hjem, og så er vi af med dem." - "Nej, det gør jeg ikke," sagde piloten, "jeg kan virkelig ikke nænne at lade de børn blive ganske alene i den store skov. De bliver jo ædt af ulven, der netop er kommet tilbage i naturen." - "Du er en rigtig mainstream og privilegie-blind dansker" sagde kæresten vredt, "vi dør jo allesammen af sult. Du kan såmænd godt begynde at grave en grav til os alle sammen ude ved kompostbunken". Kæresten blev ved at plage hende, til hun gav efter. "Men det gør mig dog skrækkelig ondt for de stakkels børn," sagde Lilian.

De to børn havde ikke kunnet sove af sult og fordi teenageren havde spillet på sin computer hele natten. Men netop derfor havde de hørt, hvad de to voksne havde sagt. Det var ikke første gang, at de forsøgte det tricks, men sidste gang havde de deres mobiltelefon, og kunne derfor finde vej hjem ved hjælp af et share-ware kortprogram. Da de gamle var faldet i søvn sneg Ella sig derfor op af sengen, men kæresten havde låst lågen ind til mobil-hotellet, så hun ikke kunne få fat på sin mobiltelefon. William græd og sagde til Ella: "Nu er det ude med os." - "Vær stille, William," svarede hun, "Læg du dig kun roligt til at sove. Vi skal nok klare den, vi er nemlig smarte og kan klare os uden hjælp fra de voksne og i hvert fald ikke til det offentlige, jeg ville dog gerne have ringet til Børnetelefonen." ”Skal vi ikke også stole på Gud?”. ”Det er måske også en god idé – jeg havde også en usynlig ven, da jeg var på din alder”. Og sådan faldt de begge i søvn.

Tidlig næste morgen kom kæresten og sagde til børnene, at de skulle stå op – teenageren kunne hun ikke få liv i. De fik hver et lille stykke stenalderbrød. Ella tog brødet i lommen og brækkede det i små stykker, og mens de gik, vendte hun sig hvert øjeblik om og kastede et lille stykke på jorden. "Skynd dig dog lidt, Ella," sagde piloten, "hvad er det dog nu, du kigger efter." - "Det er min due, der sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig," sagde Ella. "Det var dumt sagt. Jeg siger ikke at du er dum, men det, du sagde lige nu var vist ikke helt gennemtænk," forklarede Lilian, "der er ingen, der ejer naturen – vi er en del af naturen og duen er fri og tilhører kun sig selv. Lige som vi er frie og tilhører os selv som en del af et større hele. " Men efterhånden som de gik, kastede Ella alle brødsmulerne på vejen.

Kæresten førte børnene så dybt ind i skoven, som de aldrig i deres liv havde været. Der tændte Lilian et bål og kæresten sagde: "Sæt jer nu her og hvil jer, og sov, hvis I er søvnige. I aften, når vi er færdige med at kortlægge dyrelivet i denne del af skoven, kommer vi og henter jer." Ved middagstid tog William sit stykke brød frem og delte det med duen, der var fulgt med hjemmefra. Der var desværre ikke nok også til Ella, der jo havde strøet sit på vejen. Så faldt de i søvn, og det blev aften og duen var fløjet hjem, men der kom ingen og hentede de stakkels børn. Da de vågnede, var det mørk nat, men Ella trøstede sin papsøster og sagde: "Vent bare til månen kommer frem, og vi kan se brødsmulerne, så kan vi nok finde hjem." Men duen havde hakket alle brødkrummerne op, og der var ikke en tilbage. "Vi finder nok vej alligevel," sagde Ella, der havde været FDF-er en måneds tid, men stoppede da lederne havde inviteret dem med i kirke. Hvad har spejderliv og gammel forældet overtro at gøre? Desværre skulle de gangen efter have haft om emnet ”At finde hjem, hvis du farer vild i skoven”. Ella blev en kort stund vred på spejderledernes prioritering af pensum, men faldt dog hurtigt til ro igen, da lederne åbenbart stadigvæk var fanget af deres mangelfulde opdagelse i et samfund, hvor uddannelse, penge og status betyder alt.
De gik hele natten og hele næste dag, men de kom ikke ud af skoven. De havde ikke fået andet at spise end et par bær, de havde fundet, og var så trætte, at de ikke kunne stå på benene. Den næste dag gik de videre, men de kom kun dybere og dybere ind i skoven, da de opdagede et lille hus. Da de kom helt hen til huset, så de, at det var lavet af groft rugbrød og taget af fedtfattige pandekager af Rugmel og øko-spelt. Ruderne var ren gelatine af soyamælk. "Nu kan vi da få noget at spise," råbte Ella glad. "Kom William, tag du et stykke af vinduet, det er dejlig sundt, så spiser jeg noget af taget." Ella stillede sig nu på tæerne og brækkede et lille stykke af taget for at prøve, hvordan det smagte, og William gav sig til at gnave løs på ruden.
Pludselig gik døren op og ud kom en hvid sic-kønnet privilegieblind mand, lederen af et mellemstort nordsjællandsk firma med speciale i computer-komponenter. "Hvordan er I kommet herhen, lille børn. Kom ind med mig og bliv hos mig, jeg skal ikke gøre jer fortræd." Han tog dem i hånden og gik med dem ind i huset. Maden var imidlertid en ægte boomer, og slet ikke så rar, som han lod. Når han ikke solgte barnet til Clinton-familien eller andre velhavende amerikanske familier, så dræbte han det kogte det og spiste det, og det var det, han ønskede at gøre med Ella og William. Tidlig næste morgen tog han fat i Ella med sin tørre hænder, bar hende ud i stalden og lukkede hende inde bag et gitter. Så gik hun ind og ruskede William vågen og sagde: "Stå op, din drivert, og hent noget vand og lav noget god mad til din søster”. ”Min pap-søster” indvendte William. ”Hold mund! Hun sidder ude i stalden, og når hun er blevet rigtig tyk og fed, æder jeg hende". William gav sig til at græde, men det nyttede ikke, han måtte gøre, hvad hvide mand forlangte. Så hurtigt kommer man altså ind i samfundets magtstrukturer!
Nu fik Ella den dejligste mad, men den stakkels William fik ikke andet end junkfood. Hver morgen gik den hvide mand ned til stalden og råbte: "Stik din finger ud, så jeg kan mærke, om du er blevet fed." Hun stak imidlertid et afgnavet ben ud mellem tremmerne og den hvide mand, der ikke kunne se, da han var meget privilegieblind, troede, at det var hendes finger, og kunne ikke begribe, at hun blev ved at være så mager. Da der var gået fire uger, og Ella ikke blev en smule tykkere, tabte han tålmodigheden. "Skynd dig lidt at bringe vand op," sagde han til William, "enten Ella er tyk eller tynd, vil jeg spise hende i morgen." Tårerne løb den stakkels lille William ned ad kinderne, men han måtte gå. "Hjælp os dog, du gode Gud," sagde han ”for selv om jeg ved, at du ikke er til, så har jeg brug for noget at holde mig til, om det så er fiktivt eller noget, der virkelig betyder noget, som venskab eller et håndvåben”. "Hold op med det tuderi," sagde den manden, "det hjælper dig dog ikke. Jeg er selv en del af etablissementet og går i kirke nok gange til at det bliver bemærket, og mig har Gud aldrig sagt noget, men alle tror, at jeg er en from mand. Og det giver stemmer og omsætning i mit firma".

Den næste morgen måtte William tænde den store elovn, der brugte løs af strømmen nede fra kulkraftværket og sætte kedlen over. "Vi skal først bage," sagde den hvide mand, "jeg har købt en præfabrikeret dej importeret fra Japan". Han puffede den stakkels dreng hen til ovnen, og varmen slog ud af den, det rene energispild. "Kryb ind og se, om den nu også er rigtig varm," sagde han. William kunne nok mærke, at det var meningen, at han skulle steges derinde, den hvide mand havde trods sin privilegieblindhed set, at al junkfooden havde gjort William overvægtigt, lige til at spise. William sagde derfor: "Hvordan skal jeg dog komme derind? "Din åndsamøbe," sagde den hvide mand, "åbningen er da stor nok. Kan du se, der er endogså plads nok til mig," og i det samme stak hun hovedet ind i ovnen. Da gav William ham et puf, så han røg derind, og i en fart smækkede han lågen i og låste børnesikringen. Den hvide mand begyndte at hyle og skrige, men William skyndte sig blot af sted, og den hvide mand døde i den energi-dårlige ovn, der om noget var personificeringen af ham og hele hans generations mislykkede og egoistiske verdensbillede.

William løb lige ud til Ella, åbnede gitteret og jublede: "Nu er vi reddet, Ella, jeg har dræbt den hvide mand," og Ella sprang ud. ”Der er desværre mange flere som ham. Han var en sørgelig personage, der kun gjorde hvad han var opdraget til i et samfund bestemt af gamle falliterklærede normer. Hvad du gjorde mod ham, var forkert, men situationen tvang dig til at tage et andet menneskes liv. Havde vi haft en Gud at bede tilgivelse til, så havde vi været bedre stillet, men vi må selv bære det autonome menneskes kors, og forsøge enten at bortforklare det onde, vi har gjort, eller gøre det godt ved at købe CO2-kvoter”. Sammen gik de tilbage til den hvide mands hus, for nu var der jo ikke noget at være bange for.
Der stod store kasser fyldt med mobiltelefoner. "De er bedre end brødkrummer," sagde William og tog en hel mængde i sine lommer. "Lad os nu skynde os at komme ud af skoven," sagde Ella, og de begav sig på vej. Ved hjælp af kortet-appen varede det heller ikke ret længe, før de kunne skimte deres gamle hus mellem træerne, men det var svært at finde lige netop deres, da hele skovbrynet synes at være fyldt med huse lavet på samme måde af affaldstræ. Men de kunne se en tyk hvid due sidde på tagryggen af et af husene – det måtte være dér. Da gav de sig til at løbe af alle kræfter, men var noget belastet af at William var blevet så tyk efter at have spist junkfood i så lang tid. De kunne derfor ikke løbe så hurtigt som de gerne ville, men de kom dog ind i stuen og faldt Lilian om halsen. Lilian ikke haft en glad time, siden børnene var blevet forladt i skoven. Den onde kæreste havde fået tilbudt et forholdsvist højt betalt arbejde som direktør for den kommunale børne- og fritidsforvaltning. Da hun stod og skulle vælge mellem principper og et forholdsvist højt betalt arbejde, så valgte hun det sidste. Hun havde desuden fundet sig ny kæreste og var flyttet ind til storbyen og afsagt sig forældremyndigheden over William.
William viste nu alle mobiltelefonerne, ”dem kan vi sælge, genbrug er det nye sort” sagde han. Lilian svarede: ”Det kan vi desværre ikke leve af i ret lang tid – og når de så bliver slidt op, så vil de stadigvæk være ødelæggende for miljøet. Nej, hør her. Jeg har længe haft en Facebookside ”I pagt med naturen”, hvor jeg lagde små film op med økologiske og bæredygtige lifehacks. Søge-algoritmerne er blevet ændret efter et krav fra Folket, og nu har folk fundet mig. De kommer herude og betaler for at få inspiration til at leve i pagt med naturen. Og Gud har vi stadigvæk ikke brug for”.
Nu var alle sorger slukt og de levede længe i fryd, glæde og harmoni – teenagedrengen var flyttet ind ved siden af og var faktisk begyndt at omgås andre mennesker. Ja, selv duen blev taget til nåde. Den havde dog kun handlet efter sin natur, så helt i unåde havde den aldrig været. Snip snap snude nu er historien ude.

En mand, der hedder Otto... eller Ove

Pas på Spoilers!!
Denne weekend var en tur tilbage i gemmerne - den gamle historie om sure Ove, der bliver elskelige Ove og får noget at leve for, lige inden han dør.
Man kan ikke regne med at en svensk film bliver en sællert i USA - hvordan det så går, når man spænder Tom Hanks på som gnavne Ove ved jeg ikke. Det, jeg har kunne læse mig til, er at man har modtaget den fint, men man er ikke overimponeret af den.
Jeg er faktisk benovet over hvor meget ens de to film er - sådan at jeg forestiller mig, at de næsten ikke har lavet ret meget om på manuskriptet. Der er et par jokes, som er med i den amerikanske ("Jeg hedder Otto" - "det er et navn, man ikke høre så tit" - "jeg hører det tit"... thø-hø...) og den anden vej rundt. Castingen til rollerne er forskellig - Rolf Lassgård, der spiller Ove virker måske noget ældre end Tom Hanks selv om de er jævnaldrende, men Ove kunne med sin makeup og skallede isse mere gå som en 80 årig. Og så råber Otto mere end Ove... men det er måske fordi amerikanere råber mere end svenskere?! :-)
Den mexicanske Marisol vinder hurtigere vores hjerter end den iranske Paravaneh, der måske er mere realistisk i også at være en smule mere kontant overfor Ove, men dog ender med at tage os og Ove med storm. Persongalleriet er mere opdateret, for nu er det åbenbart ikke så slemt at være bøsse som dengang, så det er blevet et transperson i stedet for. "Malcolm" spiller en noget mere fremtrædende rolle i den amerikanske film end i den svenske. 
Noget, der undrer mig, er at man ikke hører så meget om Ottos barndom og ungdom som man gør om Ove. Jeg har sådan en fornemmelse af, at amerikanere godt kan lide det med flash-back og at man får en større begrundelse for hvorfor Ove/Otto var sådan en gammel sur mand, også før han blev gammel. 

Og det er der måske heller ikke i den svenske. Nogen rigtig forklaring på hvorfor Ove er så sur på trods af at han har et stort hjerte. Det kan da ikke bare være, fordi han har mødt "hvid-skjorterne", der aldrig præsenterer sig med navn, men bare kommer og ødelægger. Det tænker jeg ikke kan retfærdiggøre så meget galde.

Så hvorfor bliver gamle mænd sure? Hvorfor står jeg i risiko for at blive en sur gammel mand? Vi kender dem jo nok alle sammen - har dem fra vores barndom, naboen, der byggede et rækværk imellem husene, da der flyttede en børnefamilie ind i det andet hus. Kollegaen, der har prøvet alle nye idéer og bare synes at dem, der ikke er afprøvet og kasseret slet ikke er værd at blive afprøvet. Eller... de er der jo altid og alle steder. Hvorfor? 
De er jo altid sjove at gøre grin med - som det sker i de to film - fordi de ser sig selv som de eneste, der opfører sig ordentligt, men de ser ikke at de faktisk selv overtræder grænserne for hvad der er god opførelse. Men hvorfor bliver vi sure? Der er nogle, der siger, at unge vrede mænd, bliver sure gamle mænd, når de bliver gamle. Så de har måske altid været det. Så de har måske altid været det?  Jeg vil egentlig gerne undgå det, fordi jeg kan måske godt føle at jeg har det i mig, at jeg drages i retningen af at blive den sure gamle mand - som en reminder imod at blive det, har jeg stillet "de to gamle sure mænd" fra Muppets Show på mit kontor.
Jeg vil gerne vide, hvorfor mænd bliver sure, når de er gamle, og så vil jeg undgå det. Det må være min opgave at finde ud af: Hvorfor bliver mænd så ofte sure, når de er gamle?  

Walking Dead

Den 31. oktober 2010 kom det første afsnit af Walking Dead – en serie om zombier i et smadret samfund, der efter 177 afsnit og 11 sæsoner nu er nået sin slutning.

I disse – for mig – snart 11 år har jeg levet med i en gruppe overlevende og kæmpende mennesker, der forsøger ikke bare at leve på trods af zombier, der forsøger at spise en, men som også forsøger at leve trods at samfundet er brudt sammen og det er alles kamp mod alle. Hvordan man er nødt til at slå ihjel for ikke at blive slået ihjel. Man er nødt til at gå på kompromis med sin etik – og hvad gør det ved et menneske. Hvordan små samfund bygges op, men styres mere eller mindre af uretfærdighed og at ”alle er lige, men nogen er mere lige end andre”. Det gamle samfund flyttede med – og det blev altid alles kamp mod alle.

Man kan ikke drive 177 afsnit og så kun handle om døde mennesker, der forsøger at spise en og smitte en med et enkelt bid… eller hvordan man er nødt til at hugge en kniv igennem bedstemors hoved, når hun udånder, fordi barnebarnet går fra at være et elsket menneske til at være et elsket måltid. Det, der er interessant og spændende er de problemstillinger, som opstår, når vi mennesker træder ud af civilsamfundet. Hvad gør det ved mennesket. Tingene er ikke bare sorte og hvide – for dem, der er onde i dag er mennesker som i går blev ødelagt og nu bare forsøger at beskytte og kæmpe for sin familie. Kampen gør at mennesker bliver ødelagt og forrået.
Det er simpelthen så spændende – og så det at vi følger en flok, hvor der kommer nye til og falder nogen fra. Man holder med flokken, men ikke altid. Nu sidder jeg med den fornemmelse af, at jeg er lidt øv over at slippe de mennesker. Øv, at det er slut nu. Men mon ikke at der bliver en masse spin-offs 😊

Jeg ærgrer mig over at jeg nok aldrig får min kone til at se serien, fordi den netop har det overnaturlige horror-element med døde levende. Og helt ærligt – at se et hoved bide løs efter en og leve, indtil det får en kniv igennem sig, er jo overhovedet ikke realistisk. Og i første afsnit springer man også let og elegant over hvorfor den her virus eller hvad det er, pludselig forvandler levende mennesker til Walkiing Dead.

MEN se den – se den – se den!! Og begynd i dag. Den ligger på Disney+