Den gamle erfarme præst

Jeg har rundet de 50 år så godt og grundigt, at jeg er blevet 51 år. Og egentlig er det ikke noget, jeg går og tænker så meget på. Jeg har fået noget hælespor, så jeg humper afsted… men et eller andet sted, så er det et eller andet excentrisk over en præst, der halter. Man tænker lidt: Hvad har han dog oplevet. Og tænker ikke, at det bare er fordi han er blevet lidt småfed.

 Ved mit første embede var jeg præst sammen med en gammel præst med en masse erfaring. Han sagde de gode ord til mig, at jeg kunne lære af hans erfaring og han ville lade sig smitte af mit ungdommelige gåpåmod.

 Jeg har siddet og regnet på det. Da jeg synes, han var en gammel mand, da havde han den alder, jeg har nu. Og da jeg anså ham for at have en kæmpe erfaring, havde han været præst noget, der ligner det samme antal år som mig.

 Men det gode ved at være nået dertil, hvor man er gammel og burde have meget erfaring, er at så behøver man ikke have ungdommeligt gåpåmod. Man behøver ikke være ung med de unge – men kan være gammel med de unge. Også lidt kikset måske. Det er ok – for jeg er sådan en præst, der går og halter og ser excentrisk ud.

 Jeg behøver ikke lave videoer, hvor jeg gør grin med sakramenterne, men kan nøjes med at lave videoer, der gør grin med mig selv. Viser, at jeg ikke tager mig selv højtideligt – godt kan grine af mig selv og mine fejl og mangler. At jeg er fuld af fejl – og tvivl – og jeg har ikke et svar på alle ting, men måske kan vi snakke os frem til noget. Kigge i Bibelen og sammen blive klogere.
 En præst, der er sammen med dem, også når de har mistet en af deres kære – måske jævnaldrende.

 Og et eller andet sted tror jeg, at det er det, de unge gerne vil have. De vil ikke snakkes ned til af en præst, der giver nadver-shots. De vil ikke snakkes efter munden. De vil ikke tales ned til hverken på tictoc eller fra prædikestolen, men have en at vandre med. At de vil have en mentor og ikke en kontrollør.

Det håber jeg i hvert fald. For det er det eneste, de kan få hos mig. Og kan de ikke bruge mig, så er jeg heldigvis nået op i den alder, hvor jeg godt kan tåle en afvisning. Det gode ved at jeg er så gammel, er at jeg har opøvet evnen til at kunne sige "nå - pyt". At jeg nu kan være ligeglad. Det er ikke uden grund at min pytknap er løbet tør for strøm.
Meget erfaring giver også evnen til ikke bare at gå til i den dårlige samvittighed eller i det affald, der bliver lagt foran min dør af folk, der ellers ville brække ryggen af selv at bære det på deres skuldre. En gang ville jeg drukne i det, men den erfarne præst har lært, at flyde hen over det hele. Floating on crap, som det hedder på nudansk.

Nå - dette blog-indlæg fik en lidt mærkelig drejning her til sidst. Det var ikke meningen,

Men mon ikke, at der er en eller to, der kan bruge mig - ung eller gammel eller derimellem. Et eller andet sted derude. Ikke at jeg føler mig som gammel og helt faldefærdig - bortset fra den hælespor, men det går vel over.

Jeg er ikke rigtig gammel
jeg er ikke rigtig ung
Jeg er både og og hverken enten eller
Jeg for ung til pensionen  
og for gammel til Tic-Toc
håber der er en, der bruge en som mig.
 

Statsministeren: Når Gud får vigepligt

Det er først nu, det er gået op for mig, hvad statsministeren faktisk sagde i sin nytårstale:

“Og i Danmark er det sådan, at når demokrati og religion støder sammen. Så er det Gud, der har vigepligt.”

Det er en sætning, der fortjener modsigelse. Ikke fordi kristne ønsker teokrati eller præstestyre.
Når en politiker i denne tid udtaler sig, så kan jeg ikke lade være med at skelne som Bertel Haarder gør i sin bog Sjælespark mellem demokrati og politikerstyre.
I statsministerens forestilling - der naturligvis er rettet mod muslimerne, men derfor rammer kristne – der er en hovmodig forestilling om, at mennesket kan sætte sig som øverste instans over Gud.

Det er ikke første gang, vi hører den tanke. Og det skal siges klart: En løgn bliver ikke mere sand af at blive gentaget.

Demokrati handler om folkestyre, om magtens deling, om rettigheder, samvittighedsfrihed og beskyttelse af mindretal. Det handler ikke om, at staten eller et flertal kan definere sandhed, moral og samvittighed. Når politikere begynder at tale, som om de kan udstede vigepligt til Gud, bevæger de sig ud over demokratiets rammer og ind i magtens overmod.

Statsministerens ord er hovmodige ord. Ord, hvor mennesket sætter sig op imod Gud. Men Gud viger ikke. Og derfor skal vi som kristne heller ikke.

Det betyder ikke oprør. Det betyder ikke foragt for demokratiet. Det betyder noget langt mere grundlæggende og bibelsk: At der findes en grænse for statens krav på lydighed.

Den grænse formuleres klart i Apostlenes Gerninger 4,19-20, hvor Peter og Johannes svarer myndighederne:
Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham

Eller sammenfattet: Vi må adlyde Gud mere end mennesker.

Kristen tro har altid levet med denne spænding. Vi beder for øvrigheden, vi deltager i samfundet, vi stemmer og tager ansvar. Men vi bøjer ikke knæ for staten som den højeste autoritet. Det knæ er allerede optaget.

Derfor giver det også mening at slutte, som jeg læste fra alteret nytårsdag, med ordene fra Jakobs Brev 4,15-17 – ord, der sætter både politikere og os selv på plads:

“I skulle hellere sige: ‘Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.’ Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.”

Måske er det netop dér, nytåret burde begynde. Ikke med store ord om vigepligt til Gud – men med ydmyghed over for Ham, som ingen stat og intet flertal kan sætte sig over.

Kongens nytårstale 2025

Jeg tror, jeg har hørt regentens tale hvert eneste år i hele mit 51 årige liv. Nogle gange med mere trodsighed end andre. Så vidt jeg forstår, så startede det med at være en uformel nytårstale - skåltale - i en lille kreds af rigets spidser (kongens venner), som så blev åbnet og institutionaliseret til at være regentens største og vigtigste tale i løbet af året - ja, en slags knald eller fald, der er hele monakiets vigtigste opgave og eksistensberetigelse. Så der er meget på spil i det 5-10 minutter talen varer.

Sidste års tale (31. december 2025) var hverken den anden, som den nuværende konge holdt. Den første tale var båret af at folk ville ham det godt. Den anden bevæger han sig ud i at han selv skulle holde sig oppe. Og det gjorde han da vist egentlig meget godt. Nogle kalder den for kold og fortænkt - andre manglede omtalen af at det er blevet dyrere at være dansker... andre så den for politiske eller i hvert fald uset politisk. Præster og bevidst kristne klapper i hænderne over det kristne budskab, der var naturligt i talen.  

Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. 
Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen. 
Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært. 

Det har fået mange til at sige, at han omtaler centrum i den kristne tro - ja, jeg har endda læst: Dette er centrum i det kristne evangelium.  Om det er centrum i den kristne tro - det kan man diskuterer, men det er i hvert fald ikke centrum i det kristne evangelium. Centrum i evangeliet er Jesus og har sit indhold i Jesus. Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror (Rom 1,16). Evangeliet handler om tro og frelse fra fortabelsen - "For således elsked Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv" (Johs 3,16 frit efter hukommelsen).

Evangeliet er ikke derfor et moralsk program - "at være kærlige - ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste". Så nej, kongen omtalte ikke centrum i evangeliet.

Er det så centrum i den kristne tro? Ja, hvis centrum i den kristne tro er "Elske din næste som dig selv", det dobbelte kærlighedsbud. Eller om det er Johs 3,16, der er centrum i den kristne tro.

Jeg vil mene, at kongen omtalte centrum i den kristne etik - og det er rigtigt godt at han gør det. Og på den måde holder han sig også indenfor hvad alle på en eller anden måde kan tilslutte sig. Det er egentlig ikke specielt kristent - det kan selv humanister tilslutte sig. 
Her talte han som alle danskeres konge - ikke som kirkens "overhovede". For så havde han slået ind på en forkyndende linje, som ville være (med rette?) kritiseret. Som præst i den kongelige danske folkekirke, så mangler jeg stadigvæk at se ham som kirkens konge også på en større offentligt platform end f.eks. hans bog med kongeord, som kun læses af folk, der virkelig vil det her - eller kristne, der gerne vil kunne klappe i hænderne over småkrummer fra deres herres bord.

Godt nytår - og kongen længe leve.