Statsministeren: Når Gud får vigepligt

Det er først nu, det er gået op for mig, hvad statsministeren faktisk sagde i sin nytårstale:

“Og i Danmark er det sådan, at når demokrati og religion støder sammen. Så er det Gud, der har vigepligt.”

Det er en sætning, der fortjener modsigelse. Ikke fordi kristne ønsker teokrati eller præstestyre.
Når en politiker i denne tid udtaler sig, så kan jeg ikke lade være med at skelne som Bertel Haarder gør i sin bog Sjælespark mellem demokrati og politikerstyre.
I statsministerens forestilling - der naturligvis er rettet mod muslimerne, men derfor rammer kristne – der er en hovmodig forestilling om, at mennesket kan sætte sig som øverste instans over Gud.

Det er ikke første gang, vi hører den tanke. Og det skal siges klart: En løgn bliver ikke mere sand af at blive gentaget.

Demokrati handler om folkestyre, om magtens deling, om rettigheder, samvittighedsfrihed og beskyttelse af mindretal. Det handler ikke om, at staten eller et flertal kan definere sandhed, moral og samvittighed. Når politikere begynder at tale, som om de kan udstede vigepligt til Gud, bevæger de sig ud over demokratiets rammer og ind i magtens overmod.

Statsministerens ord er hovmodige ord. Ord, hvor mennesket sætter sig op imod Gud. Men Gud viger ikke. Og derfor skal vi som kristne heller ikke.

Det betyder ikke oprør. Det betyder ikke foragt for demokratiet. Det betyder noget langt mere grundlæggende og bibelsk: At der findes en grænse for statens krav på lydighed.

Den grænse formuleres klart i Apostlenes Gerninger 4,19-20, hvor Peter og Johannes svarer myndighederne:
Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham

Eller sammenfattet: Vi må adlyde Gud mere end mennesker.

Kristen tro har altid levet med denne spænding. Vi beder for øvrigheden, vi deltager i samfundet, vi stemmer og tager ansvar. Men vi bøjer ikke knæ for staten som den højeste autoritet. Det knæ er allerede optaget.

Derfor giver det også mening at slutte, som jeg læste fra alteret nytårsdag, med ordene fra Jakobs Brev 4,15-17 – ord, der sætter både politikere og os selv på plads:

“I skulle hellere sige: ‘Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.’ Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.”

Måske er det netop dér, nytåret burde begynde. Ikke med store ord om vigepligt til Gud – men med ydmyghed over for Ham, som ingen stat og intet flertal kan sætte sig over.

Kongens nytårstale 2025

Jeg tror, jeg har hørt regentens tale hvert eneste år i hele mit 51 årige liv. Nogle gange med mere trodsighed end andre. Så vidt jeg forstår, så startede det med at være en uformel nytårstale - skåltale - i en lille kreds af rigets spidser (kongens venner), som så blev åbnet og institutionaliseret til at være regentens største og vigtigste tale i løbet af året - ja, en slags knald eller fald, der er hele monakiets vigtigste opgave og eksistensberetigelse. Så der er meget på spil i det 5-10 minutter talen varer.

Sidste års tale (31. december 2025) var hverken den anden, som den nuværende konge holdt. Den første tale var båret af at folk ville ham det godt. Den anden bevæger han sig ud i at han selv skulle holde sig oppe. Og det gjorde han da vist egentlig meget godt. Nogle kalder den for kold og fortænkt - andre manglede omtalen af at det er blevet dyrere at være dansker... andre så den for politiske eller i hvert fald uset politisk. Præster og bevidst kristne klapper i hænderne over det kristne budskab, der var naturligt i talen.  

Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. 
Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen. 
Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært. 

Det har fået mange til at sige, at han omtaler centrum i den kristne tro - ja, jeg har endda læst: Dette er centrum i det kristne evangelium.  Om det er centrum i den kristne tro - det kan man diskuterer, men det er i hvert fald ikke centrum i det kristne evangelium. Centrum i evangeliet er Jesus og har sit indhold i Jesus. Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror (Rom 1,16). Evangeliet handler om tro og frelse fra fortabelsen - "For således elsked Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv" (Johs 3,16 frit efter hukommelsen).

Evangeliet er ikke derfor et moralsk program - "at være kærlige - ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste". Så nej, kongen omtalte ikke centrum i evangeliet.

Er det så centrum i den kristne tro? Ja, hvis centrum i den kristne tro er "Elske din næste som dig selv", det dobbelte kærlighedsbud. Eller om det er Johs 3,16, der er centrum i den kristne tro.

Jeg vil mene, at kongen omtalte centrum i den kristne etik - og det er rigtigt godt at han gør det. Og på den måde holder han sig også indenfor hvad alle på en eller anden måde kan tilslutte sig. Det er egentlig ikke specielt kristent - det kan selv humanister tilslutte sig. 
Her talte han som alle danskeres konge - ikke som kirkens "overhovede". For så havde han slået ind på en forkyndende linje, som ville være (med rette?) kritiseret. Som præst i den kongelige danske folkekirke, så mangler jeg stadigvæk at se ham som kirkens konge også på en større offentligt platform end f.eks. hans bog med kongeord, som kun læses af folk, der virkelig vil det her - eller kristne, der gerne vil kunne klappe i hænderne over småkrummer fra deres herres bord.

Godt nytår - og kongen længe leve.