Havde nogle sagt til mig under min studietid, at jeg ville bruge næsten halvdelen af min arbejdstid som præst på at lave administrative ting med kirkebog og svare mails så havde jeg sagt "no way". Men hold da op hvor er der meget papirnusseri og navneændringer, der skal ordnes i løbet af en dag. Jeg brugte det meste af formiddagen på det og et godt stykke af eftermiddagen på at sidde og pusle med sådanne ting - egentlig træls at en gejstlig skal gøre sådan noget, som andre kunne gøre meget bedre og billigere. Hvad er en præst god til og hvad skal en præst lave? Lave kirkebøger? Lave navneændringer? Rådgive om forskellige muligheder for navneændringer? Lave statestik om kirkeligt arbejde?
Eller er det at gå på husbesøg? Tale med folk om kristendom? Få studeret i Bibelen og andet? Gad vide hvad der bliver prioriteret på bekostning af hvad, hvis man skal have en arbejdsuge, som man kan klare frem til pensionsalderen....? Hvem er min arbejdsgiver - kirkeministeren vel... det er i hvert fald den vej, alle præstens "Skal"-er kommer og så kommer alt "bør" fra menigheden og til sidst kommer alle "har lyst til" fra en selv. Sådan ser vel jobbeskrivelsen ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar