Kristendommen som Vejen

Judith og jeg skal i slutningen af året være rejseleder for et lille hold, der skal til Tyrkiet. Vi skal ikke bare ligge i poolen hele dagen og nippe til en kold drink, nej, vi skal rejse rundt i Paulus´ fodspor.
Vi skal se Tarsus, som jo er den by, hvor Paulus blev født. Vi skal se den første egentlig kirke, vi skal besøge underjordiske byer, hvor kristne søgte tilflugt, når forfølgelse truede med at tage livet af kristendommen… og vi skal besøge det sted, som er en af hovedårsagerne til at der er en kirke her i Danmark. Dengang hed stedet Antiokia, den by blev smadret på et tidspunkt, men der er kommet en anden i stedet, Antakya. Men i det første århundrede hed byen Antiokia.

Det var derfra at Paulus tog ud på sine missionsrejser og det var herfra han rejste til Jerusalem for at få en klaring på hvad der skal ske med alle dem, som ønsker at være kristne, men ikke er jøder. Skulle de omskæres – skulle de blive jøder, før de kunne blive kristne… eller hvad? Paulus fik grønt lys til bare at fortælle om Jesus – basiskravet til en person var ikke at blive en jøde, men at tro på Jesu navn. Og så tog Paulus af sted på sine øvrige missionsrejser, og budskabet om Jesus bredte sig så – og en dag var der endda nogle personer, som kom helt til Vendsyssel, for at fortælle om Jesus også her.

Men her i Antiokia blev dem, der troede på Jesus for første gang kaldt kristne. Det er egentlig ikke et ord, der rigtigt bliver brugt i Bibelen, "at være kristen". Det var helts sikkert et navn som folk udenfor kirken brugte om de troende, men hvorfor blev de troende kaldt for kristne? Som jeg kan se det er der tre grunde.

• Den første forklaring kunne være, at de bekendte sig til Kristus. Dem, der bekender sig til Kristus må jo så være kristne – logik for burhøns.
• En anden mindre from forklaring er at det var dog en forsamling naive mennesker – mennesker, der tror på en mand, der er død og så pludselig bliver levende igen. Fuldstændig ude i hampen. For ordet kristen kan også komme fra et ord, der betyder god, from, men altså også ”enfoldig”… det vil sige tåbelig og småtkørende.
• Måske endnu en grund til at vi ikke rigtigt finder ordet kristne i vores bibel, man var ikke kristne, nej, man tilhørte Vejen. Sikkert fordi man troede på Jesus, der sagde, at han er ”vejen, sandheden og livet”. Og fordi vi tror, at Jesus netop er vejen til frelse.

Jeg synes egentlig meget bedre om det ord ”Vejen” end om ordet ”kristendommen” – også på grund af det dynamiske i det, at vi er på vej. På vej mod et mål, himmelen. På vej i en dybere erkendelse af os selv, vores medmennesker og vores Gud. Også med ret til at blive klogere, efterhånden som vi kommer et stykke længere med ham.

Vores gode venner, præsteparret Cramer fra Herne (ikke Horne) i Tyskland, tilhører en kirke, der meget lægger vægt på dette vej-aspekt. At de er "Unterwegs" - der er udtalt en længsel efter Gud. I menighedens beskrivelse af dem selv, så er de "PARTNER DER SEHNSUCHT GOTTES". I kan finde kirkens hjemmeside her

Det er også fra dem jeg har mit lille billede hængt op på døren: Jesus og Emmeuasvandrene. At han er med dem på vejen, ikke synligt, så de ser hvem han er, men han er dér.