Gudstjeneste og Folketing

Fælles fjende gør fælles ven... jeg har egentlig altid synes, at det virkede rigtig hyklerisk, at Folketinget begyndte deres arbejdsår med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke - man kan jo ikke vide det, men hvor mange mon egentlig mener noget kristent med at gå til den gudstjeneste? Det er sikkert bare en gammel tradition uden indhold for mange af dem, men så længe ham ved roret i partiet går foran ind, så er man jo en skidt dreng (Jens Rhode), hvis man bliver væk.
Og er det ikke også på en eller anden måde en gidseltagning, hvor kirken på den måde bliver sat som garant for alt det, der bliver bestemt i folketingssalen, og som ikke har noget med kristendommens etiske normer at gøre? Eller i hvert fald mindre og mindre.
Men alligevel - Danmark er en gammel kristen nation, så derfor har jeg alligevel slugt disse kameler, for det smukke i, at Folketinget alligevel begynder i min kirke. For at markere, at al uenighed til trods, og al hykleri til trods, så er Danmark det man vil kalde et kristent land.

Klaustrofobisk
Så derfor virker det faktisk rigtig arrogant, når SF-eren Kamal Quereshi og løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll... nå nej, han er jo et parti... kan ikke lige huske hvad det hedder... at de inviterer til et møde på nøjagtig samme tidspunkt. Et debatmøde med vantroens forkæmpere - netop om det rigtige eller forkerte i at knytte Folketinget til Folkekirken. En chefredaktør som Tøger Seidenfaden - der... nå ja... og så er en, som jeg ellers sætter rigtig højt, nemlig Weekendavisens Martin Krasnik der får en lidt klaustrofobisk fornemmelse ved et arrangement som åbningsgudstjenesten – fordi man tager det for givet, at politikerne har lyst til at sidde og bede til Gud på deres første arbejdsdag.

Egentlig en ganske komisk bemærkning - som på mig virker utrolig elitær, at når noget, jeg ikke går ind for, alligevel har vundet indpas, så er det forkert. Og jeg føler ikke, at der er plads til mig.
Så har jeg meget større respekt for sådan en som Mogens Lykketoft, der rent ud siger, at han ikke er medlem af Folkekirken og heller ikke deltager i gudstjenesten.
Det er sådan lidt - "Uhhh... jeg gider ikke være med, så derfor laver vi bare noget andet, så kan I bare passe jer selv". De kan jo tage i fitnesscenter... Jens Rhode kender et godt sted.

Venstre: En festlig begyndelse
Britta Schall Holberg er inde på det, som kirken netop kan gøre:

"Give en festlig begyndelse på det nye arbejdsår, en ting, som man ellers
ikke kan gøre andre steder uden det virker plat. "Når vi holder gudstjenesten,
er det jo dels for at give Folketinget et løft op til åbningen, dels for at
vise, at vi bakker folkekirkeordningen op. Jeg synes, arrangørerne af mødet
skulle bukke for folkestyret og holde det en anden dag".

... Mogens Lykketoft siger:

"Det er nok først og fremmest, fordi det har man altid haft, og så fordi en stor
del af folketingsmedlemmerne også er medlemmer af den danske folkekirke, som er
grundlovsfæstet. Man skal gøre lige præcis, som man selv synes er rigtigt"

Friheden
... og netop friheden er vel et hovedord for vantroens forkæmpere, men sjovt nok, skal det ofte være frihed uden alternativ, når kristendommen kommer ind i billedet.
Jeg giver ikke meget for deres upolitske debat og argumenter og frihedskærlighed - det virker hult, for på mig virker det mere som mindretals diktatur. Kan de ikke bare kan lade deres fravær være en røst i debatten den dag. Selvfølgelig er de i deres gode ret til at debatere - det er det, politikere er gode til - men så længe der ikke er tale om tvang, at man skal med. Så længe at der er folketingsmedlemmer, der ønsker at deltage i gudstjenesten, så længe skal det da være et tilbud.
(Du kan læse om dette i Kristeligt Dagblad og Politiken.

Rygerum...

Jeg var ved at falde ned fra stolen og lande på det sted, man er højest, når man plukker jordbær!! Jeg læste, at lærer og pædagoger i daginstitutioner, folkeskoler og gymnasier må blive ved med at ryge cigaretter i indendørs rygerum, efter rygeloven fra 2007 bliver revideret inden længe i Folketinget. Jeg troede virkelig ikke, at der fandtes sådanne rygerum...
Jeg synes, at man naturligvis skal have frihed - også til at ryge, hvis det er det man vil. Men jeg vil også have min frihed til at undgå røg. Jeg vil også have frihed til at kunne vælge en daginstitution og skole, hvor jeg ved, at mit barn ikke bliver et offer for andres frihed til at ryge.
Dansk Folkeparti - et parti som jeg kunne tale meget om, men det vil jeg ikke - de sår endda tvivl om det er farligt at blive udsat for passiv rygning: "Fordi man kan lugte cigaretten, er det ikke ensbetydende med, at det er farligt. Vi er også udsat for bilos og alt muligt andet. Der skal være plads til rygere, selvom vi ved, at det er usundt at ryge."
Ja, vi er også udsat for bilos... jamen okay, så er det i orden, at vi også udsættes for røg. Hvor meget mere kan man godkende med den argumentation? Det er garanteret ikke småting. Bare fordi man ikke kan gøre meget et sted, så skal man da ikke lade være med at gøre noget det sted, hvor man kan.

Folk kan ryge og rejse... men det skal simpelthen ikke være på bekostning af mit barns helbred. Væk med de rygerum - tænk, at det er tilladt at have et rygerum i en vuggestue!!! Jeg gentager: I en vuggestue?!

Og hvem gør rent i det rygerum. Er det rygerne selv, eller udsættes en rengøringsassistent for passiv rygning i hans/hendes arbejde? Jeg må ikke en gang ryge på mit eget kontor (hvis jeg ville)... jo, men så skulle jeg selv gøre rent.

Vi skal jo være gode ved rygerne - de er jo dog mennesker.... endnu!

Mig som politiker?

Nogle gange har jeg lyst til at melde mig ind i et parti – nu skal det ske.. jeg har endda også kig på et enkelt parti, som ikke rammer fuldstændig min kristne grundholdning, men som dog på en eller anden måde tiltrækker mig. Og så vil jeg lægge en masse kræfter i det parti…

Men så rammes jeg igen af spørgsmålet: Kan jeg som præst gå ind i politik? Ja, grundlovsmæssigt har jeg som alle andre (bortset fra kongehuset) lov til at gå ind og udøve mine demokratiske rettigheder… og mange af f.eks. grundlovens fædre var præster. Og mange præster har øvet en stor og positiv indflydelse på vores land.

Så det er tilladt… men som Paulus skriver et sted: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt”, for spørgsmålet er, om det nu også er klogt. Man kan sige meget om politik, men politik er langt fra samlende – og det skal kirken gerne være. Kirken skal gerne være samlende for alle mulige politiske retninger og holdninger. Politik gælder om at få så mange muligt overbevist om, at man har ret, og at man har den rette metode til at styre landet mod fremgang og gode tider. Og de andre, der ikke er ”os”… de tager fejl. Jeg hørte radioprogrammet Mennesker og Medier, hvor der blev debatteret om medierne var blevet mere kyniske, men det blev afvist med, at medierne egentlig bare gengav hvad de så. Så når medierne virkede kyniske, så var det fordi politik var blevet mere kynisk og mere magtglubsk, når den enkelte politiker gjorde hvad de kunne for at profilere sit eget parti og styrke sin egen magtposition indenfor partiet. --- og ærligt talt: Rimer det ret godt med ”vend den anden kind til”, ”sæt den anden før dig”, ”hvad du vil, at andre skal gøre for dig, det samme skal du gøre overfor dem”? Og vil man som menighed kunne skelne mellem det, jeg siger og gør som politiker – og det jeg siger og gør som præst? Og hvad med dem, der er helt uenige med mig politisk – vil de så føle sig hjemme i deres egen kirke, når en politikker fra den anden lejrer tilfældigvis også er sognepræsten på prædikestolen?

Jørgen Poulsen
Lad os prøve se på et advarende eksempel på hvordan det at gå ind i politik deler: Jørgen Poulsen. Før han gik ind i politik, hvor han var generalsekretær for Dansk Røde Kors, var han en af de mest troværdige leder. Men som vi alle ved, så gik den ikke – at slæbe det renomme over i den politiske verden. Pludselig fra at være en leder i en politisk neutral organisation, så var han pludselig midt inde det politiske mudderkast og jagt efter magt/indflydelse. Pludselig så vi en side af Jørgen Poulsen, som vi ikke brød os om (tryk her)… og så i dag, så tager han så skridtet ud af politik (tryk her) – og min profeti er så: Videre ud i glemslen. Noget af det mest tåbelige den mand har gjort, var at gå ind i politik – fra at være en anerkendt og samlende person, så skulle han nu leve af at splitte (groft sagt).

”Vores biskop”
Ser vi videre over i præstestanden, så synes jeg virkelig ikke, at jeg kan se eksempler på at man kan bevare sin neutralitet som sognepræst (en helt anden diskussion er, hvorvidt man skal være neutral på som præst… men her er det altså det grundlæggende postulat). Men for dem, der er enige i deres politik, så kan man naturligvis kun være glad over, at ens præst kæmper for ens mærkesager. Og for dem, vil man vel også blive styrket i forhold til at det er ”vores præst”… eller ”vores biskop”.

Da jeg som nyuddannet teolog var på mit første visit hos et menighedsråd – det var i nærheden af Middelfart – så sagde den socialdemokratiske menighedsrådsformand om biskop Kresten Drejergaard, at de var glade for ”vores biskop”, for det var jo socialdemokraterne, der havde sørget for at han blev biskop. Ja, det er vel ikke en hemmelighed, at man har lettere ved at blive biskop, hvis man er ”en god socialdemokrat”.

.. så skal jeg melde mig ind i det parti?
Nej! Det skal jeg ikke… I Folkekirken er der i forvejen så mange partier og splittelse, at jeg slet ikke orker at have endnu en front at ”kæmpe på”. Og noget andet: Jeg har en større opgave lige nu end at skulle kæmpe for en jordisk partileder.

Fantastisk aften...

Som jeg fortalte i mit sidste indlæg på min blog her, så var der i går et møde med sygehuspræst Preben Kok. Og det var en god aften - en rigtig god aften. Og heldigvis var der mange, der var mødt op... ikke så mange, som der "burde", men en fantastisk nærværende flok.

Det er skønt, at der er folk, der kommer trofast til møderne - og tak for jeres trofasthed! Men i går aftes var det ikke bare disse trofaste, der kom - ja, der var faktisk mange af de trofaste, der viste sig fra en knap så trofast side og udeblev. Men "hvor de gamle forsvandt, er der nyt overalt", som den gamle frihedssang siger. Der kom mennesker, som jeg aldrig har set før. Venner havde sat hinanden stævne denne aften her, nu skulle der suges til sig.

Og der blev suget... og der kom guldkorn. Det er ikke i et og alt, jeg er enig med Preben Kok udi teologiske spørgsmål, men der er så meget at hente hos ham. Og på det punkt skuffede han ikke. Vi fik virkelig sat fokus på "Spørgsmål på livets kant", som var aftenens tema.

Han kom blandt andet med det postulat - der sikkert bygger på erfaring, nemlig, at når livet går godt, så er der mange måder at forholde sig til tro på. Så er der mange former for tro, men i det øjeblik, at livet ikke er let, så er der kun en måde at tro på!

Om at der ikke er nogen mening i at man skal være syg - der er ikke nogen mening i at et lille barn bliver kørt ned af en bil og dør. Og - som Preben Kok sagde det - hvis der var en mening med det, så ville han ikke have noget med Gud at gøre. Han erkendte samtidig, at der var andre, der havde en anden opfattelse - og dem ville han gerne arbejde sammen med, for han vidste også godt, at han ikke havde den fulde og hele sandhed på det område.

Det er meningsløst, men ikke forstået på den måde, at der ikke kan gro noget meningsfyldt ud af det svære og grimme. I overført betydning, så skal der død til for at der kan komme en opstandelse. Der skal nederlag til, før man kan vokse og modnes til sejr. Så selv ud fra det grimmeste grimme, kan der opstå og gro liv.

Men man skal også igennem placering af skyld! Og hvem er skyld i sygdom og død... tja... vi kender i hvert fald en, der har skabt verden og som har magten til at styre tingenes gang: Gud.

Vi hørte i går om hvordan Gud er den, der nok kan tåle, at man skælder ham ud, når der er noget man ikke bryder sig om. Skælder ham ud, når livet ikke er som det var på tegnebrættet i Edens Have. Vi skal bruge vores barneret, som vi fik i dåben - og hvordan reagerer Gud, når vi stiller os op og ikke længere er pæne? Man finder ud af, at det kan han også godt klare - man finder ud af, at Gud er den, der holder af os og holder om os.

Tja - det var lidt af de tanker, der har fællet sig ned på mit papir. På søndag kl. 17.00 kan man på SkagaFM høre Kirkeligt Forum, hvor talen her genudsendes. Det bliver aldrig det samme som selv at være til stede, men det er da bedre end ingenting.

Spørgsmål på livets kant

I morgen, tirsdag den 8. september, får vi besøg af sygehus- og sognepræst Preben Kok, der vil fortælle om hvilke spørgsmål han oftest møder hos syge og dødende mennesker.

Preben Kok er en fantastisk fortæller og så har h an noget på hjertet og han tør stille de spørgsmål, som de fleste af os tumler med, men som kun få tør stille højt. Spørgsmål om lidelsen, meningsløsheden og Gud. Hvad er det for tanker, der melder sig, når mennesker står ansigt til ansigt med alvorlig sygdom? Hvilken rolle spiller tanker om synd og skyld?... Hvad sker der mellem Jesu råb på korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" og "far i dine hænder betror jeg min ånd"?

Han kender spørgsmålene ikke bare fra sit arbejde som sygehuspræst, men også fra sit eget liv. Så det bliver en aften med et varmt og livsklogt menneske.

Han har for kort tid siden skrevet bogen " Skæld ud på Gud", om sjælesorg i det moderne samfund - en bog, der udsprang af hans medvirken i DR2-udsendelsen "Skriftestolen". En udsendelse, hvor vi fik et blik ind i skriftestolen og fulgte med i en fortrolig samtale mellem præst og et menneske i nød.
Du kan høre ham i denne DR-udsendelse i et interview med Bjarke Stender. Tryk her.

Mødet foregår tirsdag den 8. september klokken 19.30 i menighedshuset i Horne (Tornbyvej 14, 9850 Hirtshals).

Tak til BT!!!

Det er vist tid til at udslynge en fatwa her fra Horne Præstegård igen!! Møgbladet BT har lokket præsten Per Ramsdal - der er engageret i de irakiske flygtninges skæbne - ud i en fælde. Under dække af at være en privatperson, der ønskede at hjælpe illegale flygtninge til et sted at gemme sig, så ringede de til præsten. Og optog samtalen, hvoraf det fremgår, at præsten er engageret i at gemme flygtninge (læs mere her). Præsten har nu været til samtale hos den nye biskop, der har sendt ham på tre ugers ferie.

Angreb på præsters tillid

Det er jo ikke første gang, at præster er blevet narret af journalister, der udgiver sig for et eller andet, for at lokke en historie frem. Der var en sag for nogen tid siden om djæveluddrivelser, hvor en journalist gav sig ud for at være dæmonbesat for at se, hvad der skete dér. Og resultatet er, at man som præst bliver mistænkelig, når der er nogle, der så ringer og præsenterer en eller anden voldsom historie - for er det her et ægte menneske i nød, eller en storrygende journalist, der bare vil lokke en ud på glatis? I lang tid derefter mødte jeg virkelig fok i telefonen med en lille potion skepsis. Per Ramsdal bliver citeret for at have sagt: "Som udgangspunkt stoler jeg på folk, men det ved jeg ikke om jeg gør mere".

Jeg ved godt, at uanset hvem, der måtte ringe, så skal jeg være klar til at vedgå mig mine ord også selv om de måtte ende på forsiden af BT. Men der er altså forskel på at prøve at hjælpe en person og så tale med en journalist. Der er forskel på om man tør løbe chancer også for måske at provokere en eller anden naturlig og sund reaktion hos en person, for at hjælpe denne frem i en proces - og så sige det til en journalist, der lever af at sælge historier og som kan klippe og forvalte i mine ord.

Har jeg bagtanken, at det her måske er en journalist, så vil jeg virkelig blive hæmmet i mit arbejde. Jeg vil blive hæmmet i min hjælp til andre - og i sidste ende, vil det gå ud over det menneske, som virkelig har brug for hjælp.

Men kan du ikke høre forskel? Det ved jeg jo ikke, for jeg har (tror jeg) kun talt med mennesker, som jeg stolede på. Men på den anden side, har jeg mødt historier, der er så forfærdeligt, at de næsten lød opdigtede - men jeg stolede på dem. Og det vil jeg sikkert også fra i dag af. Men hvad vil jeg gøre, hvis nu der var en, der ringede til mig for at høre om jeg kunne skjule en irakisk flygtning? Nu skal man jo holde landets love - men hvordan vil jeg lige svare? Vil jeg tro på personen eller vil jeg svare som om landets BT-læsere lyttede med?

Jeg stoler ikke på journalister
Dybest set stoler jeg ikke på journalister - heller ikke, når de kommer uden forklædning. BT citerede en gang fra en prædiken - selve citatet var forkert og i det hele taget ville jeg aldrig sige, sådan noget. Jeg frygtede virkelig, at jeg ville få en masse præstekolleger på halsen.... det skete heldigvis ikke.Jeg er meget påpasselig med journalister - de er bestemt ikke sandhedsvidner - har faktisk afvist at snakke med en journalist i forbindelse med rømningen af Brorson Kirke. Det er heldigvis ikke noget, jeg er forpligtet på i mit præsteløfte.

Men tak til BT - nu er vi igen bombet tilbage til mistillidsperioden, hvor man tænker "er det nu en journalist jeg taler med!!".

Rosenkål? Nej tak... jeg tror jeg springer over!

Nu har forskerne fundet ud af, hvorfor mange mennesker ikke kan lide rosenkål (jeg er en af disse). Det skyldes faktisk, at vi har et gen i os, der advarer os mod giftstoffer og bitre ting - og som gør, at vi faktisk er mere kampklædte til at overleve næste trin af evulutionen!
I Kristeligt Dagblad kan man læse (her):

"I en bunke 48.000 år gamle knogler, der engang har tilhørt en af menneskets nære slægtninge, neandertalerne, har forskerne fundet spor af et ganske særligt gen, kaldet TAS2R38. Dette gen skulle angiveligt føre til en modvilje mod fødevarer med en særlig bitter smag udløst af kemikaliet fenylthiocarbamid, hvilket ud fra et evolutionært synspunkt kan ses som en beskyttelse mod blandt andet flere giftige planter."

Så vi er faktisk undskyldt - alle os, der sender skålen med rosenkål videre... ja, faktisk er er det jer, der godt kan lide denne mærkelige spise - det er jer, der skal frem med undskyldningerne. Hvorfor kan I virkelig lide det?

Come in his house

Når du læser disse linier er vi på vej ind i Ålborg Domkirke til Judiths ordination... eller også er det overstået :-)

I aften sker det

... Judith bliver ordineret i Ålborg Domkirke kl. 19.00. Du er stadigvæk velkommen til at være med til en festlig gudstjeneste.
Her er der en bette film fra Århus Domkirke ved udgangen fra en ordination. MEEEN præster kan ikke gå i procession!! Det bliver altid alt for hurtigt og ligner en sæk kartofler, der falder ned ad en trappe - vi burde lærer sådan noget, når vi nu er så glade for at gå i samlet flok :-) Lidt mere militær præcision, tak!

Septembers himmel er så blå

Jeg elsker september... det er min favoritmåned!!