Maldiverne og sharialovgivning

Jeg så lige et klip fra det store klimatopmøde, hvor ellers mange har skældt ud på Lars Løkke Rasmussen. Der var dog en, der ikke skældte ud, men tværtimod roste statsministeren, og det var præsidenten fra Maldivierne. Det er ellers et af de lande, der vil mærke klimaforandringerne voldsomt, da øriget simpelthen vil blive opslugt at havet. Præsidenten, der på mødet blev udråbt som en helt, fortalte, at landet iflg. eksperterne vil nå et kritisk stadie om 7-8 år.
Men hvad er det egentlig for et land, Maldiverne? Tjah ... det er et islamisk land med sharia-lovgivning. Et land, hvor det ikke er tilladt at praktisere sin kristentro og slet ikke forkynde om Jesus.
Missionsorganistationen, Åbne Døre, der hjælper forfulgte kristne, laver hvert år en liste over hvor det er hårdest at være en kristen... jeg prøver lige at gengive nogle af dem på toppen af deres liste:
1) Nordkorea
2) Saudi-Arabien
3) Iran
4) Afghanistan
5) Somalia
.... og kun på en 6. plads finder vi... Maldiverne.

En sjette plads!!! Det er da helt vildt så højt oppe dette land er. Selv kristne i det kommunistiske Kina har det bedre, for de er på 12. plads. I kan selv se listen her (tryk her). Her er hvad der står om Maldiverne:

I øgruppen Maldiverne, er islam den officielle stats-religion, og alle borgere
skal være muslimer. Sharia-loven følges, hvilket forbyder omvendelse fra islam
til en anden religion. En konvertit kunne miste sit statsborgerskab. At forbyde
praksis af nogen anden religion end islam anses for at være et vigtigt redskab
til at stimulere national enhed og bibeholdelse af regeringens magt. Således er
det umuligt at åbne nogen form for kirke, selvom udlændinge har tilladelse til
privat at praktisere deres religion som enkelt-individer. Samlinger m.h.p.
kristen tilbedelse blandt udlændinge er også forbudt, og man har ikke lov til at
opmuntre beboerne til at deltage i gudstjenester. Bibelen og andet kristent
materiale kan ikke importeres udover et eksemplar til personlig brug. I landet -
som er et af de mindst evangeliserede lande i verden - er der kun en håndfuld
oprindeligt troende, og de udlever deres tro i absolut hemmelighed pga. den
allestedsnærværende sociale kontrol fra andre maldivere. Der var stort set ingen
fremskridt for religiøs frihed i 2008 på trods af, at en ny konstitution blev
vedtaget og landet valgte en ny præsident, hr. Nasheed. Der var i år ingen
rapporter om oprindeligt troende, som er blevet arresteret, eller om kristne,
som pga. landsforvisning er blevet deporteret fra landet.

Hvad vil jeg så sige med det?
Tjah - det spørger jeg mig også selv om. Selvfølgelig skal man hjælpe dette land så godt man nu kan - og også stille krav tilbage om at behandle borgerne anstændigt og give frihed til at tro, tale og handle som man nu vil.
Hvilke krav om menneskerettigheder har man stillet i forhold til at yde hjælp/klima-erstatning (eller hvad man nu kalder det)? Det kan godt være, at man ikke skal sammenblande sådanne ting, fordi her er det noget højere, der er på tale, nemlig vores alles liv og velfærd... det kan vi tale om, når alting (forhåbentlig) kommer tilbage til sin vante gang. Men er det ikke bare os, der ønsker at de "normale omstændigheder" bare fortsætter, hvad med den kristne f.eks. på Maldiverne?
Spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, at vi skal se på sådanne ting. Nu, hvor vi pludselig står overfor en fælles fjende: Menneskets grådighed og egoisme. Nu skal der til at laves ting om - for det, der skal laves om er jo ikke bare på politisk plan, hvor ledere skal skrive under på et dokument, men det er hele vejen ned i samfundene - ned i den måde vi lever på. Så når vi nu alligvel er i gang, så kan vi jo lige så godt tage alting med - og ikke "bare" se på det fysiske og så sige, at det åndelige og det religiøse må underligge sig det fysiske. Det er måske endda det, der i første omgang har bragt os herhen, hvor vi er i dag.

Jeg stoler på Gud
I en prædiken (som jeg ikke har fået lagt ud på nettet endnu, men den kommer), som jeg holdt dagen før det store topmøde begyndte, sagde jeg blandt andet:

"Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvornår har menneskeheden virkelig sat sig et positivt mål med positivet midler, og så opnået det? Ja, jeg er ikke kommet i tanke om noget tilfælde. Vi kan godt sætte os høje mål ved store konferencer og store militære oprustninger for engang for alle at slå fjenden tilbage, så vi får ”peace in our time”, som den engelske premiereminister Neville Chamberlain sagde, da han havde forhandlet med Adolf Hitler: Fred i vores tid. Men den fred varede ikke længe, men så kom 2. verdenskrig, krigen som skulle afslutte alle krige… men også det kom ikke til at passe. Vi kan sætte os høje mål, og vi mennesker kan se så positivt på os selv, at vi måske endda tror det kan lade sig gøre, men historien taler sit klare sprog – det lykkes ikke. Og vel kan historien ændre sig, men det kan mennesket ikke. Bibelen taler rigtig mange steder om fred og om at passe på skaberværket, men den giver os ikke meget håb om at det er noget, der skal bygge på vores bestræbelser. Den bygger ikke sine forhåbninger på en amerikansk præsident – for Bibelens fred bygger ikke på nogen isme, om det så er kapitalisme, nazisme, socialisme, kommunisme, humanisme eller amerikanisme eller hvad vi ellers kan finde på af ismer. Bibelen bygger ikke sine prognoser på alverdens kloge biologer og eksperter i gletschere og på alverdens delegerede, der strømmer til
Danmark for at frelse verden for os mennesker, men den bygger sin fremtid på
Kristus".

... Jeg stoler på Gud - uanset hvad, så tror jeg på at Gud nok skal klare det. Når vi mennesker har kæmpet det bedste vi har lært og kæmpet det værste vi har lært - og bagefter os har en stribe af nederlag og ødelæggelse, og planeten Jorden måske har lidt en krank skæbne undervejs, så tror jeg stadigvæk på Gud. Tror, at han vil stå frem - ham, som lederne i Maldiverne nægter folket frihed til at tilbede. Selv de lederes knæ vil bøje deres knæ for ham - og kalde ham Herre.