Jeg glæder mig til påsken

For første gang... ja, i mange år... glæder jeg mig til påsken!! Og hvorfor gør jeg det?

• Er det fordi, vi har planlagt en masse nye tiltag og eksperimenterende måder at fortælle påskens budskab på? Næh!
• Er det fordi, vi har engageret en gruppe musikere til at lave en koncert-gudstjeneste med læsningere og refleksioner langfredag? Næh!
• Er det fordi jeg som præst har læst et eller andet eller fundet et eller andet i påskedags evangelium, der virkelig får teksterne til at blive relevante? Næh!

... jamen dog... hvorfor glæder jeg mig så, er det fordi jeg får besøg af min familie? Næh!

Måske glæder jeg mig, fordi vi netop ikke har planlag en masse nye tiltag og eksperimenterende ting - fordi vi ikke har engageret en gruppe musikere - fordi jeg ikke har fundet eller læst et eller andet nyt - fordi jeg ikke får familen på besøg (det er i hvert fald ikke planlagt)... måske vi i år skulle prøve bare at lade teksterne stå som de nu engang står. For i modsætning til f.eks. Jesu lignelser og stridssamtaler, så er der altså ikke rigtig noget, der skal tolkes på i påsken - det er simpelthen så råt og så voldsomt og så storslået, at jeg faktisk synes, at enhver prædiken om den så ellers er så genial som den være kan... jamen, så skygger den bare for det store og stiller sig i vejen.

• Skærtorsdag - vi kan alligevel ikke forstå hvordan nadveren "virker", men vi har Jesu ord: Tag og spis, tag og drik for det her er mig. Tag og tro! ... ikke tag og forstå.
• Langfredag - Jesus blev pint, Jesus blev hånet, Jesus blev pint til døde - sikkert ved at blive kvalt stille og roligt, fordi hans arme ikke længere kunne ham oppe. Og han gjorde det for mig!! Det er ikke meget at tolke på - men en del at skamme sig over. Her er Guds søn, og vi slog ham ihjel!
• Påskedag - det, der ikke kunne ske, skete. Jesus blev levende. Her er Guds søn, og han er levende igen. Og du skal leve.

Måske skulle jeg i år simpelthen bare lade teksterne tale! Måske skal jeg ikke forsøge at være genial. Måske skal jeg træde til side og lade Jesus komme til i ord og handling - både de handlinger, som han fortog den gang, og de handlinger, som han ønsker at gøre i os alle.

Teksterne... de er jo lige her... læs dem og lad dem leve deres eget liv. Måske er det derfor jeg glæder mig til påsken, for i år skal teksterne leve!!

Prædikenforberedelse

Hvem siger, at det er kedeligt at forberede sin prædiken... jeg vil gerne dele denne historie med jer:

How I want to go An old preacher was dying. He sent a message for his Doctor and his Lawyer, both church members, to come to his home. When they arrived, they were ushered up to his bedroom. As they entered the room, the preacher held out his hands and motioned for them to sit on each side of the bed. The preacher grasped their hands, sighed contentedly, smiled and stared at the ceiling. For a time, no one said anything. Both the doctor and lawyer were touched and flattered that the old preacher would ask them to be with him during his final moment. They were also puzzled; the preacher had never given them any indication that he particularly liked either of them. They both remembered his many long, uncomfortable sermons about greed, covetousness and their avaricious behavior that made them squirm in their seats. Finally the doctor said, ‘Preacher, why did you ask the two of us to come?’ The old preacher mustered up some strength, then said weakly, ‘Jesus died between two thieves and that’s how I want to go too’.

Mit barn er væk!!

Ubehageligt!!!! Sådan kan jeg vist bedst beskrive min sindtilstand, da jeg havde købt et rugbrød og en hindbærstang hos Bavinci-bageren i Hirtshals.
Jeg havde parkeret bilen med Josva i - sat musiken til at spille hans favorit-sange og "jeg skynder mig, kommer lige om lidt". Jeg smuttede ind i butikken og købte hvad jeg nu skulle ... og kom så ud og gik over til bilen, åbnede døren, kiggede hen til Josva... der ikke var dér. "Mit barn er væk! Josva er væk!". Er han blevet kidnappet?

Et kæmpe-chok bredte sig i en brøkdel af et sekund ud i min krop... indtil jeg opdagede, at Josva ikke var den eneste, der var væk. Det var hans barnestol også - og Jonathans barnesæde var også væk! Men til gengæld var der blevet støvsuget og lagt nyt betræk på sædderne. Kort sagt: Jeg stod lænet halvt ind i en fremmed bil.

Kiggede en bil længere ned ad parkeringspladsen og dér var vores bil og i den sad Josva og sang med på "Til julebal i nisseland" i en bil, der stort set lignede den, jeg stod ved siden af her. En lille rød Nissan Micra, denne dog kun 3-dørs, ellers var farven fuldstændig ens.

Egentlig kunne jeg nok have tænkt mig at snakke med ejeren af denne bil - om ikke andet, så lige for grinets skyld, men jeg havde faktisk lidt småtravlt, så jeg smækkede døren i og gik over til min egen røde Nissan Micra.

Men puha... sikke en ubehagelig oplevelse! Hvor var jeg glad for at se Josva igen... og han fattede ikke hvad der var sket :-)

Hvem kender sidste vers af "Fastelavn er mit..."

Vi kender alle sammen sangen om fastelavn:
"Fastelavn er mit navn
boller vil jeg have.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Boller op, boller ned
boller i min mave.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Men i min barndoms børnehave lærte børnehavelederen (som også er min mor) os et ekstra vers:

Du har slå´t min kruk i stykker
den skal du betale.
Hvis du ikke betaler den,
så får du ris i halen.

Ingen, som jeg har sunget verset for, kender dette ekstra vers!! Kender I til verset, så skriv lige et par linier - og hvis I har et vers ekstra, som I ikke lige finder på, men som rent faktisk er blevet brugt.

Faste fra Facebook

Nu nærmer vi os snart fasten - vi skal lige have et brag af en fest på søndag, fastelavn, og så kommer forberedelsestiden frem til påsken. De fleste af os nøjes nok med at tage fastelavnsfesten alene med fest og hygge, og dropper så fasten i stedet.

Faste er vel ikke rigtig mig
Fasten er først og fremmest i mit hovede mad. I min famøse tid som tysk-lærer på en efterskole, gik lærerene i en frivillig fasteperiode for at bede og få nogle nye ting til at spire frem i eleverne. Det skete, men det er så en anden historie som indebar op til flere udpumpninger af hovedpinepiller!! Men da fandt jeg ud af, at jeg ikke er så god til at faste ... jeg var også i en hel ny situation som lærer, der krævede en masse energi, så jeg føler mig undskyldt, for jeg listede ind i køkkenet og stjal mig til noget kødpølse, når jeg kunne komme afsted med det.
Men i år... skulle jeg forsøge? Et eller andet tiltaler mig ved det - selv om det er svært, for hvorfor skulle man faste? Er det ikke for at bruge tiden på noget andet, f.eks. bibellæsning og bøn eller er der noget i det, at man tilbageholder noget for kroppen og underkuer kroppens behov i forhold til de åndelige behov? Jeg tænker bare: Hvem tænker mest på mad - den, der er sulten eller den, der er mæt? Og hvis det drejer sig om at bruge tiden på noget andet end at forberede og spise maden... så giver det vel ikke den store bonus, når man har små børn, der bare skal have mad og man også bruger tiden ved middagsbordet på at få den side af familielivet på plads, der hedder det sociale fællesskab. Så er der noget at hente rent tidsmæssigt: Maden skal laves og tiden, hvor Josva spiser skal også bruges. Tid vundet ved at spare: 5 minutter om dagen.

Faste er mere end mad-fravalg
Der er så også den mulighed, at man kunne finde noget andet at afholde sig fra. Et eller andet, der fylder meget i ens hverdag og hvor man virkelig kunne få noget tid rykket væk til noget mere væsentligt her i livet. Facebook! Det er i hvert fald den enkelt-ting, hvor jeg bruger en del tid. Kunne man skære Facebook væk i perioden fra fastelavn til påske? Måske holde fast på den del af det, der striks har noget at gøre med mit arbejde, men ellers ikke fortælle, at "Nu spiser jeg frokost".
Ærligt talt, jeg synes ikke om idéen.
1. Dels fordi det jo også er en del af det at være i kontakt med mine venner på - og også med mine sognebørn (altså at være åben og vise, at præsten også er et slags menneske... et mærkeligt et af slagsen, men dog et menneske). Og virker det ikke lidt mærkeligt at holde faste fra sine venner? Jo! Man holder vel heller ikke faste fra at skrive mails, breve, tage telefonen eller åbne sin dør? "Desværre, jeg taler ikke lige med mine venner, for jeg faster".
2. Er det ikke også at udstille at man faster - og vil det ikke kunne få folk til at tro, at man er en værre en (på en positiv måde)? Jesus sagde jo noget med, at den venstre hånd ikke skulle vide hvad den højre gør.
3. Spørgsmålet er også: Hvor meget tid vil jeg få ind på den konto? Nok ikke mere end 10... måske 15 minutter om dagen. Javel, jeg er meget aktiv (forholdsvis, der er nok nogle, der er mere aktiv end jeg er) - men så lang tid tager det jo heller ikke af min dag. Hvad tager det at lave en statusopdatering? 30-40 sekunder fra man trykker ordet www.facebook.com og til man er ude igen? Og så tager det måske 20 sekunder lige at scanne folks opdateringer igennem siden sidst og lige kommen med et par fjollede kommentarer til det. Og når de er spredt ud over dagens timer, så er det pludselig ingen ting sparet og ingen tid, man så har vundet ved at droppe facebook.

Og så alligevel...
Det irriterer man alligevel den tanke, som så melder sig: "De tre punkter er kun et forsøg på at undgå det nederlag, som det vil være, at du slet ikke kan gennemføre en fasteperiode fra facebook!" Og det irriterer mig, for så bundet af Facebook er jeg helle ikke... så jeg tror faktisk, at jeg vil tage fasteperioden fra Facebook alligevel - der er ikke vundet noget rent åndeligt (tror jeg ikke), men om ikke andet, så for at vise for mig selv, at Facebook ikke betyder mere for mig, end at jeg når som helst kan lægge det til side.
Så venner - når den sidst fastelavnsbolle er spist på søndag, så logger jeg mig på Facebook for at sige på gensyn til påskedag. Jeg går ind og opdaterer kirkens facebook-side, men det private er det slut med i den periode. Det bliver sikkert hårdt - ikke mindst for jer :-) - men jeg er nødt til at gøre det, også for at vise for mig selv, at jeg godt kan. Og hvem ved - måske de få minutter, der spares om dagen, alligevel kan give tid til et eller andet bedre - så det måske alligevel bringer en eller anden åndelig gevinst med sig.