Forleden trådte den svenske konge frem i et statsråd med sin regering for at orientere dem og landet om hvad kronprinsessens datter skulle hedde. Sådan er traditionen åbenbar dér, at det afsløres ved et statsråd FØR barndåben.
Her hjemme i Danmark er der stor hemmelighedskræmmeri om hvad barnet skal hedde - og det afsløres først ved selve dåbshandlingen... jeg er ikke engang sikker på at den kongelige konfesionarius får navnet at vide, før han stiller spørgsmålet i kirken: Hvad er barnets navn?
Bemærk - der stilles ikke spørgsmål: Hvad skal barnet hedde, altså efter dåben. Nej, der stilles et spørgsmål om hvad barnet allerede hedder nu, inden det skal døbes. Og det skyldes, at handlingen netop er en dåb, dvs. en indlemmelse i den kristne tro, et kæmpe stort øjeblik, hvor en synder bliver Guds barn - og det er ikke en ... ja, undskyld... i denne sammenhæng ligegyldig detalje, nemlig hvad barnet skal hedde. Barnet kan nå at ændre navn tusindvis af gange senere, men det her er en en-gangs-begivenhed.
Jeg kan faktisk bedre lide den svenske model end den danske. Jeg synes det virkelig er synd og skam, at navnet på den måde får en så stor fokus, at selve dåben faktisk forsvinder og bliver en biting. Så afslør dog det navn før - og lad den kirkelige handling være det, den er, nemlig en kirkelig handling. Heldigvis er det - i hvert fald her i sognene - en kongelig trend, der ikke er slået så meget igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar