onsdag, december 04, 2013

Onsdags-tanker: Guds kærlighed

Jeg så en film for mange år siden, hvor en rig og betydningsfuld på forskellig vis havde hånd i hanke med den lokale præst. Den rige mand bestemte over kirken og gjorde præsten hvad den rige mand sagde, så tilflød der mange penge til kirkens arbejde. Ja, den rige mand havde også en stor del at skulle have sagt i forhold til forkyndelsen. Så på den måde kunne den rige mand også styre lokal befolkningen, der sad og lyttede til præsten.
Jeg husker ikke hele historien, men pludselig fik præsten altså nok - og vendte sig mod den rige mand og fik de lokale med sig. Han truede dem med at hvis de ikke gjorde som han sagde - og kastede den rige mands åg af sig, så ville de høre om dom og fortabelse et helt år. Men hvis de gjorde, hvad han sagde, så ville han gennemgå og prædike over samtlige steder i Bibelen, hvor ordet "kærlighed" stod.
Folk vendte den rige mand ryggen og alt blev fryd og gammen.

Jeg tænker ofte på den film - eller den sidste scene. Tænk et helt år eller mere ud fra ordet kærlighed - mangfoldig midt i ensformigheden. Tænk et helt år eller mere med dom og fortabelse.
Jeg har nogle gange lyst til at lukke af og sige, at jeg ikke vil prædike over Guds kærlighed - og så meget som nævne ordet kærlighed i mine prædikener i en periode. Hvorfor? Jeg aner faktisk ikke om jeg "misbruger" det ord for meget - men jeg har lidt på fornemmelsen, det der er, hvad der sker ... sådan generelt. At vi præster er for hurtige til at nå "i havn" og finde løsningen i påstanden om at Gud er kærlighed, at den et eller andet sted bliver for "billig". Når noget bliver sagt tilstrækkelig mange gange, så kan det godt slå over og blive trivielt og dermed ligegyldigt. Det må evangeliet om Guds kærlighed aldrig går hen og blive. For Guds kærlighed er hverken billig eller triviel.

Jeg har lyst til at eksperimentere med en periode, hvor jeg ikke nævner ordet kærlighed.... jeg tror jeg begynder næste søndag. Eller søndagen efter igen... Ja, det kan godt være, at vi lige skal have advent og jul overstået... så kan det være, at jeg skal... en gang efter påske. For hvad er påsken uden kærlighed? Ja, måske har mit eksperiment lange udsigter.

Ingen kommentarer: