onsdag, august 20, 2014

Onsdagstanker: Kirkebønnen i Hobro Kirke


Sådan lød afslutningen på kirkebønnen i søndags i Hobro Kirke. Bed med!
-----
Far i himlen, suveræne og almægtige Gud, trofaste overholder af din pagt og Frelser, vi beder til Dig på vegne af vores lidende medkristne i Irak. Ret dit blik mod dem, og oprethold og forsvar i din barmhjertighed dit folk. Styrk troen hos dem, der lider i Jesu navn. Styrk deres vidnesbyrd for Jesus, selv under dødstrusler (Åb 12,11).
Herre, engang delte du Det Røde Hav for at skabe en sikker vej for Israel, der flygtede fra Faraos hær (2 Mos 14,21-22); åbn nu en vej til sikkerhed for dit folk, der er nødt til at flygte.

Kærlige Far, Jesus forudsagde, at hans folk ville blive hadet af alle nationer og blive udsat for trængsler (Matt 24,9), som vi ser det ske for de kristne i Irak. Tillad dem ikke at falde fra troen eller at forråde hinanden, og bevar deres tro, så den ikke bliver kold (Mt 24,10-12). Hør klageråbet fra kirken i Irak og Kurdistan ja, hos alle dem, der lider under forfølgelsen og der græder over deres børn (Jer 31,15).



Nådige Gud, vis barmhjertighed mod vores medsyndere, der forfølger dine udvalgte. Ligesom Jesus bad dig tilgive dem, der torturerede Ham på korset (Luk 23,24), så hav nu barmhjertighed med dem, der korsfæster og halshugger de kristne i Irak. Åbenbar din nåde og herlighed for dem, så at de må vende om, tro og blive frelst.

Til sidst, Herre, send din Ånd til at inspirere kristne, der lever i tryghed og bekvemmelighed, at vi må ære vores brødre og søstres martyrium ved at leve frimodigt for Jesus; at vi må afsky synden i os selv - had, begær og afgudsdyrkelse – som vi ser vores brødre og søstre på frygtelig vis udsættes for; og at vi må leve med større besindighed og i fortsat bøn for Jesu sag i denne onde verden.

I Jesu Kristi navn, ham, der elsker os og har løst os fra vore synder (Åb 1,5), ham, som du har givet som hoved over alle ting til kirken (Ef 1,22), i din Søns navn beder vi. Kom, Herre Jesus. Amen.

Ingen kommentarer: