Jeg har forgæves ledt efter en bestemt gravsten – min fars faster, Mary. En enlig kvinde – dvs. uden børn og direkte efterkommere, men alligevel en levende del af vores familie.
Nå – jeg kunne simpelthen ikke finde hendes gravsten – hun ligger på Haarby Kirkegård på Fyn. Og så nævnte jeg det overfor min onkel, og fik at vide, at den var blevet sløjfet efter at være blevet fornyet 1 gang.
Det var faktisk en lidt mærkelig ting. Ja, jeg har kun besøgt graven 2 gange i al den tid – sådan var det nu engang. Men jeg har altid vidst, at dér lå hun – og det gør hun jo stadigvæk, nu uden en sten. Og det er jo dyrt at have sådan en gravsten.
Hvor er vi mennesker mærkeligt indrettet – for nej, jeg ville nok ikke selv betale for graven, for hun er jo ikke der mere, og så hellere bruge pengene på levede mennesker. MEN det skær alligevel inderst inde, at nu er den del af familien væk. Men på en måde, så glider hun det sidste stykke ud af vores liv nu, hvor det sidste synlige tegn efter hende er borte. Jeg er så heldig, at ikke langt fra kirkegården, der ligger hendes hus (det er til salg lige for tiden), og det kan jeg finde og lade tankerne glide tilbage. Men hendes egen gravsten er borte.
Ja, jeg er et sentimentalt vrøvlehoved!
God sommer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar