onsdag, juli 02, 2014

Onsdagstanker: Folkekirkens kondomer

I søndags kunne man i landets kirker høre om, at det er svært at være en kristen. At det koster.Jesus kigger sig over skulderen og ser en masse mennesker, der følger ham - han har kort sagt succes! Folk er spændt  - hvad vil mesteren og super-stjernen Jesus nu sige?
Det bliver ikke noget, der lyder sødt i deres ører: Hvis I vil følge efter mig, så koster det - jeg stiller krav. I skal endda hade jeres eget liv.
 
Havde Jesus haft en spindoktor, så ville han nok have sagt: ”Vi snupper lige en time-out her, vi snupper lige en pause, for vi skal lige have snakket lidt strategi her, Jesus. Det her er altså ikke nogen vindersag – drop den slags – det vil folk ikke høre”. Ja, på en måde kan man godt sige, at Jesus har en masse spindoktorer som efterfølgende har brugt RIGTIG meget krudt på at omtolke Jesu ord. Man kalder dem ikke  spindoktorere – men teologer og præster.
”Nu siger Jesus godt nok det her – men i virkeligheden mener han… Jesus mener ikke det vi hører her – så radikal er Jesus bestemt ikke. Når Jesus siger ”hader”, så mener han ikke hade som i ikke at elske, men som i at vi elsker far, mor, hustru børn mere end Jesus”.
 
Vi præster og teologer er rigtig gode spindoktorer for Jesus – for vi er rigtig gode til at pakke det kristne budskab ind i et sukkerlag, så det ser og smager mere indbydende. Vi fortæller kun halve sandheder – ”evangeliet er gratis - det er gratis at blive en kristen” – imens vi glemmer at fortælle slutningen af sætningen: Ja, evangeliet er gratis – men den koster alt at følge det.
  • Den koster din hengivenhed at du er villig til at sige farvel til dine forældre, hvis de ikke kan acceptere, at du er en kristen,
  • den koster dit vidnesbyrd, at du fortæller om Jesus og din tro, den koster at du bliver upopulær, fordi du holder fast på et standpunkt, som ”man” bare ikke har i dag – f.eks. i forhold til det seksuelle.
 
Det er super skønt, at folkekirken er til stede på Nibe Festival her i denne uge uge – men i stedet for at fortælle at det måske ikke ligefrem er en kristen dyd at være sin kæreste utro – at det måske ikke er en kristen dyd at drikke sig fuld og hoppe hen i det nærmeste telt, så står præsterne og deler gratis kondomer ud – endda med folkekirkens logo på. Der var en gang, hvor man delte Bibler rundt – den tid er åbenbart slut.
Ja, det er rigtig, at hyggen nede i teltet sker uanset om kirken deler kondomer ud eller ej - men det er så meget, der sker, uanset hvad. Det kan godt være, at den kirke, der deler kondomer ud, er en nærværende kirke. Men hvad er den nærværende med - vil det ikke være en speciel oplevelse at give en kondom til en pige en aften - og så næste dag tage imod samme pige, der græder over at have være sin kæreste utro? Deler man sådan noget ud, så er man også med til at blåstemple hvad den så bliver brugt til.
Skal kirken ikke også være sådan et sted som en modkultur - som et alternativ - og som en skulder at græde ud ved, når man f.eks. har hoppet ind i det forkerte telt? For hvis der er noget godt ved alkohol, så er det, at den åbner op og fjerner den religiøse blufærdighed, så man har mod til at snakke om de ting også. Og så skal kirken være dér.

Vi er rigtig gode til at pakke det kristne budskab ind i lag sukker – evangeliet er gratis. Jesus stiller ikke krav. At være en kristen har ikke konsekvenser på den måde du lever dit liv på. Du kan sagtens leve og ligne alle andre – for evangeliet og frelsen er gratis – så kom og vær kristen. Ja, du behøver ikke engang at komme – det er ok, at du holder dig på afstand – for det kræver ikke engang engagement eller noget at være en kristen. Det kræver ikke et ja fra din side. Kirken stiller ikke krav – Jesus stiller ikke krav – vi tager bare imod.


I søndags sagde Jesus: ”Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?” – at være en kristen kirke er at være salt i verden, er at give livet smag, er at bevare alt der er godt og sikre mod forrådnelse. Har en kirke på Nibe Festival, der deler kondomer ud på – har den kirke mistet sin kraft? Har den kirke sagt så mange gange ”Evangeliet er gratis” – at den selv har glemt fortsættelsen ”men det koster alt at følge det”. Er kirken, der er sådan, som lunkent vand, der spyttes ud af munden på Jesus – som salt, der kastes væk?


En kirke, der ikke er forpligtet på Jesu ord og ikke er forpligtende, er ikke en kristen kirke. Et menneske, der ikke er forpligtet på Jesu ord, er ikke et kristent menneske. Vi skal være villige til at gå hele vejen med Jesus – ikke stå af på halvvejen – ikke tage halvdelen af budskabet med os og så lade resten ligge.

Ingen kommentarer: