Onsdagstanker: Hvad vi kan lære af tyskerne (del 1)

I lørdags kom vi tilbage fra en uge i Harzen – og der slog det os, hvor venlige tyskerne egentlig er. Man smiler og hilser på folk ude på gaden, selv folk man ikke kender. Man møder en interesse og imødekommenhed fra folk, der sidder ved kassen i supermarkedet. Og når man siger farvel til kassedamen, inden man forlader butikken, så svarer kunden bagved også med et ”farvel”.

Løgstrup har ret, når han skriver, at vi aldrig har noget med et andet menneske at gøre, uden at vi har et stykke af den andens liv i vore hænder. Og det er op til os, om vi vil forlade dette menneske gladere og styrket eller det modsatte. Om vi vil styrke det positive i det menneske eller den negative følelse.

Sådan havde vi det i hvert fald efter en tur i Harzen – man bliver faktisk i bedre humør af at folk smiler og hilser. Ja, selv børnene kunne mærke det, vores ældste sagde: ”Hvorfor kan tyskere så godt lide børn?”. Og når vi nu snakker børn, så var det ikke kun voksne, der hilste - selv børn, der ellers legede hilste "godmorgen" eller "hej", når man gik forbi dem.

Vi kan virkelig lære noget af vores tyske naboer – se de folk, vi møder. Smil til dem – hils på dem – og oplev det selv. Hvor har jeg mange gange hilst på en og fået et mærkeligt blik som svar, ”ham kender jeg da ikke”. Eller jeg har nikket til en mand på knallert, der bagefter var ved at køre galt, fordi har skulle vende sig for at se hvem i alverden det var ”ham kender jeg da ikke”.
Så på med ”ja”-kasketten overfor vores medmennesker – lad os hilse på hinanden. Og så er der også noget med at Jesus har sagt i bjergprædikenen: ” hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også.”