To evangelister er død indenfor en måned. Amerikaneren og
præsten Billy Graham døde den 21. februar og englænderen og fysikeren Stephen
Hawking døde i går den 14. marts. Begge er verdenskendte indenfor hvert deres
feldt – begge har talt til og med verdensledere og kendisser. Når de talte, så
lyttede man – de havde stærke budskaber. Hawkings glædelige budskab, evangelium
om man vil, var at der ikke er nogen Gud – mennesket bliver befriet fra at
indrette sit liv efter en metafysisk magt. Billy Grahams glædelige budskab –
tese om man vil – er at der er en Gud og at vi er elsket, ønsket og villet af
ham og at i Kristus bliver vi befriet til at indrette sit liv efter en almægtig
Guds kærlighedsplan, der i sidste ende aldrig ender.
Hawkings forventninger til døden er, at det er som at slukke for en computer – eller som når en computer går i stykker. Så virker den bare ikke mere. På samme måde med den menneskelige krop: Når den ikke virker mere, så er der ikke mere liv. Som der ikke findes nogen himmel for ødelagte computere, sådan findes der heller ikke nogen himmel for ødelagte mennesker. Livet er en kemisk, biologisk og psykologisk proces uden nogen åndelig virkelighed. Kort sagt: Efter livet intet. Vi har kun dette liv til at nyde universet og verden omkring os. Tanken om et liv efter dette er et eventyr. Tanken om en himmel er for mennesker, der er bange for mørket.
Grahams forventninger til døden er, at det kun er begyndelsen – livet er langt mere end hvad vi har her. Spørgsmålet er så om vi lever vores evighed sammen med Gud i det, Bibelen kalder for evigheden, eller om vi kommer til at leve den borte fra Gud, det vi kalder for fortabelsen.
Graham er blevet citeret for at have sagt: ”En skønne dag vil du læse og høre at Billy Graham er død. Du skal ikke tro et ord af det. Jeg vil da være mere levende end jeg er nu. Jeg vil bare have ændret adresse. Jeg vil være gået ind foran Guds ansigt”. Tanken om at der ikke er noget efter livet, er for mennesker, der er bange for mørket – det mørke, der er uden Gud.
De to evangelister er tavse nu – deres værk, deres udtalelser taler videre for dem. Deres liv og gerning råber i hver deres retning – det er umuligt at begge to kan have haft ret. En af dem må nødvendigvis have taget fejl.
Hvis Hawking havde ret, så vil ingen af dem opdage det i det øjeblik, da døden gjorde en ende på deres syge og svagelige kroppe. Ingen af dem ville opdage, at Graham havde taget fejl og Hawking havde ret, for så er de bare væk. Computeren er gået i stykker og kan ikke repareres – menneskene, personlighederne Stephen Hawking og Billy Graham er bogstaveligt talt ikke mere. De er borte. Slut.
Et eller andet sted – i en verden, hvor vi godt kan lide at hovere lidt, ”hvad sagde jeg” – så er det da lidt bittert, at der ikke er bare et par minutter, hvor Hawking kunne tænke: ”Jeg havde ret - selvfølgelig”. Men de minutter findes ikke i hans teorier.
Hvis Graham havde ret, så vil begge tværtimod have opdaget det i det øjeblik, da døden gjorde en ende på deres syge og svagelige kroppe. Begge ville opdage, at Graham havde taget ret og Hawking havde taget fejl. Hawking har opdaget, at han har spildt sit liv på videnskabelige teorier, der bygger på det falske aksiom og naglefast udgangspunkt, at der ikke findes nogen Gud. Han har lært den store designer at kende.
Det kan godt være, at Hawking mente at hans videnskab har gjort Gud overflødig, men lige nu vil Gud have gjort hans videnskab overflødig. Hans teorier og store IQ hjælper ham ikke i forhold til at han på lige fod med os andre skal stå foran den dommer, der skal bedømme alle levende og døde.
Og så vil Graham stå og hovere: ”Hvad sagde jeg?” – eller nej, det ville han ikke. Ifølge hans eget udsagn, vil han være gået ind foran Guds ansigt. Og er alle hans prædikener og vidnesbyrd et afglans af hvad han selv tror og bygger sit eget liv på, så vil Jesus sige om ham: ”Denne han er fri”.
På samme måde vil Hawking falde på knæ foran Gud – den Gud, der ser igennem de smarte statements ved forelæsninger og i bøgerne. Som skraber IQ-en af, den tragiske skæbne med sygdom, der har lænket ham til kørestol og maskiner – ind til det inderste. Så det er mennesket foran sin skaber. Var der derinde bare den mindste tro, om det er på størrelse med et sennepskorn… I Guds hænder vil det vokse sig til det største træ.
Som vi dybeste set ikke ved hvordan mødet mellem Graham og Gud foregik – sådan kan vi heller ikke sige noget om hvordan mødet mellem Hawking og Gud foregik.
Hvis altså der var et møde… hvis det ikke bare var computeren, der blev slukket.
Jeg tror ikke på at det er slut, når hjertet stopper med at slå og blodet i mine årer stopper deres brusende tur rundt i mig. Og hvad hvis jeg tager fejl? Ja, så er jeg det ynkværdigste af alle mennesker – som Paulus beskriver os kristne. ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Korintherbrev 15,19-20).
Hvis jeg tager fejl, så har jeg spildt mit liv ved at elske Gud og følge efter Jesus Kristus. Ikke at jeg synes at livet er mindre smukt, mindre skønt – mindre værd at leve med Kristus, for jeg lever det med det ønske at jeg vil leve det i overensstemmelse med ham, der designede livet… han må da vide et og andet om hvad der gør livet værd at leve.
Hvis ateisten tager fejl, så har vedkommende spildt sin evighed.
Uanset hvad har vi forspildt liv.
Må Gud være de to evangelister nådig.
Hawkings forventninger til døden er, at det er som at slukke for en computer – eller som når en computer går i stykker. Så virker den bare ikke mere. På samme måde med den menneskelige krop: Når den ikke virker mere, så er der ikke mere liv. Som der ikke findes nogen himmel for ødelagte computere, sådan findes der heller ikke nogen himmel for ødelagte mennesker. Livet er en kemisk, biologisk og psykologisk proces uden nogen åndelig virkelighed. Kort sagt: Efter livet intet. Vi har kun dette liv til at nyde universet og verden omkring os. Tanken om et liv efter dette er et eventyr. Tanken om en himmel er for mennesker, der er bange for mørket.
Grahams forventninger til døden er, at det kun er begyndelsen – livet er langt mere end hvad vi har her. Spørgsmålet er så om vi lever vores evighed sammen med Gud i det, Bibelen kalder for evigheden, eller om vi kommer til at leve den borte fra Gud, det vi kalder for fortabelsen.
Graham er blevet citeret for at have sagt: ”En skønne dag vil du læse og høre at Billy Graham er død. Du skal ikke tro et ord af det. Jeg vil da være mere levende end jeg er nu. Jeg vil bare have ændret adresse. Jeg vil være gået ind foran Guds ansigt”. Tanken om at der ikke er noget efter livet, er for mennesker, der er bange for mørket – det mørke, der er uden Gud.
De to evangelister er tavse nu – deres værk, deres udtalelser taler videre for dem. Deres liv og gerning råber i hver deres retning – det er umuligt at begge to kan have haft ret. En af dem må nødvendigvis have taget fejl.
Hvis Hawking havde ret, så vil ingen af dem opdage det i det øjeblik, da døden gjorde en ende på deres syge og svagelige kroppe. Ingen af dem ville opdage, at Graham havde taget fejl og Hawking havde ret, for så er de bare væk. Computeren er gået i stykker og kan ikke repareres – menneskene, personlighederne Stephen Hawking og Billy Graham er bogstaveligt talt ikke mere. De er borte. Slut.
Et eller andet sted – i en verden, hvor vi godt kan lide at hovere lidt, ”hvad sagde jeg” – så er det da lidt bittert, at der ikke er bare et par minutter, hvor Hawking kunne tænke: ”Jeg havde ret - selvfølgelig”. Men de minutter findes ikke i hans teorier.
Hvis Graham havde ret, så vil begge tværtimod have opdaget det i det øjeblik, da døden gjorde en ende på deres syge og svagelige kroppe. Begge ville opdage, at Graham havde taget ret og Hawking havde taget fejl. Hawking har opdaget, at han har spildt sit liv på videnskabelige teorier, der bygger på det falske aksiom og naglefast udgangspunkt, at der ikke findes nogen Gud. Han har lært den store designer at kende.
Det kan godt være, at Hawking mente at hans videnskab har gjort Gud overflødig, men lige nu vil Gud have gjort hans videnskab overflødig. Hans teorier og store IQ hjælper ham ikke i forhold til at han på lige fod med os andre skal stå foran den dommer, der skal bedømme alle levende og døde.
Og så vil Graham stå og hovere: ”Hvad sagde jeg?” – eller nej, det ville han ikke. Ifølge hans eget udsagn, vil han være gået ind foran Guds ansigt. Og er alle hans prædikener og vidnesbyrd et afglans af hvad han selv tror og bygger sit eget liv på, så vil Jesus sige om ham: ”Denne han er fri”.
På samme måde vil Hawking falde på knæ foran Gud – den Gud, der ser igennem de smarte statements ved forelæsninger og i bøgerne. Som skraber IQ-en af, den tragiske skæbne med sygdom, der har lænket ham til kørestol og maskiner – ind til det inderste. Så det er mennesket foran sin skaber. Var der derinde bare den mindste tro, om det er på størrelse med et sennepskorn… I Guds hænder vil det vokse sig til det største træ.
Som vi dybeste set ikke ved hvordan mødet mellem Graham og Gud foregik – sådan kan vi heller ikke sige noget om hvordan mødet mellem Hawking og Gud foregik.
Hvis altså der var et møde… hvis det ikke bare var computeren, der blev slukket.
Jeg tror ikke på at det er slut, når hjertet stopper med at slå og blodet i mine årer stopper deres brusende tur rundt i mig. Og hvad hvis jeg tager fejl? Ja, så er jeg det ynkværdigste af alle mennesker – som Paulus beskriver os kristne. ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Korintherbrev 15,19-20).
Hvis jeg tager fejl, så har jeg spildt mit liv ved at elske Gud og følge efter Jesus Kristus. Ikke at jeg synes at livet er mindre smukt, mindre skønt – mindre værd at leve med Kristus, for jeg lever det med det ønske at jeg vil leve det i overensstemmelse med ham, der designede livet… han må da vide et og andet om hvad der gør livet værd at leve.
Hvis ateisten tager fejl, så har vedkommende spildt sin evighed.
Uanset hvad har vi forspildt liv.
Må Gud være de to evangelister nådig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar