I dag er det den 24. marts. Der skete en del på denne dag. Rent lokalhistorisk, så erklærede Frederik 7. at kun Slesvig og ikke Holsten, skulle knyttes til Danmark med en demokratisk forfatning. Det havde jeg nok ikke bidt så meget mærke i, hvis jeg ikke selv nu boede i Haderslev.
Samme dag blev der indført pressefrihed i Danmark – og vel også i Slesvig. Det
vi ser som en af grundpillerne i vores demokrati: En fri presse. At vi kan ikke
bare kan sige det, som vi gerne vil sige, men at vi også kan få det sat i
avisen.
Man havde ikke kunne forestille sig, hvor vidt det kunne brede sig, at selv
almindelig mennesker uden nogen som helst kundskaber, ville komme til at sætte sig
til tastaturet og skrive på Facebook og lægge film på YouTube, hvor vi
fortæller at statsministeren tager FUUUULDSTÆNDIG fejl på. Og også det, er en
frihed, vi skal værne om også ved at bruge den rigtigt. Jeg blev dog lidt paf, da jeg så at YouTube
har en ”Politik vedrørende medicinsk misinformation om COVID-19”. Jeg må ikke sige,
at hvis du undgår asiatisk mad, så vil du undgå Corona. Eller: jeg må ikke påstå,
at vaccinen mod COVID-19 indeholder fostervæv. Jeg må heller ikke påstå, at affyring
af fyrværkeri kan rense luften for virus og derved forebygge spredning af virus
eller at antallet af dødsfald ved sæsoninfluenza er højere end ved COVID-19.
Gør jeg det får jeg en advarsel og efter 3 yderligere overtrædelser vil jeg
ryge ud af Youtube. Det ser jeg som et demokratisk problem at et kontor et
eller andet sted slår ned uden nogen retslig instans bag.
I det hele taget er der et demokratisk problem med ytringsfriheden mange steder
– vi vil ikke høre på hinanden. Eller rettere: Vi vil ikke høre på dem, der
ikke mener det samme som os. Taler jeg imod Mette Frederiksen, så vil alle, der
holder med hende, kalde mig for en sølvpapirshat og slynge ud: ”Jamen så kom
med din plan for at føre Danmark ud af denne krise. Det er nemt for dig at
sidde og kritisere!”. Støtter man statsministeren, så er er man bare en
partisoldat, der ønsker Mette som diktator langt ind i fremtiden. Det er ikke
nok at sige, at den anden tager fejl, for du er også nødt til at svine den
anden til.
Den 24. marts 1911, bliver pryglestraffen afskaffet ved lov. Men der er mange
måder at prygle på. Der er den fysiske: Pia Kjærsgaard måtte den 24. marts 1998
måtte flygte ind i en bank for at undgå autonome på Nørrebro. Man kan også
prygle andre med skrift: ”Hvis der var en vaccine mod dumhed, så burde du tage
den”. ”Sæt dig ind i de ting, du udtaler dig om, før du skriver, for så er vi
andre fri for at høre på dine idiotiske holdninger”. ”Du tror da ikke på alt
det satanisten Mette siger!!??”.
Den engelske popduo Pet Shop Boys udgiver deres første LP ”Please” den 24.
marts 1986. Vær venlig. Jeg har skrevet det før her på disse sider: Please. Vær
venlig. Pressefriheden, ytringsfrihed er ordnet ved lov – men holdes levende
ved at vi også selv overholder den. Vi kan ikke gøre noget ved Youtube-politik,
men vi kan gøre noget ved den måde, vi omtaler og tiltaler hinanden. Vi behøver
ikke være enige – det bliver vi aldrig. Men vi kunne jo prøve at efterleve de
ord, som vi kalder for den gyldne regel: ”Hvad du vil, at andre skal gøre mod
dig, det samme skal du gøre mod dem”. Det gælder både i gerning og i det sagte
og det skrevne ord. Så Please – husk i dag er det 24. marts.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar