Din lokale engel

Så er det snart december – julemåneden – og nu er det snart på sin plads ”at pynte op”. Så vi finder den store kasse med julepynt frem og sender en tsunami af rødt og hvidt ud i vores stuer og sætter elpærer op overalt udenfor. Julemåneden er en skøn tid at være i – også for os i kirken, for det er den måned, hvor det er tilladt at tale tro. Man behøver ikke have det, som om man taler om, at man har hæmorider, at man er lidt skamfuld, men man kan tale om ”et barn, der er født i Betlehem” sådan uden at hviske.

Men når det så er skrevet, hvor meget i tsunamien af julepynt bærer præg af kirkens budskab? Vi har hjertet, der fortæller om kærlighed, lysene, der forkynder Jesus som verdens lys, vi har et krybbespil måske? Jo, og så er der englene… men har du mon ikke flere julenisser end du har engle i kassen? Men sådan er det nok bare – nu skal vi jo heller ikke presse det med troen for meget, og engle har uden tvivl en stærkere religiøs aura over sig end nisserne. Og derfor er der vel kun en enkelt eller to engle, der pryder byens gågader.
Engle hører ikke kun til i julemåneden, men hele året. Og især de engle, jeg vil hylde her med denne klumme. Dem møder du onsdag eller torsdag, og de er skyld i, at du kan læse disse linjer. Jeg tænker på reklamebuddet. Selve ordet ”engel” er nemlig ikke et ”religiøst ord”. Da Det nye Testamente blev skrevet, og man skulle navngive disse væsener, så valgte man et almindeligt ord for budbringer, nemlig ”angelos” - som så er blevet til vores danske ”engle”.
Når du møder englene, der kommer med reklamer, så bør du faktisk være glad. Ja, send dem et smil og et ”hej – sikke du slæber” eller noget andet, der viser at de er set og anerkendt i deres arbejde. Her i gågaden i Haderslev ser man et meget flittigt bud – jeg ved ikke hvor mange ruter han har, men har slider i det, og er meget samvittighedsfuld. Sådan tænker jeg at alle buddene er. Selvfølgelig kan der være en øv-dag, hvor man ikke rigtig gider, hvor alle postkasserne er proppet og hvor de tiloversblevne reklamer roder sammen i den lille trækvogn. Og hvor er nummer 34 3. sal midt for? Især i centrum er det meget svært at finde rundt i husnumrene, få åbner døren, når man ringer på den låste hoveddør og ikke på alle postkasser står husnummer og etage. Så de unge mennesker skal manøvre i et ukendt territorium – især, hvis de tager en ny ekstra rute. Så vær glad, når du ser sådan et bud. Lønnen er virkelig ikke noget at skrive hjem om, og nu kan jeg kun skrive for min egen drengs vegne, men han er ikke reklamebud af nød, det er til ”det ekstra”. Men det er en god måde at åbne arbejdsmarkedet på for de unge mennesker. At der er et ansvar, en opgave, der skal udføres. Så lad os prøve at sænke barren lidt for dem, og ikke kræve det samme af dem som af vores kollegaer i Post Danmark. Giv dem gode oplevelser, giv dem et smil. Og er der noget, der er uhensigtsmæssigt, for nej, de må ikke bare smide en ordentlig stak på gulvet, så læg en seddel eller tal med vedkommende og hjælp dem til at blive bedre. Ikke skæld ud – og for alt i verden: Sæt ikke billeder på Facebook. Det hjælper ikke noget – andet end at skræmme potentielle reklamebud væk.
Vær glad, når din lokale engel kommer med et sæt reklamer eller denne fantastiske avis – og især i denne tid, hvor det blæser og regner. Der er det faktisk sjovere at blive hjemme med varm kakao og computer end at gå med reklamer. Men de går alligevel ud. Så en lille hilsen varmer: Godt gået.

Punktum?

 

Punktum, punktum, komma streg - sådan tegnes Nikolai.

Med de kække ord slog det nye medlem af Kristendemokraterne, Jens Rhode, fast, at partiet ikke vil afskaffe aborten og principielt ikke er imod aborten, men at partiet igennem længere tid, kun har ville have antallet af aborter bragt ned.

Jeg er medlem af Kristendemokraterne - har vist været det i lidt over et år. Jeg har stemt på Kristendemokraterne lige siden jeg kunne - et enkelt år stemte jeg dog på Jakob Haugaard og et andet på Socialdemokratiet (det var i Odense til byrådsvalg, fordi jeg ikke brød mig om at et systemskifte skulle ødelægge en rød tradition, der var siden en gang i 30-erne). Men ellers har jeg stemt på KD, hvor jeg kunne det - og de sidste mange valg, har jeg ikke stemt med mindre at KD stillede op, for jeg ville ikke andet end KD. Det betød, at jeg ikke stemte sidst til kommunalvalget, da de ikke stillede med en kandidat og jeg stemte heller ikke til Europaparlamentet af samme grund.
Jeg stemmer på KD - og ellers ikke.

Jeg ved godt, at man siger, at man ikke kan være fuldstændig enig med et parti - men at man må finde det parti, hvor man er mindst uenig. Men hvad om man har nogle kardinalpunkter, som betyder alt for en, hvor alt andet egentlig er ligegyldigt, for det får man lige så godt andre steder, hvad så, hvis de bliver taget ud af pakken. 

For mig er den ting loven om provokeret abort. Jeg vil ikke se ned på folk, der vælger det - jeg vil ikke slå dem i hovedet - det er mennesker, der i denne situation har valgt ud fra hvad de fandt bedst og vi skal ikke tilbage til strikkepindene... men det ændre ikke på, at det er små mennesker, der får taget deres liv. Man er begyndt at sige, at fostre ikke er mennesker - det er lodret forkert. Menneske fra undfangelse til død. Og derfor skal det beskyttes - især det sted, hvor det er mest sårbart: I livmoderen og som gammel.

Men hvad gør så sådan en som mig, der har det som et af sine kardinalpunkter og også føler at de andre bliver udvandet? 

Lige nu har jeg en mail skrevet, som jeg overvejer at sende - med en udmeldelse. Jeg ærgre mig over det - men lige nu er mit indtryk, at mit parti er rykket fra mig, og at der stadigvæk er plads til sådan en som mig. Men jeg gider ikke også dér at være et tålt mindretal (eller er det et mindretal? eller er det bare en holdning, som partiet bør kunne rumme, hvis de skal i mål, men som man holder nede, for det er ikke den officielle linje?). 

Og det er så også slutningen på at stemme på KD... og så er der ikke noget tilbage for mig at stemme på. 

Så:  Punktum, punktum, komma streg - sådan tegnes partiløse Kim.

24. marts

I dag er det den 24. marts. Der skete en del på denne dag. Rent lokalhistorisk, så erklærede Frederik 7.  at kun Slesvig og ikke Holsten, skulle knyttes til Danmark med en demokratisk forfatning. Det havde jeg nok ikke bidt så meget mærke i, hvis jeg ikke selv nu boede i Haderslev.

Samme dag blev der indført pressefrihed i Danmark – og vel også i Slesvig. Det vi ser som en af grundpillerne i vores demokrati: En fri presse. At vi kan ikke bare kan sige det, som vi gerne vil sige, men at vi også kan få det sat i avisen.
Man havde ikke kunne forestille sig, hvor vidt det kunne brede sig, at selv almindelig mennesker uden nogen som helst kundskaber, ville komme til at sætte sig til tastaturet og skrive på Facebook og lægge film på YouTube, hvor vi fortæller at statsministeren tager FUUUULDSTÆNDIG fejl på. Og også det, er en frihed, vi skal værne om også ved at bruge den rigtigt.  Jeg blev dog lidt paf, da jeg så at YouTube har en ”Politik vedrørende medicinsk misinformation om COVID-19”. Jeg må ikke sige, at hvis du undgår asiatisk mad, så vil du undgå Corona. Eller: jeg må ikke påstå, at vaccinen mod COVID-19 indeholder fostervæv. Jeg må heller ikke påstå, at affyring af fyrværkeri kan rense luften for virus og derved forebygge spredning af virus eller at antallet af dødsfald ved sæsoninfluenza er højere end ved COVID-19. Gør jeg det får jeg en advarsel og efter 3 yderligere overtrædelser vil jeg ryge ud af Youtube. Det ser jeg som et demokratisk problem at et kontor et eller andet sted slår ned uden nogen retslig instans bag.

I det hele taget er der et demokratisk problem med ytringsfriheden mange steder – vi vil ikke høre på hinanden. Eller rettere: Vi vil ikke høre på dem, der ikke mener det samme som os. Taler jeg imod Mette Frederiksen, så vil alle, der holder med hende, kalde mig for en sølvpapirshat og slynge ud: ”Jamen så kom med din plan for at føre Danmark ud af denne krise. Det er nemt for dig at sidde og kritisere!”. Støtter man statsministeren, så er er man bare en partisoldat, der ønsker Mette som diktator langt ind i fremtiden. Det er ikke nok at sige, at den anden tager fejl, for du er også nødt til at svine den anden til.

Den 24. marts 1911, bliver pryglestraffen afskaffet ved lov. Men der er mange måder at prygle på. Der er den fysiske: Pia Kjærsgaard måtte den 24. marts 1998 måtte flygte ind i en bank for at undgå autonome på Nørrebro. Man kan også prygle andre med skrift: ”Hvis der var en vaccine mod dumhed, så burde du tage den”. ”Sæt dig ind i de ting, du udtaler dig om, før du skriver, for så er vi andre fri for at høre på dine idiotiske holdninger”. ”Du tror da ikke på alt det satanisten Mette siger!!??”.

Den engelske popduo Pet Shop Boys udgiver deres første LP ”Please” den 24. marts 1986. Vær venlig. Jeg har skrevet det før her på disse sider: Please. Vær venlig. Pressefriheden, ytringsfrihed er ordnet ved lov – men holdes levende ved at vi også selv overholder den. Vi kan ikke gøre noget ved Youtube-politik, men vi kan gøre noget ved den måde, vi omtaler og tiltaler hinanden. Vi behøver ikke være enige – det bliver vi aldrig. Men vi kunne jo prøve at efterleve de ord, som vi kalder for den gyldne regel: ”Hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, det samme skal du gøre mod dem”. Det gælder både i gerning og i det sagte og det skrevne ord. Så Please – husk i dag er det 24. marts.