Anmeldelse: Quislings sidste dage

"Jeg var i biografen og se  filmen "Quislings sidste dage,". Den havde premiere i dag, men der var kun 3 inde for at se den. Men den er rigtig god - du burde se den".

Nogenlunde sådan lød en SMS til mig torsdag-eftermiddag. Jeg røg på nettet og læste om filmen og også, at den blev taget af plakaten den kommende weekend, hvor jeg var bortrejst. Så det skulle være i aften. 2 timer senere sad jeg i biografen - som den eneste. Som absolut den eneste i hele salen.
Men det gjorde ikke filmen dårliger.
Hold da op en film. Det er en stærk og tankevækkende film, der tager os med ind i de sidste måneder af Vidkun Quislings liv. Det er vist kun ham og Judas, der har fået et eftermæle, så man bare kan sige: "Du er en Judas" - eller "du er en Quisling" og så fordømme dem. 
Men var Quisling en Quisling i sine egne øjne? Nej, han så sig selv som en modstander mod en helt anden - og jeg vil sige, større fjende og mere modbydelig fjende end Hitler: Stalin. Han valgte Hitler - nok også ud fra politisk ståsted, det kender jeg ikke noget til - men som det mindste onde af to onder. England havde historisk set ikke været god ved Norge... eller Danmark, for den sags skyld. General Nelson satte sin kikkert for det blinde øje og sønderbomede vores hovedstad bare fordi vi var neutrale i forhold til Napoleons Frankrig, og hvis vores flåde var kommet i hænderne på Napoleon, så havde han den største flåde i Europa. Det gik ikke - så "der bombes".
England var derfor heller ikke nogen, man kunne læne sig op ad (og er det fortsat heller ikke, i deres imperalistiske selvhævdelse). Vi har samme problematik i den store forfatter Knut Hamsun, der ikke ville se mod England, men håbede at fik man bare talt Hitler til fornuft, så ville han være Norges redning. Det var bare de forkerte folk, der sad og styrede personificeret (som jeg husker det) ikke i Quisling, men i den øverste civile leder, rigskommissær, Josef Terboven.

Josef Terboven og Vidkun Quisling havde et komplekst og anstrengt forhold under den tyske besættelse af Norge. Som Reichskommissar (rigskommissær) var Terboven Hitlers direkte repræsentant og øverste leder af det besatte Norge, hvilket betød, at han havde den endelige autoritet i landet. Quisling, der blev leder af den norske marionetregering (ministerpræsident) i 1942, var teknisk set underordnet Terboven, hvilket ofte førte til konflikter.

Terboven havde ikke tillid til Quisling og betragtede ham som inkompetent og upålidelig. Han undlod at give Quisling reel magt og holdt nøglebeslutninger under tysk kontrol. Samtidig var Quisling afhængig af tysk støtte for at bevare sin position og forsøge at gennemføre sin vision om et fascistisk Norge. Forholdet mellem de to var derfor præget af gensidig mistro og rivalisering.

Quisling forsøgte at vinde Hitlers gunst og sikre mere magt til sin regering, men Terboven sørgede for, at Quislings indflydelse forblev begrænset. Dette illustrerer, hvordan tyskerne opretholdt fuld kontrol over de besatte områder, selv når de støttede lokale kollaboratører som Quisling.

Han stod med en større fjende, hvis ondskab han havde set og kæmpet imod i Ukraine. I filmen beretter han om at han har set mødre spise deres egne børn. Han har gået i lig til knæene. Hans indsats i et land, hvor 1/3 var ramt af hungersnød, var fantastisk, men lærte ham også hvad ondskab var, og den hed ikke Tyskland, men bolchevisme. Den tog han med sig - han ville redde Norge. Også selv om det var med drømmeren Hitler, imens han selv var realisten.

Filmen udspiller sig i 1945 og begynder, da Quisling hører om kapitulationen og møder op hos politiet og bliver arresteret.  Han får besøg af den unge præst Peder Olsen, som bliver hans sjælesørger. Dette intense spil mellem disse giver et unikt indblik i både skyld og benægtelse i mødet mellem præsten og en mand, der fastholder sin uskyld.

Fra et sjælesørgers synspunkt er filmen dybt fascinerende. Den udforsker præstens rolle som både trøster og sandhedssøger, mens han balancerer mellem at være åben for Quislings sjælekvaler og udfordre ham på hans moralske og etiske valg. Skuespilleren Anders Danielsen Lie spiller præsten med en følsomhed, der bringer en sjælesørgers dilemmaer til live: hvordan giver man sjælefred til én, der ikke anerkender sin egen skyld? Er sjælesorg en samtale, hvor meget af en selv, er der så på spil= Og skal bringes i spil?
Samtidig leverer Gard B. Eidsvold en mindeværdig præstation som Quisling, der med sit komplekse kropssprog og ansigtsudtryk fremkalder både afsky og eftertænksomhed. Man holder både med ham og tager afstand fra ham.

Interessant nok er filmen inspireret af præstens egne dagbogsnotater, hvilket rejser et vigtigt spørgsmål om tavshedspligten. Mens notaterne er en uvurderlig historisk kilde, kan filmens produktion også betragtes som et brud på præstens fortrolighed. Som præst og sjælesørger kan man dog være taknemmelig for dette "brud," da filmen åbner døren til en dybere forståelse af både Quisling som menneske og sjælesørgerens udfordrende rolle.

Jeg tænker ikke, at det er en film for den "brede masse", de kan gå ind og se "Gladiator 2", der gik i salen ved siden af. Men for alle, der interesserer sig for sjælesorg, etik og historie, er "Quislings sidste dage" en film, der efterlader et varigt indtryk og giver stof til refleksion. En stor anbefaling værd!