I lørdags genså jeg en rigtig Stephen King-klassiker, nemlig filmen The Langoliers fra 1995. Det var tredje gang jeg så den, og den var bestemt et gensyn værd.
Måske er det ikke verdens bedste film, men der er alligevel et eller andet over stemningen i filmen, der gør, at i hvert fald mine tanker kommer til at kredse om den.
Filmens plot kan hurtigt skitseres: En fyldt fly sætter kurs mod Boston, men der sker noget undervejs!! (overraskende, ikke?) Ti passager vågner op og finder ud af, at resten af passagerne i flyet er forsvundet – ude i cockpittet er piloterne også forsvundet, flyet styres af autopiloten. Alle er væk og har efterladt sig kunstige tænder, parykker, pacemakere etc… virkelig mærkeligt. Der er ingen andre fly i luften, ingen mennesker i radioen og lyset i byerne er slukket.
Heldigvis har Stephen King udstyret flokken med en pilot, så han får landet flyet, men også dér i lufthavnen – ingen mennesker. Og hvad der er mere mærkeligt: Alt er dødt – maden smager af ingenting, lyden forstummer nærmest med det samme som man udtaler ordene…
Der er et eller andet over den film, som gør at jeg synes den er fascinerende. Både rent underholdningsmæssigt (jeg synes ikke de tre timer filmen varer er for længe), men så også det interessante spørgsmål om tid og rum den efterlader. Hvad sker der med rummet efter at tiden har forladt den? Ja, det er her The Langoliers kommer ind i billedet…
Der er nemlig en lyd i lufthavnen – først er den så svag, at kun den blinde pige kan høre den, men den bliver kraftigere og kraftigere. Som en af passagererne svarer på spørgsmålet om hvad det er, der laver sådan en lyd: ”Jeg håber ikke, at vi er her, når vi kan finde ud af det”. Men jo – de er der, da Langoliers kommer…
Noget af det bedste ved Stephen King det er, at hans film ikke behøver at ende godt. Du må gerne låne den af mig – ellers kan den købes enten i Fona eller Merlin for en rund halvtredser. Her er en trailer fra youtube:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar