1. søndag i advent

Søndagstanker - 7

I dag er det sidste søndag i kirkeåret - og jeg har det faktisk sådan, at jeg mener, at det er kirkeårets største søndag. Jeg ved godt, at det sikkert er teologisk uholdbart, for hvad med de tre store højtider? Hvad med Alle helgen? Hvad med St. Bededag?
Det er rigtigt - men søndagen i dag samler på en måde alle disse højtidsdage og festsøndage i en dag. Her er summen af hele kirkeåret, hvor vi sætter et stort udråbstegn, inden vi på næste søndag starter et nyt kapitel i kirkens historie med en ny tekstrække og med nye øjne. Vi ryster posen - som til et andet andespil.

Og det er også det, teksten til i dag lægger lidt op til - nu skal der opsumeres (Math 11, 25-30). Jesus takker Gud for budskabet om frelsen "Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige".
Egentlig noget mærkeligt noget, at takke for. At Gud har skjult evangeliet for vise. det kan der sikker spændes en masse teologi ud fra, men det er jo knap så interessant - for så har man jo sådan set allerede sat sig selv udenfor den kategori af mennesker, der har fået dette åbenbaret.
Men jeg forestiller mig, hvordan Gud har sænket sig så langt ned, at evangeliet nu kan forståes af alle. Evangeliet er så simpelt, så et barn kan forstå det, fordi Gud har ønsket, at det ikke er IQ-en, der skal åbne døren ind til himmelen, men at døren allerede er åbnet. Har ønsket, at vi bare skal stole på ham, og tage imod det han har gjort og givet, og ikke selv komme med IQ og lærde dogmatikbøger, som om Gud havde brug for det.
Og samtidig, med at evangeliet er så simpelt, så et barn kan forstå det, så er det så dybt og ophøjet, at selv det klogeste menneske ikke vil nå helt i bund i det. For Guds dårskab er visere end menneskets visdom... som Paulus sagde det.

Og alt dette er åbenbaret for os - om et par timer ringer klokkerne i din kirke, hvorfor ikke tage imod invitationen i dag. Gud kommer til at mangle din stemme i menighedens sang i dag, hvis du ikke går. Og du kommer til at mangle at synge - lytte og bed. Det er rigtigt - du kan nok gøre det hjemme også med lige stor autensitet, men hvorfor snyde dig selv for den ekstra dimension... og snyde din menighed for det.

God søndag!

Tak for kirke-vej og hvile
og for bønnens Himmel-gang,
for de brudte syndens pile
og for håbets salmesang!
Tak, at du lod hjertet såre
ved det skarpe ordets sværd,
tak for hver aftørret tåre,
verdens trøst er intet værd!

Herre Kristus, hør os bede:
Styrk fremdeles ved dit ord
alle dem, du lod berede
dåbens bad og nådens bord!
For os alle året bære
troens høst af kraft og fred!
Lad hver dag og time være
levet for din evighed!

(Den danske salmebog - søndagens salme, 431

Jesus´ blood never failed me yet

Jeg har lige bestilt lidt musik på nettet. En af dem er er Gavin Bryar "Jesus´blood never failed me yet".
Tilfældigt optog Bryar en gammel tigger, der sad i London og sang en enkelt sang om at Jesu blod ikke har slået fejl for ham - endnu. Og det ved han med sikkerhed, for Jesus elsker ham.

Bryar gik hjem med optagelsen og lavede et loop med tiggerens sang, og lavede musik til orkester og lagde det hen over - samtidig med, at han fik en anden slags "vagabond", nemlig det syngende askebæger, Tom Waits til at synge med også. Og det er der blevet dette flotte værk ud af. Jeg glæder mig til at høre resten af CD-en der er forskellige udgaver af dette.

Han gik vist i stå...

Noget af det værste jeg ved, er at være ude og holde en tale, og der så bagefter er spørgsmål til talen... for tænk nu, hvis jeg ikke kan svare på spørgsmålet. Vil jo være lidt træls at stå i sådan en situation her:

Søndagstanker - 6

Denne søndag er virkelig en slags bonus-søndag, for det er meget sjældent, at der overhovedet er en 26. søndag efter trinitatis. Ja, det er så sjældent, at de højhellige kirkefædre (eller halvgamle nisser - alt efter synsvinklen), som har valgt teksterne, at de slet ikke har gedet at vælge tekster til denne tid, men bare har henvist til en lige sjælden søndag: 5. søndag efter helligtrekonger. Egentlig noget rod, for temamæssigt er der vel forskel på trinitatis og helligtrekonger... men nå ja, det er jo nok bare os teologer, der er mærkelige, at vi går op i sådan noget. Det det gælder om er at Guds ord skal forkyndes og Jesu navn æres og vejen til frelsen tegnes op, så der slet ikke føles at være noget alternativ.

De højhellige kirkefædre (eller.... ja, eller de halvgamle nisser) har heller ikke valgt hvilken tekst det skal være, men givet os præster den valgfrihed, at vi kan vælge mellem to evangelietekster. Der burde være frit tekstvalg hver søndag... men vi får altså en luns fra tid til anden af frihed - og altså også i dag. Hvilken skal jeg så vælge? Jeg vælger teksten fra Matthæus 13,24-30.

Marken og den ødelæggende fjende
Det er en lignelse, der handler om en mand, der såede god sæd i sin mark, men en fjende kom og såede ukrudt. Og da kornet kom frem kom også ukrudtet frem. Arbejderne undrer sig, og spørger om de skal gå ind i marken for at fjerne ukrudtet... men "niks... dårlig idé" siger ejeren "for så vadder I jo ind og ødelægger også godt korn og kommer til at rive noget godt op også. Lad os vente til det bliver høsttid, for så kan høstfolkene først tage ukrudtet fra - det skal brændes - imens kornet bliver lagt i laden".

Gud og det onde
Hmmmm..... mærkelig lignelse. Hvad kan den betyde? Et bud kunne tage sit udgangspunkt i udsagnet: "Hvorfor er der så meget ondt i verden? Hvorfor gør Gud ikke noget for at standse det onde?"
Da Gud skabte verden og mennesket, så plantede han kun noget godt - som manden, der plantede en mark med god sæd. Men fjenden kom og såede noget ondt, noget ukrudt. Djævelene kom og såede spørgsmålet: Har Gud virkelig sagt? Djævelen kom og satte et alternativt op til den gode hvede, nemlig syndens ukrudt. Og vi mennesker valgte syndens ukrudt. Mennesket syndede sig ind i en helt ny eksistens - nemlig som syndere, der er elsket af Gud. Elskede, der gjorde sig fortjent til Guds vrede. Gud kunne derfor ikke bare gå rundt og fjerne det onde, for pludselig er det sammenfiltret med det gode. Også inde i os. "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil det gør jeg" - siger den kristne Paulus. Gik Gud ned og fjernede det onde, ville han også ødelægge det elskede.

Men der kommer en dag - en høstdag, hvor alt det onde skal fjernes med en kirugs præcision. Og der vil han fjerne alt det onde - og det onde, og de onde, der har båret syndens frugt, vil blive taget og brændt. Imens det gode skal samles i Guds himmelske lader. Altså: Dommedag, med den dobbelte udgang, himmel og helvede.

Helvedet - stedet, hvor mennesket uden Gud får sin vilje
Det kan nok få en masse op af stolen - fortabelsens mulighed. Jeg har lige hentet en kop kaffe og C.S. Lewis´ bog "The problem of Pain", hvor han skriver:

"In the long run the answer to all those who object to the doctrine of hell, is
itself a question: "What are you asking God to do?" To wip out their past sins
and, at all costs, to give them a fresh start, smoothing every difficulty and
offering every miraculous help? But He has done that so, on Calcary. To forgive
them? They will not be forgiven? To leave them alone? Alas, I am afraid that is
what he does" (s. 102).

Helvede - det sted, hvor Gud lader folk som ikke ønsker Gud, lader dem være i fred. Som C.S. Lewis siger et andet sted: "Døren til Helvede har kun ét håndtag, og det vender indad", altså Helvedet lukkes indefra.

Hvorfor gør Gud ikke noget?
"Hvorfor er der så meget ondt i verden? Hvorfor gør Gud ikke noget for at standse det onde?" Det var vores indgangsspørgsmål. Der er så meget ondt i verden fordi Guds fjende har ønsket at ødelægge Guds skaberværk, og fordi Guds skaberværk var med på idéen. Gud gør ikke noget nu, da det vil ødelægge det elskede, det med en evighed i sig.
Men der kommet et tidspunkt, hvor alt det onde bliver fjernet - og hvor alt det onde bliver tilintetgjort. Og hvor alt det gode bliver samlet hjemme hos Gud. Så fra at være et spørgsmål af teoretisk karakter, nemlig "Gud og det onde" (theodice-problemet, som det hedder på teologisk), så ender det altså i et spørgsmål til mig. For det her handler ikke om min kone, min søn, Nero, Hitler eller Judas. Det handler om mig! Er der god frugt fra mig, eller er det ukrudt?

God søndag.

Betroede midler?

Det er længe siden, at der er kommet en fatwa her fra Horne Præstegård... så det gør der nu. Mine damer og herrer - velkommen til Fatwaen "Betroede midler".

Jeg var i sidste weekend på besøg i det jeg kalder "hjem", nemlig i de to vestjydske sogne Hanning og Finderup, hvor jeg startede op som præst med et års-vikariat. En skøn tid og et skønt sogn.

Hanning og Finderup
Sognene er ikke særligt store, Finnerup var endda "kun" et anneks-sogn til Hanning og til sammen var der kun omkring 900 indbyggere i sognet - så på den måde kan man jo sige, at de var over-forkælet med at skulle have deres egen præst. Der var naturligvis også 25% bistandsforpligtelse til en større by (Videbæk) for at udligne dette. Men folk gjorde virkelig brug af deres kirker - der gik ikke en søndag uden at der var i hvert fald 100 mennesker til de to gudstjenester. Der var et kirkeliv, der slår mange andre, jeg har kendt til. Der er to missionshuse, to forsamlingshus og en flot og ny spejderbygning.

Nye tider
Men da præsten rejste følte biskoppen sig forpligtet på at gøre noget ved denne uregelmæssighed, så hun besluttede sig for at lægge sognet sammen med to andre små sogne, så det kunne blive det for enhver ansøger så attraktive mål: Et firesognspastorat (Bølling, Sædding, Hanning og Finderup). Ud fra en rent matematisk tilgang, så var det da også mest fornuftigt, for så fik man slået to små sogne sammen til en ordentlig størrelse, og man kunne oprette en præstestilling for at afhjælpe en hårdt trængt præst i Hvide Sande. Præstestillingen i Videbæk blev opjusteret, så nu passede pengene.

Men så stopper den gode historie også - for folk holder nu op med at bruge deres kirke, fordi gudstjenestefrekvensen falder, og fordi "det er jo Bølling-præsten og ikke vores" (stakkels mand, der på den måde bliver påduttet en menighed uden deres vilje). Der er en ny og spændende valgmenighed i Skjern, som trækker endnu mere. Hvor mon man så lægger sine kræfter - dér i sognet i missionshusene, foredragsforeningen, spejderne... eller dér, hvor man nu pludselig har sit åndelige ståsted i Skjern? Så et velfungerende sogn er nu sat i en nedadgående retning.

Præstegården
For at skabe et sammenhold i sognene sælger man de to gamle præstegårde (hvoraf den i Bølling er en virkelig flot og charmerende firlænget gård), for at bygge et arkitekttegnet hus midt i Rækker Mølle, der cirka er midt i sognene med skolen, købmand, bank og en gang også et bryggeri. Placeringen af huset er ikke vildt god: Klodse op af skolen, op af hovedfærdslesåren i byen og lige melem to andre huse, så præstens privatliv er nok ikke længere så privat (men hvorfor skulle han da også have det - har han da noget at skjule?). Nå, men prisen burde man måske skjule, for den er 7,2 millioner. Når kirken bygger bliver det altid meget dyrere end hvad vi andre ville have gjort - her blandt andet udmøntet sig i en tagkonmstruktion, der ikke er flottere end andre, men bare meget dyrere pga. de mange arbejdstimer.

Naturligvis får man også noget for salg af præstegårdene, men det er ikke noget, der kommer deropad - man fik lidt over en million for den i Hanning.

Et regnestykke, der ikke gå op
Lad os så lave et regnestykke. Hvis vi siger, at de fik lidt det samme for den i Bølling, som er flottere, men som er noget mere afsidesliggende... jamen så har vi omkring 5 millioner tilbage at gøre godt for. Det er hvad en præst koster i cirka 12 år (alt afhængig af hvor lang den præst er oppe i lønrækkerne, men det vil nok typisk være et sted, hvor man begynder som præst). Og man skulle bruge en halv præst i Hanning-Finderup, så det vil sige, at man kunne få pengene til at række 20-25 år med 50% bistandsforpligtelse i Videbæk. Derved ville man også få en mere spændende stilling, hvor man er knyttet til et bysogn, og kan aflaste med begravelser, som man ikke har ret mange af på landet (altså den by-land-dækning, som man stræber efter mange andre steder).

De røde tal i regnskabet
Så regnestykket begynder pludselig at få ret røde tal, hvis man ikke tænker i kasser. Man får et uatraktivt embede i Hanning-Finderup-Bølling-Sædding, hvor man har et firesognspastorat med en faldende kirkegang, men med forventninter om en meget aktiv præst hvert deres sted. Og vælger man at bo på landet, så vil man gerne have sådan en af de flotte gamle præstegårde med den store have og med de åbne vidder omkring, men her får man så en bypræstegård midt i en landsby. Og det i en tid, hvor netop ydrekantsområderne begynder at få svært ved at få ansøgere - i år har er været 3-4 genopslag af præstestillinger... og det har jeg aldrig set før.

Moralen
Ja, hvad er moralen i denne historie? "Man kan ikke tjene både Gud og mammon" siger et gammelt ord fra kirkens herre... naturligvis skal der være ordentlig omtanke af de betroede midler, som kirken stilles til rådighed. "Mere kirke for pengene" sagde Bertel Haarder, da han var kirkeminister. Men har man fået det her? Mere kirke for pengene? Man har ødelagt et blomstrende kirkeliv og fået en splinterny præstegård fremfor to charmerende gamle præstegårde (Hanning Præstegård var måske ikke den mest charmerende, men den havde nogle gode klatretræer!).
Måske skal man nogle gange ikke bare tænke i forskellige kasser i Folkekirken, men tænke en helhed - i en økonomi i stedet for lønningskassen og bygningskassen. Måske skal man ikke kun tænke i antal medlemmer af Folkekirken, men også regne ud hvor mange, der rent faktisk gør brug af kirkerne og lade det være et tal, der faktisk også spiller en rolle.

Nå, men hvorfor skrive sådan en fatwa... naturligvis fordi mit hjerte banker for det sted i det vestjydske og fordi jeg vil dem det allerbedste! Der er nok ikke noget at gøre nu, men man kan håbe, at de kirkelige myndigheder tænker sig lidt bedre om, når de sidder med de betroede midler- får vi mest mulig kirke for pengene eller er det bare i en kasse at der pludselig er ballance.

Hvad skal jeg sige?

Jeg lader DRs hjemmeside fortælle hele historien....

Køreskoleelev endte i sø
En nordjysk køreskoleelev fik sig en kold dukkert, da hun kiksede en manøvre og endt i en sø.
Ved 18-tiden i går var en 42-årig kvindellig elev fra Svenstrup-kanten ude at øve på glatbanen på køreteknisk anlæg ved Støvring, der ligger ud til motorvej E 45. Ved en manøvre kom hun formentlig til at træde på speederen i stedet for bremsen, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi.
Hun kørte over en vold, gennem et sikkerhedshegn og ned i en lille sø. Vandet fra søen bruges som reservoir til at overrisle øvelsesbanen.
Bilen kom under vand, men kvinden blev hurtigt hjulpet ud. Hun var afkølet, men kunne efter en tur forbi skadestuen tage hjem.

- se billedet af bilen i søen: Klik her.

Der er forskel på McCain og McCain...

Det er faktisk rigtig morsomt, at der er en producent af frysevarer, der hedder McCain og altså det samme som en amerikansk præsidentkandidat. De er ikke så store og kendte herhjemme i Danmark, men i Tyskland er de rimeligt langt fremme. Nu er det jo ikke så sjovt at være "verbunden" med en, der efter alt sandsynlighed taber valget, så det skal derfor understreges på deres hjemmeside, http://www.mccain.dk/. Det rigtig sjove ved det er dog selve teksten, der er et sammensurium af dansk, engelsk og tysk. De fjerner det nok fra hjemmesiden, så jeg har tilladt mig at forevige det her:

Senator John McCain er den republikanske presidentskandidat for USA 2008.

Vi er McCain Foods, en global producent af dybfrosne fødevarer, og vi tilbyder produkter med en optimale næringsværdi profil uden at gå på kompromis med smag og nydelse. Vi deler det samme navn, men det er der, hvor sammenligningen slutter.Since starten i 1957 er McCain Foods en familieejet canadisk virksomhed, som ikke er relateret til senatoren. Hvis du ser senatorens navn verbundet med vores mærke eller produkt, forsikrer vi, at det er en parodi og intet andet. Vi er i fødevarebranchen og ikke i politik!

Billeder af Anemones grav

I går var der Allehelgens Dag - og det er tidspunktet, hvor mange besøger deres grave. Vi havde i år også en grav at besøge her i Horne. Judiths forældre havde hjemmelavet krans og lys med - der er der blevet disse billeder ud af: Tryk her.

Søndagstanker - 5

Allehelgens dag og Allesjæles dag... to dage, der er smeltet sammen nu, og man hører så godt som kun om den ene, nemlig Allesjæles dag. Dagen, hvor vi tænker tilbage på dem, som vi har mistet i det forgangne år - de mennesker, som var salt og lys for os i vores liv, men nu ikke længere er levende hos os... andet end i vores minder.

I aften skal der her i Horne Kirke nævnes to med tilknytning til os: Vores lille datter, Anemone, og Judiths mormor. Den ene et stærkt menneske, der glædede sig til at komme hjem til sin mand. Den anden også et stærkt menneske, tror vi da, hun fik bare aldrig rigtig chancen for at vise os det. Ikke fuldt ud.

Begge frelst af en Gud, som vi ikke altid forstår, men som vi stoler på... også, selv om der kan komme dage, hvor vi heller ikke tør det. Hvem er der ellers? Hvad er der ellers, hvis ikke en almægtig Gud... kun kaos og ondskab.

God søndag!