Jeg var i sidste weekend på besøg i det jeg kalder "hjem", nemlig i de to vestjydske sogne Hanning og Finderup, hvor jeg startede op som præst med et års-vikariat. En skøn tid og et skønt sogn.
Hanning og Finderup
Sognene er ikke særligt store, Finnerup var endda "kun" et anneks-sogn til Hanning og til sammen var der kun omkring 900 indbyggere i sognet - så på den måde kan man jo sige, at de var over-forkælet med at skulle have deres egen præst. Der var naturligvis også 25% bistandsforpligtelse til en større by (Videbæk) for at udligne dette. Men folk gjorde virkelig brug af deres kirker - der gik ikke en søndag uden at der var i hvert fald 100 mennesker til de to gudstjenester. Der var et kirkeliv, der slår mange andre, jeg har kendt til. Der er to missionshuse, to forsamlingshus og en flot og ny spejderbygning.
Nye tider
Men da præsten rejste følte biskoppen sig forpligtet på at gøre noget ved denne uregelmæssighed, så hun besluttede sig for at lægge sognet sammen med to andre små sogne, så det kunne blive det for enhver ansøger så attraktive mål: Et firesognspastorat (Bølling, Sædding, Hanning og Finderup). Ud fra en rent matematisk tilgang, så var det da også mest fornuftigt, for så fik man slået to små sogne sammen til en ordentlig størrelse, og man kunne oprette en præstestilling for at afhjælpe en hårdt trængt præst i Hvide Sande. Præstestillingen i Videbæk blev opjusteret, så nu passede pengene.
Men så stopper den gode historie også - for folk holder nu op med at bruge deres kirke, fordi gudstjenestefrekvensen falder, og fordi "det er jo Bølling-præsten og ikke vores" (stakkels mand, der på den måde bliver påduttet en menighed uden deres vilje). Der er en ny og spændende valgmenighed i Skjern, som trækker endnu mere. Hvor mon man så lægger sine kræfter - dér i sognet i missionshusene, foredragsforeningen, spejderne... eller dér, hvor man nu pludselig har sit åndelige ståsted i Skjern? Så et velfungerende sogn er nu sat i en nedadgående retning.
Præstegården
For at skabe et sammenhold i sognene sælger man de to gamle præstegårde (hvoraf den i Bølling er en virkelig flot og charmerende firlænget gård), for at bygge et arkitekttegnet hus midt i Rækker Mølle, der cirka er midt i sognene med skolen, købmand, bank og en gang også et bryggeri. Placeringen af huset er ikke vildt god: Klodse op af skolen, op af hovedfærdslesåren i byen og lige melem to andre huse, så præstens privatliv er nok ikke længere så privat (men hvorfor skulle han da også have det - har han da noget at skjule?). Nå, men prisen burde man måske skjule, for den er 7,2 millioner. Når kirken bygger bliver det altid meget dyrere end hvad vi andre ville have gjort - her blandt andet udmøntet sig i en tagkonmstruktion, der ikke er flottere end andre, men bare meget dyrere pga. de mange arbejdstimer.
Naturligvis får man også noget for salg af præstegårdene, men det er ikke noget, der kommer deropad - man fik lidt over en million for den i Hanning.
Et regnestykke, der ikke gå op
Lad os så lave et regnestykke. Hvis vi siger, at de fik lidt det samme for den i Bølling, som er flottere, men som er noget mere afsidesliggende... jamen så har vi omkring 5 millioner tilbage at gøre godt for. Det er hvad en præst koster i cirka 12 år (alt afhængig af hvor lang den præst er oppe i lønrækkerne, men det vil nok typisk være et sted, hvor man begynder som præst). Og man skulle bruge en halv præst i Hanning-Finderup, så det vil sige, at man kunne få pengene til at række 20-25 år med 50% bistandsforpligtelse i Videbæk. Derved ville man også få en mere spændende stilling, hvor man er knyttet til et bysogn, og kan aflaste med begravelser, som man ikke har ret mange af på landet (altså den by-land-dækning, som man stræber efter mange andre steder).
De røde tal i regnskabet
Så regnestykket begynder pludselig at få ret røde tal, hvis man ikke tænker i kasser. Man får et uatraktivt embede i Hanning-Finderup-Bølling-Sædding, hvor man har et firesognspastorat med en faldende kirkegang, men med forventninter om en meget aktiv præst hvert deres sted. Og vælger man at bo på landet, så vil man gerne have sådan en af de flotte gamle præstegårde med den store have og med de åbne vidder omkring, men her får man så en bypræstegård midt i en landsby. Og det i en tid, hvor netop ydrekantsområderne begynder at få svært ved at få ansøgere - i år har er været 3-4 genopslag af præstestillinger... og det har jeg aldrig set før.
Moralen
Ja, hvad er moralen i denne historie? "Man kan ikke tjene både Gud og mammon" siger et gammelt ord fra kirkens herre... naturligvis skal der være ordentlig omtanke af de betroede midler, som kirken stilles til rådighed. "Mere kirke for pengene" sagde Bertel Haarder, da han var kirkeminister. Men har man fået det her? Mere kirke for pengene? Man har ødelagt et blomstrende kirkeliv og fået en splinterny præstegård fremfor to charmerende gamle præstegårde (Hanning Præstegård var måske ikke den mest charmerende, men den havde nogle gode klatretræer!).
Måske skal man nogle gange ikke bare tænke i forskellige kasser i Folkekirken, men tænke en helhed - i en økonomi i stedet for lønningskassen og bygningskassen. Måske skal man ikke kun tænke i antal medlemmer af Folkekirken, men også regne ud hvor mange, der rent faktisk gør brug af kirkerne og lade det være et tal, der faktisk også spiller en rolle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar