I dag er det sidste søndag i kirkeåret - og jeg har det faktisk sådan, at jeg mener, at det er kirkeårets største søndag. Jeg ved godt, at det sikkert er teologisk uholdbart, for hvad med de tre store højtider? Hvad med Alle helgen? Hvad med St. Bededag?
Det er rigtigt - men søndagen i dag samler på en måde alle disse højtidsdage og festsøndage i en dag. Her er summen af hele kirkeåret, hvor vi sætter et stort udråbstegn, inden vi på næste søndag starter et nyt kapitel i kirkens historie med en ny tekstrække og med nye øjne. Vi ryster posen - som til et andet andespil.
Og det er også det, teksten til i dag lægger lidt op til - nu skal der opsumeres (Math 11, 25-30). Jesus takker Gud for budskabet om frelsen "Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige".
Egentlig noget mærkeligt noget, at takke for. At Gud har skjult evangeliet for vise. det kan der sikker spændes en masse teologi ud fra, men det er jo knap så interessant - for så har man jo sådan set allerede sat sig selv udenfor den kategori af mennesker, der har fået dette åbenbaret.
Men jeg forestiller mig, hvordan Gud har sænket sig så langt ned, at evangeliet nu kan forståes af alle. Evangeliet er så simpelt, så et barn kan forstå det, fordi Gud har ønsket, at det ikke er IQ-en, der skal åbne døren ind til himmelen, men at døren allerede er åbnet. Har ønsket, at vi bare skal stole på ham, og tage imod det han har gjort og givet, og ikke selv komme med IQ og lærde dogmatikbøger, som om Gud havde brug for det.
Og samtidig, med at evangeliet er så simpelt, så et barn kan forstå det, så er det så dybt og ophøjet, at selv det klogeste menneske ikke vil nå helt i bund i det. For Guds dårskab er visere end menneskets visdom... som Paulus sagde det.
Og alt dette er åbenbaret for os - om et par timer ringer klokkerne i din kirke, hvorfor ikke tage imod invitationen i dag. Gud kommer til at mangle din stemme i menighedens sang i dag, hvis du ikke går. Og du kommer til at mangle at synge - lytte og bed. Det er rigtigt - du kan nok gøre det hjemme også med lige stor autensitet, men hvorfor snyde dig selv for den ekstra dimension... og snyde din menighed for det.
God søndag!
Tak for kirke-vej og hvile
og for bønnens Himmel-gang,
for de brudte syndens pile
og for håbets salmesang!
Tak, at du lod hjertet såre
ved det skarpe ordets sværd,
tak for hver aftørret tåre,
verdens trøst er intet værd!
Herre Kristus, hør os bede:
Styrk fremdeles ved dit ord
alle dem, du lod berede
dåbens bad og nådens bord!
For os alle året bære
troens høst af kraft og fred!
Lad hver dag og time være
levet for din evighed!
(Den danske salmebog - søndagens salme, 431
Ingen kommentarer:
Send en kommentar