Drengen med to øjne

Som barn havde jeg en lille børnebog, der hed (hvis jeg husker rigtig) ”Drengen med to øjne”. Mærkelig titel? Ja…. men hvis man nu forestiller sig at historien foregår på en planet, hvor alle mennesker kun har et øje. Et forældrepar får så et barn med to øjne!! Virkelig en katastrofe – ”hvor er det synd for forældrene” – ”hvor er det synd for barnet”. Ikke bare skiller barnet sig ud udseendemæssigt, men med det ene øje ekstra forsvandt åbenbart også en evne, som alle andre havde: De kunne se langt ud i rummet uden en kikkert. De kunne bare kigge op og så kunne de se langt væk – drengen med to øjne skulle have en kikkert!

Der var mange rynkede bryn på de enøjede ansigter – hvor er det synd. Hvor er det et handikap med to øjne!!
Men så vender historien – for man finder ud af, at han kan noget, som ingen andre kan: Han kan se farver. Alle andre ser verden i sort/hvid – så pludselig vender hans handikap sig til noget fantastisk. Han begynder at fortælle om sit syn på verden – forklare hvad han så (i dag vil jeg sætte spørgsmålstegn ved hvordan man kan forklarer farver… men det tænkte jeg ikke på den gang). Flere og flere kom hen for at høre ham – han holder foredrag i denne sort/hvide verden. Høre ham fortælle om sommerfugles og blomsters farve – himmelens og regnbuens eksplosion i farver. Han skrev bøger , der blev nærlæst af alle!!
Ja, han så mærkelig ud - men han kunne noget, som de andre ikke kunne.

Forskellighed er en dyd og rigdom
At lave sådan en historie er vel lidt af en genistreg. Den tager noget, som for os er unormalt – kun et øje placeret midt i panden- og gøre det til det normale. Den tager det for os normale og gøre det unormalt… og så smider os i ansigtet, at selv i det ”unormale” er der en stor værdi og skønhed, som vi ”normale” kan hente glæde og inspiration i.
Jeg tror måske nok jeg fattede det den gang, da jeg som barn læste historien. Men i dag står det klarere for mig, for jeg ved det er sådan. Jeg ved at vi alle kan et eller andet som andre har brug for. Jeg ved, at selv i det grimmeste, dummeste og mærkeligste, der gemmer der sig et værdifuldt menneske, som er sat her på jorden med en opgave og med en tanke fra Guds side. Det er i hvert fald det, der holder mig selv oppe.

"Genindfør cølibatet" - eller "At tjene to herrer"

Nej, jeg mener naturligvis heller ikke, at cølibatet skal genindføres, for jeg elsker mit liv som ægtemand og far!!! Men hold da op, hvor er præstelivet og familielivet to størrelser, der kan rive i en fra hver sin side og kræve sit.

Her et eksempel:

I torsdags havde vi gudstjeneste på plejehjemmet - da gudstjenesten var slut, kørte jeg en af de dejlige ældre damer over i dagligstuen, hvor jeg havde hentet hende. På vej tilbage stødte jeg ind i en af dem, der vist nok er senil. Et elskeligt menneske - smilende og positiv.

-"Nå, hvornår skal der så være gudstjenste?" - sagde hun, da hun så mig i præstekjolen.
- "Vi har lige haft det"....

Det blev hun meget ked af...

- "for det er så hyggeligt og så dejligt at synge vores dejlige salmer. Det elsker jeg. Men hvornår er der så gudstjeneste igen?"

- "Om 14 dage" svarede vi så (organisten og jeg).

- "Om 14 dage.... det var da godt nok lang tid".

Hun har sikkert fået det at vide, at der var gudstjeneste, men da der er blevet sparet så meget på personalet, så er der ikke tid til at der er en, der lige minder hende om det... og så glemmer hun det i løbet af kort tid. Og der er ikke tid til at følge dem hen til salen, hvor vi har gudstjeneste. "Det er ikke vort bord. Der må komme nogle frivillige".

Nå, men det er en anden sag... da jeg stod dér tænkte jeg: "Tag hende med ind og syng et par salmer ved klaveret". Men jeg gjorde det ikke... for klokken var allerede mange og lille Josva skulle hentes i børnehaven, og Judith kunne ikke hente ham, for jeg havde bilen. Så det blev lige et par ord, der blev vekslet og afsluttet med et "farvel - og ha det godt".

Men hendes skuffede ansigt står stadigvæk for mig: "Er gudstjensten slut?!" Hvor ville jeg gerne - men en anden forpligtelse stod og skulle opfyldes - havde jeg ikke haft børn og kone, så ville jeg været blevet der - bare lige 15 minutters tid. Men nu har jeg børn og kone... og tak for det!! Men meget arbejdsmæssigt ville da være lettere, hvis man ikke skulle tænke på andre end sig selv og sit skønne dejlige kald som sognepræst.... som desværre også indeholder prioriteringens plage. Og hvad er prioritering andet end at forsømme i rigtig rækkefølge... også i forhold til sit kald som ægtemand og far.

Hvem har den største skyld?

Skulle jeg flytte et eller andet sted hen - udenfor Danmarks grænser - så banker mit hjerte for den lille ø-stat, Malta! Det har det gjort lige siden jeg skrev en opgave om den i geografi i gymnasiet :-)

Siden bragte først vores bryllupsrejse og siden to andre ferie-ture mig et større kendskab - og større kærlighed til dette land.

Johanitterne
Man kan ikke sige Malta unden at sige Johanitter-ordenen. Jeg har altid haft lyst til at læse noget mere om denne specielle order, men ja... tiden har ikke været til det. Da jeg var i Malta i januar, købte jeg en bog om dem... og sikke dog en historie. Også en blodig en af slagsen. Det startede med korstogene - det første af slagsen blev totalt smadret, den bestod af en masse fattige almindelige mennesker, der blev grebet af stemningen om at komme til Jerusalem... måske endda at opleve det himmelske Jerusalem dér nede. Men de kunne jo slet ikke klare sig overfor den muslimske krigsmaskine, der totalt smadrede dem og solgte resten som slaver.

Da det første korstog så kom på banen - var det så de kristnes tur til at smadre og dræbe... højdepunktet... eller lavpunktet... var, da korstoget i 1099 indtog Jerusalem.

"The capture of Jerusalem... was marked by scenes of such blood-lust and cruelty
that it is hard to believe these feudal lords and their followers had the
sligtest conception of that faith in whose name they had undertaken their
expedition. The cross of the Prince of Peace was on their surcoats but
in their hands was the hammer of Thor" (s. 19 i Ernle Bradford: The shield
and the sword").

Byens indbyggere blev slagtet ned - selv dem, der havde betalt penge for at blive skånet. Sikke en sejr!! Den sendte ekko flere hundrede år frem, og hver eneste gang, at en vestlig/kristen konge forsøgte at række ud og tilbyde fred, så rejste mindet om denne dag sig, og forhindrede det.

Det skulle hævnes

... og det blev hævnet - som der så rigtigt står i min bog:

"One good deed may sometimes lead to another, but it is certain that an evil one
will almost inevitably breed its fellow" (s. 25).

Og sådan bølgede det frem og tilbage - den ene mere voldsom end den næste, og til sidst tabte... ja, hvad skal jeg kalde dem, "de kristne", "vesten", "kirken". Nok mest, fordi de også indbyrdes lå i krig med hinanden, f.eks. blev det kristne Konstantinobel lige plyndret på vejen til Jerusalem, på grund af politiske og religiøse uenigheder.

Men hvem har så den største skyld?

Men "get to the point, pastor!!".... ja, nu skal jeg nok svare på spørgsmålet. For hvem har så den største skyld? Det er altid svært at sige - for vi er jo alle skyldnere - men tager jeg helt fejl, hvis jeg siger, at det er den, der hævner, der har den største skyld? Ud fra disse to tanker:

1. Man skal altid gøre lidt mere skade end det, der blev gjort en selv. Det er meget svært at gøre en lige så stor skade, som den man selv blev påført
2. ... og det er det vigtigste: Man havde her muligheden for at stoppe den onde spiral, men man valgte at holde ondskaben kørende.

Så kort sagt: Den, der hævner, har den største skyld. Tager jeg fejl?

TIlgivelse

Sidder og arbejder med prædiken - tror prædikenen kommer til at handle om Guds ufattelige nåde. En nåde, der også provokere - jo mere nåde jo større provokation.
Men også en nåde, der gerne skal sætte vores liv i en nåderig vibration i retningen af vores næste.

Prøv læs denne historie, som jeg overvejer at bruge:

"The man I ate dinner with tonight killed my brother." The words, spoken by a stylish woman at a PF banquet in Seattle, amazed me. She told how John H. had murdered her brother during a robbery, served 18 years at Walla Walla, then settled into life on a dairy farm, where she had met him in 1983, 20 years after his crime. Compelled by Christ's command to forgive, Ruth Youngsman had gone to her enemy and pronounced forgiveness. Then she had taken him to her father's deathbed, prompting reconciliation.

Some wouldn't call this a success story: John didn't dedicate his life to Christ. But at that PF banquet last fall, his voice cracked as he said, "Christians are the only people I know that you can kill their son, and they'll make you a part of their family. I don't know the Man Upstairs, but He sure is hounding me."

John's story is unfinished; he hasn't yet accepted Christ. But just as Christ died for us regardless of our actions or acceptance, so Ruth forgave him without qualification. Even more so, she became his friend."

Hvad Vita-Vrap´-en fortæller

Ja, det lyder måske underligt, den titel, men den er faktisk god nok… I vores køkkenskuffe har vi en rulle med Vita-vrap, der skiller sig ud fra alle de andre husting i skuffen, den er nemlig købt i Prag. ”Og?” tænker du… og så begynder historien.

I sommeren 2005 skulle vi på ferietur ned i Europa. Vi havde købt telt og en masse konserves - det skulle blive en spændende ferie med telt og hygge. Vores første stop var i det østlige Tyskland, hvor vi skulle besøg nogle spændende mennesker, som vi havde mødt ved et bryllup for nogle af mine Internet-venner. Vi kørte videre til Prag, hvor vi ville være fra torsdag til lørdag.

Prag
Det er en meget hyggelig by med en masse gamle og smukke bygninger. Vi ville gerne se byen og droppede derfor camping-formen forløbig… vi fandt et ret dyrt hotel, men hvad skidt, nå det så var lige midt i Prag, så vi kunne komme hurtigt ind og se på sagerne. Man kunne godt have betalt sig til en plads i hotellets p-anlæg, men der satte vi grænsen, for det kostede ret meget. I det hele taget synes vi, at det er mærkeligt, at noget sådant ikke bare som en naturlighed og naturligvis gratis eller i det mindste meget billigt bliver stillet til rådighed… og vi fandt en parkeringsplads ikke ret langt fra hotellet, så vi faktisk kunne se ned på bilen fra vores værelse.

Vi havde et par dejlige dage, og sidste aften flottede vi os og gik på en rigtig fin restaurant – nede i en kælder, og der var live-musik… der endda spillede ”Jeg er sigøjner” for os, da de hørte, at vi kom fra Danmark… øh? Nå, men orkesteret råbte et eller andet på tjekkisk efter os, da vi forlod restauranten uden at give dem drikkepenge!!

Vi luntede igennem byen – vores sidste aften – gik forbi vores kære bil, som skulle transportere os videre ud på eventyr næste dag. Men men men… da vi kom ned til bilen om morgenen, lørdagn så fandt vi bilen med knust bagrude!! Vi ville så hurtigt som muligt have fat i et værksted for at få aftalt hvornår vi skulle komme, men kvinden i resceptionen sagde, at vi skulle vente til vi havde snakket med politiet og det gjorde vi så. Det tog altså sin tid – inden politiet kom, og så skulle vi hen og få skrevet rapport. Hmmm… vi kunne jo ikke lade bilen være dér med åben ind til alle de andre ting der ikke var blevet stjålet (det der var blevet stjålet var vores telte og al vores mad) – så Judith blev ved bilen og jeg gik sammen med betjenten (den historie skal I have en anden gang – billedet her er taget, da jeg ventede på betjenten i en ventesal/gang: http://www.webpastor.dk/billeder/Kim/Kim.jpg). Da jeg kom tilbage var klokken 12.30 og det viste sig så at alle værksteder var lukket og først åbnede mandag igen.

Ud af byen - men hvordan?
Hvad skulle vi så gøre? Skulle vi blive i Prag - som vi ikke gad mere og som vi havde set. For et er at vi ventede til mandag, men hvem siger, at de kunne hjælpe os om mandage? Deres serviceniveau synes ikke at være så højt. Og vi gad ikke bruge vores ferie på at vente og slet ikke i en by, vi ikke gad være i mere. Nå… vi bestemte os for at forlade byen! Men vi kunne jo ikke bare køre med en åben bagsmæk… så jeg blev sendt ud i byen for at finde et eller andet plastik, der kunne bruges til at lukke hullet med.
Det var noget af en opgave – for det første skulle jeg holde mig ajour, hvor jeg gik, så jeg kunne finde tilbage til hotellet… og for det andet, så var alle butikker lukket, så hvor lige finde hårdt plastik i en klukket storby? Jeg fandt en butik, der var åben: En kiosk. Nå, jeg gik ind… og fandt som det eneste derinde: Noget køkkenfilm/Vita-Vrap. Jeg købte to ruller og gik tilbage ad den rute, jeg var kommet. Det blev så spændt over de sølle rester af vores bagrude og så kørte vi til Østrig. Det føltes som om det var lidt mere hjemmeligt at komme til et vestligt land med en vis vestlig standard - så vi følte, at det næsten var at komme hjem.

Berg Hahn
Vi havde på forhånd udvalgt os en lille by, der var på kortet Falkenstein – hvorfor ved jeg ikke. Vi ville gerne ud på landet og bo på en Gasthof - sådan ren idyl. Vi kendte intet til hvad der skulle være dér, men der var faktisk god mulighed for at finde et værelse, havde det ikke været fordi der var en fest i byen med overnattende gæster, så alt var fyldt op. Så vi blev sendt videre til en nabolandsby (vi kørte forkert!!), men dér hvor vi kom hen, Stützenhofen, fandt vi en vinbonde, der udlejede værelse og havde en masse værelser fri (www.berghahn.at ). Rudi og Gretchen skulle have 23 Euro pr. person pr. overnatning med morgenmad så det var ret billigt.
Prøv se en flot solsikkemark - landsbyen var nærmest omringet af disse flotte marker... gult så langt øjet rakte.

Han var jo vinbonde, så vi fik smagt en masse af hans vin - han viste os sine mange vinkældre og vi smagte af vin direkte fra egetræstønderne. Der var nogle tyskere, der også boede dér og vi fik en tur rundt i vin-markerne i en trækvogn bagefter hans traktor. Hyggeligt. Ud fra hans gård tog vi nogle ture - dels gik vi og dels tog vi bilen til Wien, Bratislava, Ungarn, så vi var en del rundt omkring.

Bonden kendte mekanikeren i den nærmeste "store" by og ringede og fik aftalt alt omkring vores rude, så tirsdag var der kommet en rude hjem fra Wien, så kl. 13.30 afleverede vi bilen og kl. 16.00 hentede vi den igen. Dejligt at få ordnet det!

Og enormt spændende at snakke med de tyske gæster… sikke dog en historie de kunne fortælle. Om hvordan deres familie sammen med en masse andre tyskere var blevet fordrevet fra Tjekkoslovakiet lige i kølvandet på 2. verdenskrig. Hvordan de måtte leve som flygtninge i Tyskland… wau… sikke dog en historie.

Så alt det kommer jeg i tanke om hver eneste gang, jeg åbner skuffen for at finde noget køkkenfilm… så meget bruger vi åbenbart ikke, for vi har stadigvæk en rest (det er heller ikke særligt godt, så jeg bruger det helst ikke).

Stof til en prædiken
Som enhver godt præst, så kunne jeg også få stof i denne begivenhed til en prædiken:

Vi har været ude og snakket med en masse spændende mennesker og vi har bagagen fyldt med en masse oplevelser. Der er dog en oplevelse, som vi gerne ville have været foruden - og det var da vi den sidste morgen i Prag kom hen til vores bil og opdagede, at vores bagrude var smadret. Der var stjålet nogle småting, men det værste var den her smadrede rude langt hjemmefra - og hvor føler man sig så ensom. I et ledigt øjeblik fik jeg lige fundet min mobiltelefon frem og skrev en besked, der fortalte bl.a. mine forældre om den trælse situation. Det varede ikke længe før jeg fik en besked tilbage "Vi beder for jer og venter at høre nyt". Forbønnen bar - vi blev hjulpet ud af den virkelig trælse situation, også selv om vi naturligvis mange gange måtte spørge "hvorfor Gud?" den dag… men vores uheld ledte os hen til en masse hjælpsomme mennesker, der hjalp os og viste os omsorg. Vi blev ledt hen til en masse
spændende mennesker, som vi ellers aldrig have mødt og som gav os langt flere oplevelser end vi ellers havde fået, så jeg nu kan sige "nå derfor Gud".

... så sådan kan Gud pludselig gribe ind - i første omgang træls og smertefuldt, men hvem ved, hvor den oplevelse bringer os hen?