Tænk at der er nogle, der elsker mig

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.


… ikke bare nogle, der kan holde mig ud,

… ikke bare nogle, der accepterer mig

… ikke bare nogle, der er glade for mig

… ikke bare nogle, der ser op til mig (utopisk… men hvem ved?)

men nogle, der elsker mig. Det er få – men det er kvalitet frem for kvantitet, der er i højsædet. Nogle, der elsker mig.

Hvor ville jeg ønsker for alle, at de kunne sige: ”Jeg er elsket”. For i det ligger der en ro, at jeg netop kan være som jeg er, fordi jeg ved, at jeg netop er elsket som jeg er. Jeg behøver ikke stylte mig op og være bedre end mit gennemsnitlige jeg – for det fører bare til stress og udbrændthed… sådan kan det være på arbejdsmarkedet – ikke overfor dem, der siger ”jeg elsker dig”. Der skal jeg ikke præstere noget – men bare være.

Ikke at det så bare er at ligge på den lade side – for ordet ”jeg elsker dig” forpligter – ikke i juridisk forstand, men højere... stærkere... jeg selv forpligter mig, når jeg tager imod udtalelsen. At kæmpe for den kærlighed. At kæmpe for den, der siger det. At gengælde kærligheden. At…

Men det mærkelige ved disse forpligtelser er, at de vokser ud af kærligheden – at kærligheden giver den næring og den styrke, der skal til for at holde kærligheden i live. Kærligheden lever og ånder og er i kærlighed. Men den kan ikke stå alene: Kærlighed lever og ånder og er i tilgivelse. Kærlighed og tilgivelse er to sider af samme sag – og kan ikke eksistere uden hinanden. Tilgivelse er kærlighedens forsikring.... livsforsikring. Ulykkesforsikring. Håbet om en kærlighed på den anden side af ens fejl og mangler.

Og derfor igen: Tænk, at der er nogle, der elsker mig. Der kan tilgive at jeg er som jeg er – også når jeg træder ved siden af og lader min egoisme og kortsigtethed få overhånd, så den anden skubbes til side.

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.

Du er ejet af din familie - de bestemmer dit eftermæle

Det er måske lidt overdrevet, men lad mig lige forklare….


Som præst har jeg den ære, at blive inviteret ind i mange menneskers liv både i den højeste glæde og i den dybeste sorg. Familien er samlet efter et dødsfald blandt deres kære, og jeg bliver som præst kaldt til, for at vi sammen kan planlægge begravelsen eller bisættelsen. Til det hører også prædikenen, der naturligvis også skal relateres til den afdødes liv. Og det er en ære på den måde at få indblik i et andet menneskes liv og få til opgave … ja, at rejse en bautasten over den døde. Og familien er rigtig dygtige og samvittighedsfulde, når de fortæller om den døde…

Men lad os prøve se på os selv: Er vi på nøjagtig den samme måde, når vi er sammen med familien, som når vi er sammen med vennerne? Ser vennerne på os, på samme måde som vores familie gør? Nej – vil jeg i hvert fald svare. Men hvorfor er det så alene familien, der er inviteret med til samtalen, der skal danne baggrund for præstens begravelsesprædiken? Hvorfor sidder der ikke en eller flere venner, der kan biddrage med vennernes synsvinkel, vennernes indtryk og vennernes historier med den døde? Det vil da virkelig kunne give et mere helstøbt billede af afdøde – ikke bare med henblik på begravelsens prædiken. Prædikenen er på sin vis blot et biprodukt fra samtalen med familien – samtalen er også en meget væsentlig del af sorgprocessen. Og lukker man en ven til afdøde ind i den proces, går man garanteret også selv beriget ud, fordi man enten bliver bekræftet i det syn, man har på den døde, eller man bliver måske endda beriget med nye vinkler, ”var hun også sådan?”

Ja, jeg ved godt, at man kan indvende, at det vil være mærkeligt at invitere en person ind i familiens private rum på den måde – og at deres sorg er privat. Men på den anden side set, så kunne man lige så godt indvende, at man med den nuværende procedure nærmest gør familien til den, der ejer den afdøde og dem, der alene kender afdøde og derfor skal forme afdødes eftermæle.

Jeg ved godt, at jeg er præst et sted, hvor den nærmeste familie betyder rigtig meget – men hvad om vennerne faktisk er dem, der kender os bedst? Dem vi har betroet os mest til? Dem, der er med i vores livs op og nedture? Men de bliver ikke inviteret med til samtale med præsten – det er et familieanliggende.

Jeg ved godt, at ”vi plejer” at gøre det på den måde… men hvor er det dog en skam…

Protest-udmeldelseblanket?

Første gang troede jeg lidt det var ment som en provokation, da jeg stod med en udmeldelse-blanket, der var hentet fra Dansk Ateistsamfund (eller hvad de nu kalder sig). For jeg regnede ikke med, at de var ateister – hvem er i grunden det, sådan af ”tro”?!


Men da jeg så her den anden dag stod med den anden blanket – også fra ateistisk samfunds hjemmeside… så var det at femøren faldt! Det er naturligvis fordi der ikke er nogen egentlig blanket for udmeldelse af Folkekirken - jeg har en gang meldt en person ud, der havde skrevet sit ønske ned på en afrevet side fra en kalender. Alle informationerne stod dér - men på en lille uanselig lap blev kontakten til Folkekirken altså kappet.

Det slog mig så – jamen skyldes det ikke, at der netop ikke findes nogen blanket fra folkekirken? Og folk vil jo gerne have et eller andet at forholde sig til – et eller andet at skrive deres navn på for at det virker seriøst deres ønske. Og så går man ind og googler ”udmeldelse af folkekirken” og første linje – ganske rigtigt: ateist.dk

Det er da derfor, at jeg nu har modtaget to sedler hentet fra den side - ikke fordi det (nødvendigvis) er ateister, men det er her man kan finde en blanket.

Så lad os dog lave en blanket fra Folkekirken, så vi kommer op på i hvert fald nummer to mulighed på Google, så ateist.dk ikke får den fjer i hatten at være udmeldings-lystne danskers foretrukne hjemmeside.