Midtvejskrise

Sad i går og overvejede, om jeg skulle til at spare op til min kommende midtvejskrise. Der er rigtig mange, der når de kommer til en vis alder, så skal de have motorcykel, autocamper... de har en masse drømme, der skal realiseres nu, når børnene er fløjet fra redden. Det er jo dyrt alt sammen. Så måske skulle man til at spare sammen allerede nu. Er der nogle af jer, der går og direkte spare sammen til deres midtvejskrise? Det burde man jo nok - de fleste render ind i den på et eller andet tidspunkt (men bliver lidt stødt, når man antyder det overfor dem... så lad være med det).
Ja, men jeg sad og overvejede sådan en opsparing... og måtte lige dele tankerne med min kære viv, da vi lå og skulle til at sove.
- Hvad siger du.. skulle jeg ikke til at spare sammen til det?
- Du får aldrig sparet noget sammen... for dit liv er jo en stor midtvejskrise!

Jamen hold da helt ferie!! Hvad siger I til sådan en udmelding? Jeg lå også og tyggede lidt på den, indtil jeg brød igennem mørket med et:
- Det var vel egentlig ikke så pænt sagt!

Og så kom det:
- Du har to biler, en campingvogn, et sommerhus - og nu køber du også en båd (rettelse: Det er nok bare en jolle). Du gør alle de ting, som folk i en midtvejskrise gør.

Tjah - det er vel egentlig rigtig nok :-)

Men hvad siger I: Er der nogle af jer, der går og direkte spare sammen til deres midtvejskrise? Og hvornår kommer "midtvejskrisen", når man ikke ved, hvor gammel man bliver, så er det vel også et skøn om man er nået midtvejs i sit liv.

En sang- og musikfri kirke, tak!

Et meget dårligt pædagogisk virkemiddel, når to børn skændes om et stykke legetøj, det er at fjerne legetøj og lægge det op i skabet. ”Så er der ingen af jer, der skal have det”. Det løser måske ikke konflikten, men det ender spliden.


Hvorfor ikke gøre det samme i forbindelse med sang og musik i kirken? I denne uge kunne man læse et debatindlæg på Kristeligt Dagblads hjemmeside fra en person, der mente, at man kunne få flere folk i kirke ved at sænke musikkens højde, så brummerne også kan være med. Det er der så nogle, der er helt uenige i, for det gælder ikke om at sænke musikken, men om at folk bare skal synge noget mere, så vil de også kunne være med, når orglet spiller de høje toner.

Så er der nogle, der mener, at hvis vi bare fik gospel ind i kirken, så ville folk strømme til kirken. Hvis der bare kom musik, der er moderne, så ville folk stoppe op. Og en klokkenist i København spiller moderne værker af Medina og Postmand Per, for at give folk musik, de selv kan relatere til. Og straks kaster man sig over den stakkels hårdslående klokkenist, og kalder hans gerning for at lefle for tidsånden og den dårlige smag, når folk i virkeligheden skal om/op-skoles. De skal ikke have hvad de vil høre, men hvad de har godt af at høre.

Jeg har hørt, hvordan en bibelcamping blev splittet i unge og gamle i forhold til hvad musik man ønskede til møderne. En splid, der ødelagde fællesskabet om det egentlige, fordi man holdt fast på sit i hver deres lejr.

Musik, der ellers skulle bringe folk sammen og bringe os frem for Gud i lovsang og lærer os noget om Gud og vores forhold til ham – ja, det gør det modsatte. Splid, ”dem-og-os”, A- og B-hold. Og man kan sjældent sætte sig selv ud over sin egen smag – for det er jo det, det handler om: Smag og behag.

Som præst vil jeg… ja, jeg sætter min egen lyst og smag til side, hvis det kan fremme det egentlige, så jeg er vant til det. Hvis evangeliet kan nå ud til en ny målgruppe ved at benytte sig af en ny slags musik, så skal det da prøves – og det betyder ikke, at jeg så automatisk vil kunne lide den slags musik. Det, jeg kan lide, er det evangelium musikken er bærer af. Jeg kan lide tanken, at folk bliver frelst ved det evangelium – ikke ved musikstilen.
Men når vi nu ikke kan blive enige – andet end ved den tvang, der hedder ”plejer” og regelsæt, der hedder at organisten ikke er forpligtet på andet end på koralbogen. Når vi nu har en befolkning, der nærmest ikke synger med, når de er i kirken, også selv om melodien er i det rette toneleje. Når vi nu har en befolkning, der ikke kender deres salmebog, selv om det sikkert er en af verdens bedste af slagsen. Jamen, så lad os da stoppe med at bruge salmer, sange og musik ved gudstjenesten. Foruden at vi vil kunne spare bunkevis af penge til aflønning af korister, kirkesangere, organister – penge, som sikkert vil kunne finde en aftager i nødhjælp, støtte til kirker i fattige lande eller der er måske et område i vores egen kirke, der er forsømt pga. dårlig økonomi. Ikke at jeg har noget imod korister, kirkesangere og organister – jeg kender selv nogle fantastisk eksemplarer af slagsen, så jeg under dem da alt godt.

Men foruden det, så kan vi jo også skære gudstjenesten ned til en længde, der kan passe ind i en travl familiehverdag. Og helt ærligt – selv om man klantre præstens prædiken for at være ALT for lang, så er det jo ikke den store ”tidsrøver” i gudstjenesten. Vi synger og lytter til musik i længere tid end vi lytter til Guds og præstens ord. Sløjf musik og sang så er man måske mere obs på det egentlige, når det kun er det egentlige der er til stede. Og man har ikke brugt kræfter/energi på at synge. Tilbage står kun: Bibelen, badet, bordet, bønnen og broderskabet.

Det vil naturligvis ikke blive praktiseret nogen steder: En musik og sangfri kirke – men om ikke andet, så har ven af gospel, klassisk, høj og lav tonearter, hip-hop, rock, klaver i kirken eller ej… eller hvad der ellers deler kirken i forskellige smagsvarianter. Om ikke andet, så har de nu en fælles idiot at skælde ud på, nemlig mig! Og fælles fjende gør vel et eller andet sted fælles ven. Så er de måske rykket bare lidt tættere på hinanden – om ikke andet så bare for en stund.

”Musik er vigtig i kirken – en kirke uden sang er en umulighed.” – fint udgangspunkt, men så se dog at find sammen om det, og arbejd videre derfra. Ellers kommer far og tager legetøjet fra jer.

Giftes med far...

Efter en opslidende debat om vielse af homoseksuelle, hvor der er kommet vægtige og væsentlige argumenter for en sådan velsignelseshandling, så er tiden inde til at rette fokus videre ud i kærlighedens mangfoldighed: Kærligheden mellem to fra samme familie. Om det så er to søskende eller forældre og barn. Denne debat kan vi takke juraprofessor Vagn Greve fra CBS for (se her)


Nejet i forhold til denne tanke bygger vist mere på fordomme end på juridisk fornuft. Når den socialdemokratiske retsordfører Ole Hækkerup siger: ”Det vender sig i mig, når jeg hører det". Og fortsætter ”Som søn og far må jeg sige, at det finder jeg simpelthen sygelig” (se her), så lyder de jo som sådan noget, der blev sagt om homoseksuelle forhold for 50 år siden. Og hvis landet skulle styres efter hvad politikerne personligt syntes var lækkert eller sygt, så ville meget nok se anderledes ud i dag. De bør kunne sætte sig ud over sådanne personlige antipartier.

Kirken kunne påvirke samfundet
Tiden er nok bare ikke moden for sådan en idé endnu ude i samfundet, men det kan jo ændre sig. Og kunne det ikke være spændende, hvis påvirkningen for en gang skyld ikke kom fra samfundet og ind i kirken, men fra kirken og ud i samfundet?! Kunne det ikke være super skønt, hvis det for en gang skyld ikke var kirken, der blev omtalt som gammeldags, men at det var samfundet, der var gammeldags og bagstræberisk? Hvis tidsånden for en gangs skyld blev påvirket af kirken? Det er måske en utopi, men netop derfor vil det jo være endnu skønnere og smukkere.

Efter min bedste overbevisning, så kan man nemlig kirkeligt bruge de samme argumenter for det legitime i sådant et forhold som man kan i forhold til det homoseksuelle forhold. Nu skal jeg ikke til at finde det tunge ja-skyts frem, for det er sikkert endnu i frisk erindring. Og hvor skulle lige den store forskel ligge? ” ”Hvem vover at forbande, når Gud velsigne vil”.

Kim Fischer Nielsen, sognepræst i Vallensbæk Kirke, udtrykker det klart på følgende måde: ” Der er i det nye testamete ikke meget belæg for ægteskabet som institution - Jesus ophæver som bekendt alle de gamle bindinger og bånd - også dem, der gælder familien - og erstatter dem med nye bånd i det kristne fællesskab […] Nu giver lovgivningen mulighed for at også homoseksuelle kan blive gift i kirken. Det er i mine øjne glimrende, da ægteskabet efter min bedste overbevisning handler om kærlighed mellem to mennesker, der forpligter sig på at ville elske hinanden” (se her). Det ligger jo lige til højrebenet over i sagen forældre-barn og søskende-søskende.

”Gud er kærlighed, og al kærlighed kommer fra Gud” – jeg tænker lidt: Er der en større kærlighed end den i kernefamilien, hvorfor så ikke binde den yderligere sammen? Vi skal ikke lade vanetænkning ødelægge kærlighedens muligheder for os og især ikke andre, hvis det sker i et magtfrit og frivillighedens rum mellem to voksne individer, og hvorfor skulle den ikke det?

Og rent genetisk skulle der ikke være de store fare forbundne med at to så tæt slægtsmæssigt forbundne får et barn. Og hvis, så er aborten jo også en slags kærlighedens gerning.

Teologien er klar
Så rent kirkeligt vil vi være klar til at tage imod med åbne arme og Guds velsignelse – argumenterne skal kun lige rettes meget lidt til, så er de klar til den tid. Og jeg tror det en gang kommer. Det kommer ikke fra kirken – for der vil man korse sig over sådan noget, men hvem ved hvad vi siger om 30-50 år? Hvad vi tænker om blodskam og incest, alene ordene siger jo alt, jamen lige bortset fra det med generen, så er det det samme, der blev sagt for 50 år siden om homoseksuelle. Og den gang rystede man på hovedet, da nogle dommedagsprofeter sagde, at glidebanen er betrådt og næste bastion, der falder, er modstanden mod homoseksuelle-ægteskaber. Hvad hedder næste bastion mon nu?
Den holder heller ikke
Og nej, jeg mener ikke at argumenterne holder hverken i forhold til homoseksuelle eller i forhold til sex mellem søskende og forældre. Og jeg håber ikke, at det vil komme til at ske – men dem, der siger ja til homoseksuelles vielser, må også med nødvendighed sige ja til dette, for ellers er de ikke teologisk troværdige.

Salige er de fattige?

Som feltpræst skal jeg fra tid til anden sikkerhedsgodkendes – det vil jo være rigtig træls at have en rendende, som man ikke havde godkendt og checket efter i sømmene.

Normalt skal man i sådan en ansøgning skrive en lang liste over ens ferieture 10 år tilbage. Jeg ved ikke med jer, men jeg kan da ikke bare sådan på stående fod huske hvornår jeg var hvor… og hver gang lover jeg mig selv, at lave et dokument med det, så jeg bare kan vedlægge det til min ansøgning. For hvad nu, hvis jeg glemmer turen til Prag for 9 år siden… virker det så ikke mistænkeligt? Nå – men denne gang skulle jeg ikke skrive det – dejligt.

Men her kommer så det, jeg synes på en måde er rigtig træls: Jeg skal vedlægge min kones og min egen skatteopgørelse! Begrundelse: De skal se om vi tjener så meget, at vi er modtagelige for bestikkelse!

For det første, så kan jeg ikke se, at min sikkerhedsgodkendelse har noget som helst at gøre med min kone – for hendes ting bliver endevendt lige så meget som mine.

Men for det andet (og her er mit hovedærinde), så bliver jeg lidt stødt over tankegangen, at jeg som fattig skulle være en dårligere dansker end andre, der har lidt mere penge på bunden af kisten. At en fattig har en mere flosset moral og når som helst kan finde på at angive sit eget land og være til fare for andres liv.

Vil en rig ikke kunne fristes? Der skal sikkert mere til end ved den fattige, men som man siger ”alle har deres pris” (vrøvl!!). Kan man måle ens patriotisme efter hvor høj ens indkomst er?

Og videre: Hvor fattig skal man være, før man ikke bliver sikkerhedsgodkendt? Ja, efter som jeg som præst er blevet sikkerhedsgodkendt, så skal man vist rimeligt langt ned i løn, før man bliver afvist.

De pengeglade præster

Kristeligt dagblad indledte sin artikel sådan: ” Etiske overvejelser var tilsyneladende ikke det, der vejede tungest, da en ukendt kvindelig præst i Fyns Stift for nylig modtog et pengebeløb på omkring en million kroner i arv af et af sine sognebørn” – neutraliteten længe leve :-)
BT omtalte i denne uge den kvindelige præst som ”den pengeglade præst”.

Kort sagt: Nu er debatten om præster, der modtager arv/penge fra folk i sognet igen blusset op – ”der skal klare regler på området”, lyder det nu. ”Efter min opfattelse er [præster] underlagt et skærpet decorum-krav i forhold til andre tjenestemænd”. Stenen ruller – forargelsen er stor. Præster skal helst holde sig for gode til at smudse sig til med denne verdens usle mammon – de får jo også deres fyrstelige løn samt gratis herregårdsagtige præstegård at bo i….

Så er vi i gang :-)

Jeg har skrevet om det før her på siden (se her) – men gør det da gerne igen.

Dybest set er min holdning, at der ikke skal noget som helst ind mellem præst og menighed – og med ingenting mener jeg ingenting!! Heller ikke gaver og erkendtligheder.

Og så alligevel – at give en gave er en måde at udtrykke at man værdsætter personen, ikke embedet. At man mener, at den person har gjort noget ud over det sædvanlige, som har rørt en, som har skabt en relation en situation etc. som man gerne vil værdsætte på en eller anden måde. Og at afvise en gave/penge kan derfor pludselig være en direkte fornærmelse og krænkelse af den, der giver gaven/pengene.

Lad mig fortælle en historie – her er det en kvinde, men det er altså en kvinde m/k.

Grundhistorie
En kvinde har en ældre nabo, som hun begynder at besøge – kigger ind til. Efterhånden bliver der faktisk et venskab mellem dem – også fordi den gamle enke ikke har nogen rigtig relation til sin egen familie – ”de passer jo deres i København”. Og ganske rigtig – der kommer nærmest aldrig.

Den ældre dame bliver mere og mere svagelig, og venskabet får pludselig en drejning, hvor naboen virkelig træder til ikke bare med en snak men med fysisk hjælp. Naboens mand er også begyndt at klippe hæk for hende og i det hele taget gå til hånde ude og inde. De vil ikke have noget for det, for de er jo bare gode naboer. En dag sidder de over kaffen, og den ældre kvinde insistere på, at de bliver skrevet ind i hendes testamente, ”For I er så meget for mig, I er jo faktisk min familie. De andre skal nok få lidt – men I skal altså tilgodeses”. De nægter naturligvis at gøre det – men de kan også godt mærke, at det her på en måde er en æressag for den ældre kvinde – en måde både at takke for, men også lidt et signal overfor de efterlade i familien. Det korte af det lange er, at de går med til det – bliver indskrevet i testamentet – året efter dør den ældre kvinde.
Her slutter historien – lad os få et par ændringer ind i historien.

Ændring 1
Den ældre kvindes nabo er vant til det med pleje – for hun er faktisk hjemmehjælper og laver faktisk ikke andet hele dagen. Det er godt nok i hendes område, men hun har aldrig været på besøg hos hende som hjemmehjælper – det blev på en måde for tæt på. Ikke at der måske var den store forskel. Men pr. princip. Men havde kvinden været hjemmehjælper hos den ældre kvinde, ville der også være klare regler på området. Men dem overtræder hun ikke ved at være en god nabo. Så ingen ko på isen.

Ændring 2
Den ældre kvindes nabo er vant til det med at have med ældre mennesker at gøre – for hun er faktisk den lokale sognepræst og laver faktisk ikke andet hele dagen end at besøge ældre mennesker – når hun ikke lige laver noget andet. Det er godt nok i hendes sogn, men hun har aldrig været på besøg hos hende som sognepræst– det blev på en måde for tæt på, når det vatr naboen. Og vel er den ældre kvinde medlem af folkekirken, men hun har ikke benyttet sig af den, hun er vel en almindelige kulturkristen.

Her vil der været et kæmpe problem – præsten må ikke tage imod, eller hvad? Hvornår opfylder præsten sin opgave som ansat præst og tjenestemand og hvornår er præsten blot Solveig, den søde, gode og hjælpsomme nabo, der også er præsten? Naturligvis er præsten altid præst 24-7… men kan præsten være andet end præst. Kan man se præsten som en nabo – og må præsten indgå i det lokale fællesskab, hvor pludselig ”du skal altså skrives ind i testamentet” kan lyde? Dybest set nej – men man fratager så præsten nogle af hans medmenneskeligheder – for det hun gør, gør hun jo blot som præst.

Skal der klare regler på området skal man finde ud af:

• er der forskel på om personen bor i sognet eller ej?  
• Og hvad hvis personen ikke engang er medlem af kirken, men bare bor i sognet?

Ændring 3

Den ældre dames kone er præst – ikke den lokale sognepræst, hun arbejder i et andet sogn. Manden er derimod sognepræst i sognet.

• Gør det en forskel? Må præstefruen, der selv er præst, får del i arven?
• Gør det en forskel om præstefruen selv er præst eller ej? 
• Gør det en forskel, hvis kontakten mellem nabo og præstefamile opstod ved at præsten lige var inde med en attest eller for at sige tillykke med de 90 år, og derefter kom i snak?

Hvad vil jeg så sige med det? Jeg vil sige, at det er vanvittigt svært at lave klare regler om det her – for hvornår er man medmenneske og hvornår er man præst? Kan man som præst indgå i et ligeligt forhold til de øvrige mennesker i sognet eller er præsten altid udenfor, fordi præsten altid er præst før noget andet?

Professor i forvaltningsret, Carsten M. Henriksen siger, at

”Offentligt ansatte må kun i begrænset omfang tage imod taknemmelighedsgaver fra borgere, de har været i berøring med i tjenstligt medfør”.

Er det at bo og være i sognet i sig selv at være i berøring med en borger i tjenstligt medfør? Man kommer jo ikke bare i et testamente, fordi man er en god præst og udføre det arbejde som man skal som præst (sjælesorg, undervisning og kirkelige handlinger), så er man gået udenfor ens arbejdsområde, og pludselig været en god veninde/nabo. Men altså stadigvæk en offentlig ansat i berøring med borgeren i tjenstligt medfør?

Som sagt, jeg har skrevet om emnet før, så jeg tillader mig at citere afslutningen fra dette blogindlæg:

”Og nej, jeg står ikke i en situation, hvor jeg skal arve eller jeg har ikke udsigt til at få store pengegaver fra nogen som helst i sognet - det kommer ikke på tale, da jeg af natur er rimelig utiltalende. Men jeg synes egentlig problematikken er reel - og at ministeren (Bertel Haarder, der sagde at man skal sige et klart nej) ikke helt har tænkt præstens specielle status i forhold til andre offentlige ansatte med ind”.

Han er opstanden!!

Langfredag

Langfredag er stilhed og mørke

Langfredag er tumulter og skrålen
Langfredag er magtkamp og hengivelse.

Her omkring korset er samlet alt det, vi kender fra vores liv og verden. Og på korset hænger han, som er Verdens lys dømt af verden, fordi der var for meget liv og kærlighed i ham. Som der står i den gamle profeti fra Esajas – ”vi så ham, men vi brød os ikke om synet... Foragtet vi regnede ham ikke for noget”. ”Men det var vore sygdomme han tog, det var vore lidelser han bar. Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet for at vi kunne få fred… Herren lod al vor skyld ramme ham. Det var Herrens vilje”
Det er langfredag - og det er Herrens vilje. Det er Guds vilje, at Jesus skulle fødes, det var Guds vilje, at Jesus skulle leve og prædike. Det var Guds vilje, at Jesus skulle pines, plages og dræbes… og det alt sammen for din skyld. Det var Herrens vilje – for at du kunne få fred – lægedom og liv. Sagt på en lidt anderledes måde, så er Jesus Guds åbne arme.

Fra Skotland har jeg en dejlig lille historie. Man var i gang med at springe sten i et stenbrud og var gået i sikker afstand. Man havde tændt lunten og efter at alarmen havde lydt ventede man nu bare på eksplosionen. Men i det samme ser man et lille treårigt barn lunte rundt i fareområdet. Døden nærmede sig for hvert sekund der gik. Arbejdsfolkene råbte og vinkede med armene, men barnet morede sig bare over hvor morsomme de så ud. Der var ikke nogle af mændene, der turde løbe ind og hente barnet og barnet var garanteret blevet dræbt, hvis ikke moderen var dukket op. Hun løb ikke ind i fareområdet til barnet - hun hverken råbte eller skreg. Nej, hun satte sig på hug og bredt sine arme i retningen af barnet... og smilte hjerteligt. Nærmest pr. instinkt løb barnet hen imod moderen - og ikke lang tid efter blev hele området rystet af eksplosionen, men barnet var reddet.

Det synes jeg er et virkelig godt billede af Guds nåde på korset: De åbne arme, der kærligt kalder os væk fra den sikre død. Jesus døde med udstrakte arme og derfor er ethvert kors med Jesus på også en åben invitation til os. En invitation, der viser os, at vi skal komme til Jesus for at få evig sikkerhed for alle farerne. Korset er det sted, hvor synden og nåden kolliderer med et brag, men hvor synderen reddes af Guds kærlighed og går bort fri fra syndens straf, fri til at leve med Gud... også i evigheden. For det var vor synd han bar.

"Ja, jeg tror på korsets gåde
gør det frelser af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister,
ræk mig hånd, når øjet brister.
Sig: Vi går til paradis"

Bøn for Nordkored - dag 5

Spioner i netværket
”Den mest farlige del af vores kristne liv er, at der måske er en Judas i vores netværk. Bed om, at dette ikke må være tilfældet. Vi er meget forsigtige og totalt afhængige af Gud. Bare en lille fejl kan udslette vores netværk.” Det hemmelige politi træner folk til at 'opføre sig som kristne', og de arrangerer falske bedemøder for at tiltrække kristne.
Bed om, at Guds Ord må forvandle spionernes hjerter, og om at de må møde Kristus.

(Læs mere: http://www.forfulgt.dk/)

Bøn for Nordkorea - dag 4

Det kristne netværk i Nordkorea
”Vi føler, at situationen i Nordkorea bliver værre. Bed for os! Det er hjerteskærende at se, hvordan trossøskende udsættes for forskellige sygdomme, fejlernæring og uhygiejniske forhold.”


Åbne Døre antager, at der er omkring 400.000 kristne i NK. For nogle lykkes det at mødes med hinanden om natten i skove og huler. Andre står helt alene i troen. Trods stor nød modtager vi mange vidnesbyrd: ”Når jeg tænker på korset, føler jeg en dyb fred, og det rører mit hjerte, når jeg synger om Jesu dyrebare blod.” ”Kirken i Nordkorea er stærkere end nogensinde", siger en leder. ”Vi har modstået tres års forfølgelse nu. Vi er et levende bevis på, at Guds Ord og løfter giver os styrke.”

Tak Gud for det kristne netværk. Tak for, at det har overlevet i over 60 år, trods hård modstand. Bed om fortsat beskyttelse og tillid til Gud.

- se mere på http://www.forfulgt.dk/

Bøn for Nordkorea - dag 3

Kim Jung-Un - landets lederSiden landets leder Kim Jong- Il døde, er overvågningen og kontrollen af landets indbyggere fordoblet. Soldater tjekker folks rejsepas og id-kort, og alle ejendele kontrolleres grundigt. Det er blevet vanskeligt at rejse rundt i landet. Privat er folk meget kritiske overfor landets leder. Kim Jung-Un står i dilemmaet mellem at skabe reformer eller bevare det gamle styre.

Bed om Guds indgriben i Kim Jung- Uns liv.

Bed for Kim Jung- Un og alle med magt og indflydelse, at de må være villige til at skabe reformer, som tjener befolkningen.

----------------------
Åbne Døre (http://www.forfulgt.dk/) vil gerne opfordre alle kristne til at være med i en global bøn for Nordkorea med opstart d. 1. april og frem til d. 15. april, hvor vi konkret og intensivt vil bede for den desperate situation i landet.

Bøn for Nordkorea - dag 2

Tilbedelsen af lederneForgudelsen af Kim Il Sung, Kim Il Jung og den nuværende leder Kim Jung-Un er så omfattende, at alle borgere er forpligtet til at bøje sig for billeder af dem. I et hvert hjem hænger der portrætter af far og søn, og der skal passes godt på dem, -også selv om det kan koste livet: Hvis der er brand i et hus, og folk dør under forsøget på at redde billederne, mindes de med stor ære. Men hvis de ikke når at redde billederne, bliver de udsat for tortur og/eller dræbt.


Bed om, at endnu flere nordkoreanere må lære den levende og kærlige Gud at kende, som den eneste, der fortjener vores tilbedelse.
(Fra: http://www.forfulgt.dk/)

Bøn for Nordkorea - dag 1

I de følgende dage vil jeg videregive de informationer om forholdene, som Nordkoreas kristne, lever under. Det er gengivet fra mails sendt fra missionsorganisationen Åbne Døre (http://www.forfulgt.dk/)
----
Landets situation
Kim Jong-Il: ”I 2012 skal NORDKOREA være stærkt og velstående” Hvad betyder det mon? Mere tvangsarbejde + mere kontrol over borgerne = vores troende venner får endnu flere problemer?

”Vi kender ikke retningen for vores land efter magtskiftet. Folk tror ikke længere på lederne. Samfundet er ødelagt og omdannet til et levende helvede. Madrationerne stoppede helt på grund af et stort fald i ris produktionen. Arbejderne får ikke løn, og har ikke engang råd til at købe et kilo ris. Landmændene får kun små portioner til dem selv. Men vi ved, at vi helt sikkert ikke vil stoppe med at bede…”

Bed sammen med dem for landets desperate mangel på mad, medicin, tøj og andre basale behov.

Demokratisk tilgivelse

Jeg kom til at lytte til P3 i går.... undskyldning Jeg lytter til radioen, når jeg kører bil. Det er en god måd at blive klog på... Allerhelst P1, når Radio Sindal ikke er i æteren. Der var et program i radioen på P1 om kvindelige DJs og Kanal Møller har aldrig lige ramt mig, så jeg endte på P3. Det var enten den eller en eller anden svensk kanal - så blev det dog P3.
Det var vist noget, der kunne hedde "Skriftestolen". En kvinde havde ringet ind for at fortælle, hvordan hun som barn havde taget livet af en bus ved at lade den falde ned i kogende vand. Musens skrig havde forfulgt hende lige siden. Radioværten sagde, at det kunne hun let få tilgivelse for, for mus var nogle trælse nogen. Men - og nu kommer pointen med mit indlæg - til sidst i udsendelsen ville man afsløre lytternes afstemning om hun havde fået tilgivelse for sin udåd.

Prøv forestil dig: En demokratisk tilgivelse. Lyder det ikke forfærdeligt...? Tænk, hvis vores evige skæbne skulle være afhængig af hvad "den offentlige mening" lige nu mente var forkert og rigtigt. Tænk, hvis "manden på gaden" skulle afgøre hvad der var en lille forseelse og hvad der var en stor og utilgivelig en! Og kunne man regne med fuldstændig lighed for disse regler, sådan at alle blev dømt efter den samme målestok?

Jeg siger: Godt at Gud ikke er en demokratisk Gud, der lader sig styrer af den offentlige mening og har fokus-grupper, der vejleder ham. Guds udgangspunkt til at se på mennesket er disse tre punkter

1. Alle mennesker har syndet
2. Alle synder er er lige alvorlige - der findes ingen synd, der er større end den anden. Det er ikke selve handlingen "at synde" der er alvorlig, men selve det at man overhovedet synder, at man er en synder. Synd er ikke en gerning man gør, men et rige, man fødes ind i.
3. Alle mennesker er elsket af Gud
4. Alle mennesker uden undtagelse kan finde tilgivelse ved Jesus Kristus.

Det er Guds tilgang til os mennesker - og det betyder at han ikke er så vægelsindet og tendentiøs som "den offentlige mening". Det betyder, at uanset hvad vi kommer med, hvor ofter vi kommer og hvem vi er, så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed (1. Joh 1,9).

Barnedåb og ikke navnefest

Forleden trådte den svenske konge frem i et statsråd med sin regering for at orientere dem og landet om hvad kronprinsessens datter skulle hedde. Sådan er traditionen åbenbar dér, at det afsløres ved et statsråd FØR barndåben.
Her hjemme i Danmark er der stor hemmelighedskræmmeri om hvad barnet skal hedde - og det afsløres først ved selve dåbshandlingen... jeg er ikke engang sikker på at den kongelige konfesionarius får navnet at vide, før han stiller spørgsmålet i kirken: Hvad er barnets navn?
Bemærk - der stilles ikke spørgsmål: Hvad skal barnet hedde, altså efter dåben. Nej, der stilles et spørgsmål om hvad barnet allerede hedder nu, inden det skal døbes. Og det skyldes, at handlingen netop er en dåb, dvs. en indlemmelse i den kristne tro, et kæmpe stort øjeblik, hvor en synder bliver Guds barn - og det er ikke en ... ja, undskyld... i denne sammenhæng ligegyldig detalje, nemlig hvad barnet skal hedde. Barnet kan nå at ændre navn tusindvis af gange senere, men det her er en en-gangs-begivenhed.

Jeg kan faktisk bedre lide den svenske model end den danske. Jeg synes det virkelig er synd og skam, at navnet på den måde får en så stor fokus, at selve dåben faktisk forsvinder og bliver en biting. Så afslør dog det navn før - og lad den kirkelige handling være det, den er, nemlig en kirkelig handling. Heldigvis er det - i hvert fald her i sognene - en kongelig trend, der ikke er slået så meget igennem.

Jeg er med til at smugle

< Ude i min gang har jeg nu en masse kasser – deres indhold er dyrebart og meget eftertragtet. Kasserne er kun på et kort stop her i præstegården, så sendes de videre. Jeg kan heller ikke bruge indholdet til noget som helst – men jeg er faktisk stolt over at have dem stående her… mærkeligt egentlig.


Indholdet af kasserne skal smugles ind i et andet land – og fordeles ganske gratis. Smuglerne er frivillige, der endda selv betaler for rejsen. Modtagerne længes efter indholdet af disse kasser – indholdet er en sjældenhed i deres land. Modtagerne kan faktisk godt siges at være mine åndelige brødre og søstre – for vi har samme far, og samme storebror.

Indholdet af kasserne er Bibelen oversat til et fremmed sprog, jeg ikke kender. Jeg har lovet at opbevare kasserne her indtil de skal videre. Det er missionsselskabet Åbne Døre, der har spurgt mig – og jeg gør ikke en hujende fis, men føler alligevel, at jeg er med til et stort stykke arbejde. En lille del – et lille hjul, men alligevel, en vigtig ting.

Jeg er stolt over mit lille bitte biddrag til at hjælpe den forfulgte del af kirken – mine kristne brødre og søstre. De har det svært – de mangler det, vi tager for givet og bare kan tage ned fra vores boghylde: Bibelen. Den ligger herude – snart vil de ikke bare stå på hylden i et andet hjem og samle støv. Nej, den vil blive brugt.

Vi kan lære af de forfulgte
De forfulgte kristne er en del af den globale kirke, som vi også er en del af. Og hvor kan vi lære meget af dem – alene deres forhold til Bibelen. Det er ikke bare en tilfældig bog – det er virkelig en bog, der rykker og forandre og er eftertragtet. De læser rent faktisk i Bibelen – hvor meget gør du det?

En eller anden dansk debattør sagde en gang, at han havde læst Bibelen en gang, det var rigeligt. Han har ikke læst den – den bør læses en gang hvert år, og ikke som en engangspræstation. Vi skal læse den, fordi den er værd at læse, fordi den indeholder Guds ord til dig og mig – ja, at den er Guds ord.

Jeg må med skam erkende, at jeg har aldrig læst Bibelen sådan fra ende til anden – det er sådan et projekt, som jeg egentlig har foran mig. Men det burde det ikke være – ikke et projekt, som skal overstås, men en måde at leve livet på. I læsning af Bibelen for at blive fortrolig med Bibelen og dens budskab. Man bliver aldrig færdig med Bibelen – jeg synes altid at jeg kan finde nye dybder, nye vinkler, ny praktisk hjælp til livet her og nu. Til mit humør her og nu.

Jeg burde give mig selv den gave, at læse mere i Bibelen – ja, at læse Bibelen fra start til slut. Der er nogle mennesker, der længes efter Bibelen – der er mennesker, for hvem det er en forbrydelse at have en bibel. Derfor er den eftertragtet. Den er ikke forbudt i Danmark. Den er ikke eftertragtet – og derfor står den på min hylde og samler støv. Er det ikke forkert?