Onsdags-tanker: Kristne og politik

I sidste uge var vi igennem endnu en lokal valgkamp - der er blevet afgivet løfter på et tidspunkt, hvor det kunne være en fordel, og så er de blevet trukket i land efter valget, hvor det så så ud til at være en fordel.
Igen har bekendende personlige kristne gået til valgbordene og sat deres kryds - men hvad bestemte dette kryds? "Man skal stemme efter politisk overbevisning", men hvad bestemmer den politiske overbevisning? Ens økonomi? Ens status i samfundet (man plejer jo at sige, at man er glødende rød i sine unge år og så rykker man mod højre i takt med at indtægten stiger og jo mere "sat" man bliver)?

Var du kristen, da du stod henne i stemmeboksen - eller gik du på kompromis med din tro og overbevisning og satte krydset ud for et parti, der i bedste fald er religions-neutral?

Onsdags-tanker: Menneske først og kristen så ... (del 2)

Det er det grundtvigske slogan - som jeg lige var inde at berøre for 14 dage siden. Lad os prøve tage den op ved hjælp af en, der levede på samme tid som Grundtvig.

Den kristne filosof, Søren Kierkegaard ønskede i sine skrifter at finde ud af en ting: Hvad vil det sige at være en kristen. Han ønskede at svare på de fundamentale spørgsmål: Hvad er et menneske - hvad er det, der gør et menneske til et menneske? Hvad vil det sige at være en kristen?

Det har mange andre forsøgt at give et svar på. Kierkegaards genistreg er at kæde de to spørgsmål sammen, sådan at svaret på det ene er svaret på den anden. At være kristen og menneske hører for Søren Kierkegaard uløseligt sammen.
Hvad er det at være menneske? Det er at være kristen.
Hvad er det at være menneske? Det er at være kristen.

Kristendommen er ikke en række kristelige meninger, men det er en bestemt måde at være menneske på. En måde som mennesket ikke selv kan etablere – det er kødets etablering. Det er en måde, der er muliggjort pga. Guds gerning. Kristendommen er ganske udogmatisk for Kierkegaard. Han ser Kristus som den, der sætter ham fri til at være menneske på en særlig måde – det er kristendom, og altså også sandt menneske.

Onsdags-tanker: Amen i kirken (del 1)

"Det er så sikkert som amen i kirken" - siger man. Jeg har et projekt, hvor jeg gerne en gang vil tælle hvor mange "amen"-er der bliver sagt i løbet af en gudstjeneste. Men det kommer jo an på om der f.eks. er dåb - og det kommer også an på præsten.Ikke alle præster slutter deres prædiken af med et amen.
Tanken lyder, at et så stærkt ord som amen, tør de ikke bruge om deres prædiken, at "det står fast". Det er jo dog ikke Bibelen/Guds ord, men min prædiken, det efterfølges (at disse præster så når alt kommer til alt alligevel ikke anser Bibelens ord for at stå fast, kan måske forklare, at man helst også vil væk fra at sige amen efter bibellæsningerne)... men mere om det en anden gang.

Der kan jo være noget fornuftigt - ja, måske endda... ja, skal vi sige fromt ydmygt (?) ikke at sige amen efter prædikenen, men jeg siger nu for det meste amen. Det er ikke fordi jeg mener om mine prædikener, at de står fast - lige så fast som Bibelens ord - MEN jeg beder til og håber på... og somme tider endda bilder mig selv ind - at der er overensstemmelse mellem det, jeg lige har sagt på prædikestolen, og så det, der står i Bibelen. Jeg vil i hvert fald i hvert fald ikke vove mig op på prædikestolen og sige noget, som jeg ikke tror er bibelsk forkyndelse. Så det er måske en god prøve til mig selv - vil jeg turde sige "amen", det står fast, efter min prædiken, eller er jeg ikke så "skråsikker"? Står jeg søndag-morgen med en prædiken, som jeg ikke tør sige "amen" til, så er det måske på tide at finde en frem fra arkivet og holde den i stedet... for er jeg ikke sikker på, at der er overensstemmelse mellem det, jeg siger, og det "der står skrevet", så bør jeg holde min mund og ikke vildlede min menighed. Hellere holde mund end risikere at komme med falsk lære.
Det er jo ikke bare pjat og pjank, vi står og prædiker, men det er alvorligt og kan have evighedskonsekvenser for de mennesker, der lytter til os.

Så jeg vil skrive i min notesbog: "Husk amen-testen"

Onsdags-tanker: Menneske først og kristen så... (del 1)

Med fare for at have misforstået... MEN jeg får en lille smule kvalme hver gang jeg hører det Grundtvig-slogan, Menneske først og kristen så. For det er meget sjældent at det er tolket som gode gamle Århusteolog Regin Prenter gjorde det, nemlig at man først skal se sig som menneske (dvs. som synder) før man kan se sig som kristen. Altså først anger og derpå tilgivelse. Ganske rigtigt.

Men det er sjældent, at det forstås på den måde. Groft karikeret så er det, at man først er menneske, dvs. har de menneskelige behov, de menneskelige glæder, de menneskelige sorger - "at man først skal løbe hornene af sig", før man er kristen.

Jeg var på kursus i foråret - en norsk professor i sjælesorg, Tor Johan Grevbo kunne ikke forstå Grundtvigs skelnen. For det gælder om at være menneske set i lyset af kristentroen. Man er ikke noget specielt som kristen. At være "kristen" er ikke noget andet end at være "menneske", men at være "menneske" i en speciel tro og tradition... og tør jeg tilføje: I et specielt forhold til Gud, nemlig et fader-søn-forhold?