Lee - alle de mennesker!

Så var jeg igen i biografen. Jeg er på "refugie-weekend" alene i sommerhuset og gør ting, som jeg normalt ikke gør. F.eks. at gå i biografen.... endda for anden gang i løbet af en uge.

Temaet var det samme som i torsdags: Anden Verdenskrig. Den handlede om en overfladisk gammel model og fotograf, Lee Miller, der ad omveje ender som en af de bedste og største vidner om Holocaust. Hun rejste som krigskorrespodent til Paris - og alle troede at det bare var en stor fest, for krigen var slut.
Men lige så langsomt kom det frem at flere tusind mennesker, jøder, homoseksuelle, kunstnere, folk med en anden mening end nazisterne, var forsvundet. Kørt væk i togvogne - og nu var de væk.
"Ingen folk bliver bare væk".... 
"Jo, det gør de".

Lee Miller finder disse togvogne - og efterhånden som portene bliver åbne, så hører man det håbløse "Ingen tegn på liv" lyde fra soldaterne, der åbner dørene.

Da Miller står i Adolfs Hitlers personlige lejlighed - og endda lader tage et billede af sig selv i Hitlers badekar, så falder hun om halsen på sin grædende fotograf-kollega og ven, der ved synet af den tomme lejlighed, hvor Hitler før boede: Alle de mennesker.

Den sætning ramte mig som en boksehandske. Alle de mennesker. 

Det begyndte som tanker, det begyndte som ord, det begyndte som slogans - det begyndte med at man kiggede væk, fordi man havde nok i sine egne problemer. Og det endte med en masse mennesker, der blev slagtet.

Sådan er det også i dag - alle de mennesker, der dør i krig. Det er da utroligt, at vi ellers ser os som den ultimative højde af vores "udvikling", men det eneste vi er blevet bedre til er at slå ihjel. Alle de mennesker. Alle de mennesker.

Forvandlingen fra overlegen og overfladisk high-society-dame til vidne til bunden af den menneskelige sjæl, og hvor kvinder er bunden af bunden og dem, der lider og hvem, der udsættes for overgreb, "bare fordi".... det er en fantastisk historie. Se den - se den - se den.

Kate Winslet har kastet Titanic af sig, og virkelig vist, at det ikke var forgæves at hun overlevede på den dør ude på Altanterhavet. Hun spiller fantastisk!

Så gør dog noget

Som kristen er min tro ikke at vi mennesker skal redde verden - min tro er at Jesus skal frelse verden. Mit håb er ikke at vi som mennesker kan skabe en ny bæredygtig verden, men at Gud vil gøre alting nyt til sin tid.

Men eftersom jeg tror, at Gud har skabt verden- bogstaveligt talt - så er det hans jord, og vi er derfor i bedste fald forpagtere, så synes jeg, at vi griber den opgave helt forkert an. Når folk drukner i deres underjordiske garageanlæg, når der er oversvømmelser et sted og tørke et andet sted - når isen forsvinder, når det største problem synes at være, at vi skal længere væk og op for at stå på ski... så er der noget galt.

"Jamen sådan har cyklussen altid været. Der er ikke sket noget, som jordkloden ikke selv har kunne rette op på". Og det er fint at have den indstilling, men ikke som argument for ikke at gøre noget også selv om det koster. Også selv om deet koster at man får ødelagt sin udsigt og ikke kan sælge sit hus. 
For hvis nu man kunne gøre noget - hvis nu det er menneskeskabt alligevel... så er det fatalt at ikke at gøre noget.
Mennesker sulter, mennesker drives fra hus og hjem.. og det har jeg som en kristen en holdning til, også selv om jeg har mit håb til Gud. Eller måske netop derfor.

livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender, 
når din næste lider nød (Lars Busk Sørensen).

Om lidt kommer regeringen med sit udspil - og lur mig, om det ikke er "det muliges kunst". Og det hjælper sikkert som en skrædder i Helvede.

Radikale udfordringer kræver radikale løsninger. Det hjælper ikke, at jeg ikke tager ud at rejse, når dem op Facebook, rejser tre gange om året. Det hjælper ikke at jeg skærer ned på mit kødforbrug, når de andre hælder overskudsbøffer ned i skraldespanden (den grønne.... men er vel klimabevidst). Det hjælper ikke noget det jeg som forbruger gør - jeg vil have min røde bøf, gerne to gange om ugen, helst.

Hvad hjælper? Man kan se, hvad der hjalp. Under corona-nedlukningen havde klimaet det for en gang skyld godt. 
Måske skal man slet ikke rejse med fly - som nation
Måske skal man slet ikke køre til Østrig i sin benzinbil (for jeg skal køre non-stop) - som nation
Måske skal man slet ikke bo i en by og arbejde et andet sted - som nation. Måske skal man bo, hvor man arbejder - det vil også få gang i ydreområderne og forhindre at folk går til i fælles ensomhed inde i byernes anonyme menneskemasser. Jeg kender f.eks. ikke dem, der bor to huse ned af vejen, hvor jeg bor.
Men det er der ikke stemmer i.
Det er der ikke betalingsballance i.
Og det hjælper ikke noget, at vi gør det her som lille bitte nation. 

Men hvis vi ikke gør det - så kan vi lige så godt lade være. Det hjælper ikke noget med tiltag, der ikke er radikale. Naturen er på skideren. Og dermed er vi også. Og skal vi gøre noget, så er det ikke tiden til lappeløsninger.

Kaldet til det himmelske rige er derfor endnu mere grønt - sammen med: Undskyld Gud, at vi har smadret din jord. Vi vidste ikke hvad vi gjorde... eller?

Cand. Theol. Carsten Vang

I denne uge døde lektor Carsten Vang - alt for tidligt, set med vore øjne, men jeg tænker "lige til tiden", hvis det er set med Guds øjne. Eller Herrens øjne. 

Herren - skal udtales sådan som man virkelig kan høre, at det er et forsøg på en dansk oversættelse af det hebræiske JHWH, Guds navn. Sådan udtalte Carsten det ALTID... hans hebræiske sad så fast som en anden dialekt. Han kunne sit Gamle Testamente - han kunne sin bibel. Han levede sin tro.

Jeg kender ikke så forfærdeligt meget til Carsten - vi kendte hinanden, vidste hvem hinanden var, men jeg har ikke siddet og snakket med ham.
Jeg har dog kendte til hans eksistens længe før jeg begyndte på teologi-studiet. Hans ansigt havde på en eller anden måde bidt sig fast i mig fra de pjecer fra Menighedsfakultetet jeg så som barn. Hver eneste gang jeg fik sådan en i hånden, så skulle jeg lige se om han stadigvæk var ansat. Ved ikke hvorfor - men for mig blev han Mr. MF. 

Mit første personlige møde med ham var, at jeg skulle købe kopi af en bog, Kitschen, tror jeg forfatteren hed. Den kostede 50 kroner... og jeg har aldrig læst den,
Men jeg var så nervøs over at skulle henvende mig til ham, at jeg sikkert har rystet på hænderne og stemmen. Han smilte kærligt til mig, måske fordi han havde lidt ondt af mig... Jeg var meget nervøs de første år og følte mig ikke hjemme i den akademiske verden, følte nok at jeg ikke hørte hjemme, men det bare var et spørgsmål om tid, før de andre opdagede det også. Så jeg var nervøs - han var med til at give mig trin på trin tiltro til. at jeg nok kunne.

Carsten var den første underviser på MF, man mødte som ny studerende, for den gang skulle alle begynde med introduktionsfaget til Det gamle Testamente: Bibelkundskab. Man havde også undervisningen over på universitetet, men bibelkritikken var så grel, at faget hurtigt blev omdømt til Bibelondskab. Jeg husker en timelærer, der slog på, at Moses ikke havde levet, for han havde i hvert fald svært ved at forestille sig, at han selv både kunne være fører, profet og kriger. Jeg ved ikke om hans undervisning var finanseret af Kinderæg, for som reklamen siger "Det er hele tre ting på en gang - nej, det går virkelig ikke". Vi andre havde svært ved overhovedet at forestille os, at underviseren overhovedet var lærer. 
Men på MF fandt jeg at Kinderæget Moses, der er alle tre, faktisk godt kunne have været dér. Carsten var eminent til at forklare og undervise ud fra en solid tro på Bibelens ægtehed og pålidelighed. Man behøvede ikke parkere sin hjerne for at holde fast i Bibelen.
Der var ikke meget drivtømmer over Carsten - nej det var fantastisk at have sådan en solid træpæl at holde fast i, når man første gang stod i bibelkritikkens modstrøm. På sin stille og stærke måde lagde han fundamentet i en masses præsters tillid til Bibelen. 

Der er mange, der med rette er taknemmelig for Carstens virke. Han har været en trofast forsker og underviser, han har haft utrolige høje krav til sig selv (det var måske derfor at han aldrig blev doktor). Han var en af den med den største viden indenfor GT og dets historiske baggrund.

Han holdt fast på Bibelen - hele Bibelen, for begynder man først at trevle den op i mistænkelighed, så varer det ikke længe, før alt smuldre. Det smuldrede ikke for Carsten - tværtimod det holdt, også da kroppen smuldrede i sygdommen.

Tak, Carsten.
På bensyn, Carsten. Det er min tro, at du nu er hjemme hos HERREN!!

Anmeldelse: Quislings sidste dage

"Jeg var i biografen og se  filmen "Quislings sidste dage,". Den havde premiere i dag, men der var kun 3 inde for at se den. Men den er rigtig god - du burde se den".

Nogenlunde sådan lød en SMS til mig torsdag-eftermiddag. Jeg røg på nettet og læste om filmen og også, at den blev taget af plakaten den kommende weekend, hvor jeg var bortrejst. Så det skulle være i aften. 2 timer senere sad jeg i biografen - som den eneste. Som absolut den eneste i hele salen.
Men det gjorde ikke filmen dårliger.
Hold da op en film. Det er en stærk og tankevækkende film, der tager os med ind i de sidste måneder af Vidkun Quislings liv. Det er vist kun ham og Judas, der har fået et eftermæle, så man bare kan sige: "Du er en Judas" - eller "du er en Quisling" og så fordømme dem. 
Men var Quisling en Quisling i sine egne øjne? Nej, han så sig selv som en modstander mod en helt anden - og jeg vil sige, større fjende og mere modbydelig fjende end Hitler: Stalin. Han valgte Hitler - nok også ud fra politisk ståsted, det kender jeg ikke noget til - men som det mindste onde af to onder. England havde historisk set ikke været god ved Norge... eller Danmark, for den sags skyld. General Nelson satte sin kikkert for det blinde øje og sønderbomede vores hovedstad bare fordi vi var neutrale i forhold til Napoleons Frankrig, og hvis vores flåde var kommet i hænderne på Napoleon, så havde han den største flåde i Europa. Det gik ikke - så "der bombes".
England var derfor heller ikke nogen, man kunne læne sig op ad (og er det fortsat heller ikke, i deres imperalistiske selvhævdelse). Vi har samme problematik i den store forfatter Knut Hamsun, der ikke ville se mod England, men håbede at fik man bare talt Hitler til fornuft, så ville han være Norges redning. Det var bare de forkerte folk, der sad og styrede personificeret (som jeg husker det) ikke i Quisling, men i den øverste civile leder, rigskommissær, Josef Terboven.

Josef Terboven og Vidkun Quisling havde et komplekst og anstrengt forhold under den tyske besættelse af Norge. Som Reichskommissar (rigskommissær) var Terboven Hitlers direkte repræsentant og øverste leder af det besatte Norge, hvilket betød, at han havde den endelige autoritet i landet. Quisling, der blev leder af den norske marionetregering (ministerpræsident) i 1942, var teknisk set underordnet Terboven, hvilket ofte førte til konflikter.

Terboven havde ikke tillid til Quisling og betragtede ham som inkompetent og upålidelig. Han undlod at give Quisling reel magt og holdt nøglebeslutninger under tysk kontrol. Samtidig var Quisling afhængig af tysk støtte for at bevare sin position og forsøge at gennemføre sin vision om et fascistisk Norge. Forholdet mellem de to var derfor præget af gensidig mistro og rivalisering.

Quisling forsøgte at vinde Hitlers gunst og sikre mere magt til sin regering, men Terboven sørgede for, at Quislings indflydelse forblev begrænset. Dette illustrerer, hvordan tyskerne opretholdt fuld kontrol over de besatte områder, selv når de støttede lokale kollaboratører som Quisling.

Han stod med en større fjende, hvis ondskab han havde set og kæmpet imod i Ukraine. I filmen beretter han om at han har set mødre spise deres egne børn. Han har gået i lig til knæene. Hans indsats i et land, hvor 1/3 var ramt af hungersnød, var fantastisk, men lærte ham også hvad ondskab var, og den hed ikke Tyskland, men bolchevisme. Den tog han med sig - han ville redde Norge. Også selv om det var med drømmeren Hitler, imens han selv var realisten.

Filmen udspiller sig i 1945 og begynder, da Quisling hører om kapitulationen og møder op hos politiet og bliver arresteret.  Han får besøg af den unge præst Peder Olsen, som bliver hans sjælesørger. Dette intense spil mellem disse giver et unikt indblik i både skyld og benægtelse i mødet mellem præsten og en mand, der fastholder sin uskyld.

Fra et sjælesørgers synspunkt er filmen dybt fascinerende. Den udforsker præstens rolle som både trøster og sandhedssøger, mens han balancerer mellem at være åben for Quislings sjælekvaler og udfordre ham på hans moralske og etiske valg. Skuespilleren Anders Danielsen Lie spiller præsten med en følsomhed, der bringer en sjælesørgers dilemmaer til live: hvordan giver man sjælefred til én, der ikke anerkender sin egen skyld? Er sjælesorg en samtale, hvor meget af en selv, er der så på spil= Og skal bringes i spil?
Samtidig leverer Gard B. Eidsvold en mindeværdig præstation som Quisling, der med sit komplekse kropssprog og ansigtsudtryk fremkalder både afsky og eftertænksomhed. Man holder både med ham og tager afstand fra ham.

Interessant nok er filmen inspireret af præstens egne dagbogsnotater, hvilket rejser et vigtigt spørgsmål om tavshedspligten. Mens notaterne er en uvurderlig historisk kilde, kan filmens produktion også betragtes som et brud på præstens fortrolighed. Som præst og sjælesørger kan man dog være taknemmelig for dette "brud," da filmen åbner døren til en dybere forståelse af både Quisling som menneske og sjælesørgerens udfordrende rolle.

Jeg tænker ikke, at det er en film for den "brede masse", de kan gå ind og se "Gladiator 2", der gik i salen ved siden af. Men for alle, der interesserer sig for sjælesorg, etik og historie, er "Quislings sidste dage" en film, der efterlader et varigt indtryk og giver stof til refleksion. En stor anbefaling værd!

Ikke leve sit eget liv

Bag Kristeligt Dagblads betalingsmur finder man i dag en artikel med overskriften: "Præstesøn: Min far så ikke, at jeg kunne have det svært. Han havde travlt med at tage sig af alle de fattige og forhutlede". 
Jeg kan stadigvæk huske, da min dreng på 10-11 år sagde til mig: "Far, jeg ved godt, at som præst kan man ikke leve sit eget liv". Den falder vist ret godt i tråd med det, denne præstesøn har oplevet. Vi har så meget opmærksomhed på at hjælpe andre, at vi hurtig kan glemme vores eget liv. Jeg har en jul købt ind til forskellige mennesker til julehjælp, så jeg nåede kun lige at købe ind en halv time inden lukketid den 23. december. 
Ja, vi vil gerne hjælpe - vi skal hjælpe. Jeg har en gang fået gæster langvejsfra, og da vi havde sat os, ringede telefonen: En fra menigheden var lige kommet fra sygehuset og fået at vide, at de ikke kunne gøre mere imod hans cancer. Selvfølgelig gik jeg hen til mine gæster og sagde, at jeg var nødt til at smutte en times tid. Da vi stod og var godt tidsmæssigt presset forud for vores sølvbryllup, så tog jeg da naturligvis 5 timer for at sidde ved dødslejet hos en dødssyg kvinde. Selvfølgelig. 
Men den "selvfølgelig" har også en bagside. Stress, kan være en af dem. Og så den dårlige samvittighed over de gange, man ikke kan stå til rådighed. Eller overfor ens familie. 

Der er mange, der har en holdning til hvordan vi præster skal bruge vores tid. Vi skal være tilgængelig - vi skal tage vores telefon 24-7 - vi skal sige ja til selv den skøreste og gudsforladte idé - vi skal altid have noget klogt at sige (men vi skal ikke have tid til at læse og dygtiggøre os) og samtidig skal vi i vores familie være mønster-kristne. Gode forældre, der naturligvis prioriterer vores børn højere end vores arbejde, når bare ikke det mærkes i praksis, for du skal tage telefonen.

Jeg tager ikke telefonen som en selvfølge altid mere. Har jeg gæster, så lader jeg den ringe, ligesom jeg lader den ringe, hvis jeg sidder i samtale med nogen på mit arbejde. Nu er jeg altså nødt til at være sammen med mine gæster. Nu er jeg nødt til at hjælpe drengen med lektierne. Nu er jeg nødt til at bruge tid på at spise pandekager med familien.
Så kan folk smide en besked - som jeg så hurtigst muligt checker og hører om det er noget, der skal reageres på. For det er heldigvis sjældent at det er en, der ligger på et dødsleje, der ringer. Det er oftest, at man lige skal høre hvornår der er konfirmation om 3 år eller at man skal booke bryllup til om 1 år. Det kan jo godt være, at man ikke skal ringe om det om aftenen til præsten eller i weekenden. Det undergraver, at jeg som præst så tager telefonen, fordi præsters tilgængelighed bliver undergravet af henvendelser, der lige så godt kunne sendes til kirkekontoret i dennes åbningstid. 

Jeg har været for længe om at indse at jeg først og fremmest skulle være far, ægtefælle, menneske og så præst. Jeg vil hellere kaldes en levebrødspræst, vel vidende at jeg gør hvad MIT kald byder mig, end jeg vil kaldes en levebrødsfar. 

En ny slags gudstjeneste?

Det første oplæg til en gudstjeneste finder vi i Apostlenes Gerninger: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (ApG 2,42). Det er hovedelementerne i en gudstjeneste – det, som man med senere ord kaldte for de 5 b-er. Bibelen, Badet, Bordet, Bønner og Broderskabet. Det er hvad der skal til for at have en gudstjeneste. Nu er jeg præst i en dansk folkekirke – endda i en domkirke, hvor jeg har pålagt mig det åg, at domkirken skal være den kirke i stiftet man ser hen til for at se hvordan gudstjenesten i Den danske Folkekirke skal være. Jeg synes det er dejligt at stå for alteret og lede gudstjenesten – men det er måske kættersk at sige, at det ikke er det mest spændende at være til gudstjeneste som menighed. Når jeg ikke har en opgave. Når jeg bare sidder – det samme mønster med 1 salme, hilsen, bøn, læsning og salme – og så endnu en læsning og trosbekendelsen, for så inden endnu en læsning og prædiken at have en salme. Og salmerne skal helst være efter mønsteret: En længere kendt, en kort, en lang…. (er jeg den eneste, der tænker på sangen: En kort, en lang, en trekant, en stang…?. Jeg havde en provst, der sagde til mig, at hvis han skulle i kirke, så ville han helst være der som præst, for det andet var da en tand for kedeligt. Så kan man lige så godt være i gang. Er den præst den eneste, der tænker sådan? Jeg tror ikke på ”de tomme kirker”, men tæller man antallet af hoveder i kirke, så er det procentvist ikke mange i forhold hvor mange, der kunne deltage. Så måske er jeg ikke den eneste. Hvis man nu skulle opfinde gudstjenesten på ny – hvis man skulle opfinde gudstjenesten i dag ud fra de 5-b-er… hvordan ville den så være? Ville den være som vi f.eks. finder den i Folkekirkens højmesse? Jeg tænker det faktisk ikke. Det her opslag er ikke for at komme med nogle idéer, for jeg aner faktisk ikke hvordan man skal kunne lave en vedkommende, relevant og sand gudstjeneste. Men lad os prøve tænke: Hvordan vil det se ud? Vil vi sidder på bænkerækker – eller måske om caféborde? Vil vi rejse os op i flok, sidde og lytte til en person i en udkigstønde – eller måske en, der stod og fortalte ud fra en bibeltekst, som dagens emne havde sat fokus på og ikke en række af tekster, der måske gav mening, da de blev udvalgt i det første århundrede. Hvor vil det være dejligt at få en ny slags gudstjeneste. Jeg er med.