Bjerget blev besejret

Det er teoretisk set stadigvæk tirsdag - og jeg har netop sat det sidste punktum i min prædiken til på søndag. Jeg blev færdig med min prædiken og det er stadigvæk tirsdag!!!

Det har været en lang dag i dag - jeg har haft begravelse. Jeg har haft bryllupssamtale (det viste sig, at de havde skrevet en forkert dato i deres kalender). Jeg har været til hundetræning. Jeg har haft det vildt varmt her på kontoret - og har det stadigvæk vildt varmt. Men jeg er færdig med min prædiken.
Jeg er ikke vildt glad for den - den er for barsk. Den er for "ikke-Kim" forstået på den måde, at den forsøger at virke klog. Det virker til at være et forsøg på at være intelektuel... uden at være det. Jeg skriver om kirkens store udfordring: Relativisme - at alt er relativt. Og kæder det samme med de falske profeter - de falske profeter, der taler relativisme og ikke Guds sande og entydige ord. Men jeg er færdig - så vil jeg i morgen læse den igennem med friske øjne for at rette de ting, som jeg er for blind til at se nu, fordi jeg har siddet over den så længe.
Nu vil jeg lige finde et par salmer til på søndag, så jeg kan aflevere dem til Ove, når han kommer i morgen til en snak om den fremtidige musik i kirken.

En prædiken MÅ kunne skrives om tirsdagen

Jeg ved godt, at jeg har prøvet det før, men nu vil jeg se om jeg kan modsige min tese om, at en prædiken til om søndagen ikke kan skrives om tirsdagen. Det kan da ikke være en fysisk lov på lige fod med tyngdeloven og Murphys lov!
Og hvis det er en fysisk lov, så vil jeg i dag kæmpe mod overmagten, og hive mig selv op i gruppen af mænd, der har sat sig selv et umuligt mål og overvundet forhindringerne. Som Kongfutze sagde (eller hvad han hedder):"Frygt ikke for at gå i stå, frygt kun at gå tilbage". Der findes ikke problemer, kun udfordringer. Jeg vil som Münchhausen hive mig selv op i håret.... men det bliver først efter formiddagspausen :-)

Terror i London

Så er der kommet terror i Europa igen - først Spanien og nu i torsdags var dete London, hvor en aktion gik ud over tilfældige mennesker i den engelske undergrundsbane. Indtil videre taler man om omkring 50 dræbte og flere hundrede sårede. Det er rigtigt tragisk.. men det er da også noget, der synes umuligt at bekæmpe, for der skal jo ikke meget til at gø ned i et s-tog med en bombe og springe den i luften. Der skal ikke nødvendigvis et stort forkromet Al-Quida-netværk til, men bare et par stykker med en syg idé. Man kan nok ikke bekæmpe sådan en terror med mere ondskab og vold - jo, nok mod dem, der udfører det, men rødderne til terroen skal nok bekæmpes med økonomiske hjælp, accept, samhandel, næstekærlighed... med mindre det fuldstændigt er en religionskrig Islam-kristendom.

En god aften på Hellehøj

Her er hvad jeg får trykt i den lokale sprøjte:

For anden gang i verdenshistorien blev der onsdag aften i sidste uge afholdt sommeraften på Hellehøj ved Asdal. Vejret havde hele dagen truet med at lægge en dæmper på festlighederne, men midt på eftermiddagen gik det den rigtige vej. Aftenen var derfor reddet for de lidt over 250, der fandt vej til det historiske sted.
Aftenen begyndte med en kort gudstjeneste - indledt som vi gør herhjemme med klokkeringning. Og selv om kirkeklokken var erstattet af et bilfælg spredte andægtigheden sig under de første klemt fra den. Sangglæden kunne derfor udfoldes hos de fremmødte, da sognepræst Kim Legarth fra Horne og Asdal opfordrede til at synge den første salme.
Gudstjenestens tema var Guds eksistens, skaberkraft og hvorfor vi har brug for ham, selv om vi i dag har tænkt ham væk. "Jeg har ikke tro nok til at tro videnskaben, når den siger, at alt det, der er omkring os er et resultat af en tilfældighed. At min kloge hund derhjemme er et resultat af en tilfældighed - at min kones søde smil er et resultat af en tilfældighed" sagde præsten blandt andet i sin afslappede prædiken. Han fortalte om den tomme grav, der fortæller om Jesus og om forsoning og kærlighed og sluttede af med at konstatere, at der findes ingen verden uden Gud. "men tværtimod en verden, der bliver båret af Gud - og han tilbyder dig og mig at holde os i sine hænder, også når ulykker og sygdom skyller ned over os. ´Og når din tid her på jorden er omme, så lad mig bære dig her fra jorden og hjem til vores himmel'".
Efter gudstjenesten var der tid til lidt lokalhistorie. Trods en slem halsbetændelse fastslog den lokale Hans Ole Vase, at byen ved Hellehøj ikke hedder Asdal, men Allingdam - "det er ikke noget indlæg i en debat. Sådan er det bare". Det bliver spændende om byskiltene bliver ændret på baggrund af den konstatering.
Asdal og Omegns Folkedanserforening viste igen i år, hvad de kunne, og en god flok af de fremmødte tog imod opfordringen og prøvede deres egne evner indenfor den gamle ædle dansekunst.
Der blev drukket godt med kaffe og snakket godt ved bordene - imens pølserne blev langet over grillen til fuld tilfredshed for alle, der lige skulle have lidt godt.
I det hele taget var det en dejlig aften, hvor det kirkelige blev forenet med det folkelige uden at det blev til et overgreb på det ene eller det andet. En aften, hvor alle lokalkræfter var spændt for og havde fundet sammen i et spændende projekt. "Jeg tror vi allerede har en god tradition" nikkede en tilfreds Ketty Rams, menighedsrådformand ved Asdal Kirke, og hun ser frem til næste års "En sommeraften på Hellehøj".

En almindelig nervøsitet....

Ja, en almindelig nervøsitet breder sig efterhånden i mavsen. Nu ser det ud til at vejret bliver om ikke godt, så i hvert fald tørt. Men hvad med mængden af folk, der møder op på Hellehøj. Sidste år var det jo specielt godt verj, som den eneste dag i lang tid - i dag er det jo nærmest modsat, at det er det dårligste vejr i lang tid. Jo, vi havde lige i går, hvor det regnede, men ellers fint solskin. Gad vide hvor mange, der kommer i aften? Der kommer nok ikke lige så mange som sidste år - men det var jo også imponerende!! Nå, nu skal jeg ikke være pesimistisk!!
"Vi" har for lidt siden sagt farvel til den amerikanske præsident George W. Bush, hans kone og en datter. Det er lidt imponerende med sådan et sikkerhedsopbud og sådan en magtfuld mand. Man kan sige hvad man vil om hans politik - jeg er negativt stemt over den tilsidesættelse af lov og orden at basen på Cuba er et tegn på. Det er simpelthen noget svineri - hvorfor kan de ikke give dem noget af den sikkerhed og frihed, som de kæmper for at udbrede i hele verden.
Bush er på vej til G8-topmøde i Scotland... så det kan jo være, at han flyver over Horne om et par timer :-)

Hvorfor præsten tror på Gud

Så er jeg lige blevet færdig med min prædiken til i morgen. Det bliver ud fra søndagens tekst - men det er kun Zakæus og Jesus jeg prædiker om, ikke om Præsident George W. Bush, men måske på søndag. Det bliver en prædiken med overskriften "Hvorfor præsten tror på Gud", hvor jeg kommer ind på hvorfor jeg tror på Gud - at der er nok, der råber det modsatte, men hvorfor tror præsten på Gud?

Nu vil jeg ind og rydde op - vi får besøg til aftenkaffe i aften. Det skal nok blive rigtig hyggeligt.

"Efficacia verbi divini" - eller: Hjernen er tom

Det værste med at begynde helt på en frisk med en prædiken er den tomme hjerne - man sidder og bladrer lidt rundt i Bibelen og i gamle prædikensamlinger - kigger en tur op på nettet, men ingen steder får man lige den gnist, der siger: Her er den bærende idé.

Jeg er ved at læse en tysk bog, som jeg fik af Hartmut og Gisela her i weekenden - den har titlen (i oversat form): "At prædike Jesus". Virkelig spændende bog - et sted, skriver han om "Efficacia verbi divini". Om at man som prædikant altid skal forvente at det, der bliver prædiket også forandre, giver pote - er virksomt. Det er Guds ords selvstændige virke. Hvis vi bare tror, vil vi se Guds herlighed (Johannesevangeliet 11,40).

Så jeg har en fast beslutning: Jeg vil prædike Jesus i morgen - ikke andet end Jesus. Jesus, Jesus, Jesus!!! Og så forvente, at så sker der store ting, ikke fordi jeg er en glimrende prædikant (hvis jeg en gang får svunget mig op i nærheden af at være det), men fordi Guds ord vender ikke tomt tilbage.

Med denne private opsang smider jeg mig ud i prædikenskrivningen.

Eksamen og "En sommeraften på Hellehøj"

Vi har jo en vanvittig varme for tiden - det er rigtig rart med varme.

Vores dejlige lille vovse, Magnus, har været til eksamen og fik en god karakter. Dejligt - det var lidt træls at der var en del hunde ved pladsen, så den blev distraheret... men klarede sig alligevel flot. Ved lejlighed vil jeg smække et par billeder af eksamen ud på nettet.

Ellers er det ved at være tid til at tænke på de sidste ting i forbindelse med vores store satsning "En sommeraften på Hellehøj". I morgen er det prædikenen, der skal støbes - måske skulle jeg tage lidt hul på søndagens tekst, synes det kunne være lidt morsomt at kæde søndagens tekst sammen med præsidentbesøget...

Tyske feriegæster

Sidste år havde vi besøg fra området omkring Berlin - et tysk ægtepar, Giesla og Hartmut. De var i dag i kirke i Horne (vi havde skrevet lidt frem og tilbage over email), og her i eftermiddag var vi i nede på Klitplantagen og drikke kaffe med dem.

Det var rigtigt hyggeligt at snakke lidt tysk igen - men også at høre dem fortælle. Spændende hvordan de fortalte om deres Østtysklands tid - han er uddannet teolog fra Karl Marx-universitetet, altså under kommunismen og arbejdede i en tysk udgave af KFS. Han fortalte, at det på mange måde var en bedre tid rent forkyndelsesmæssigt, da kristendommen egentlig ikke var forbudt, men at det altid skulle være noget ved siden af kommunismen - og hvis man på afgørende punkter meldte kommunismen fra og valgte f.eks. konfirmationen, så var der lukket en masse porte for ens uddannelse. Man kunne ikke komme på gymnasiet og naturligvis heller ikke videre i systemet.

Der var en masse negative ting med en ateistisk stat, men netop det, at man havde en veldefineret "fjende" gjorde det nemmere, at ramme i forkyndelsen og missionen. I dag er situationen mere op og ned og forskellig, så der er det faktisk langt sværere at forkynde og umuligt at ramme bredt. Livet er også blevet langt materialistisk, bekymringerne om hvor man kan få det billigste produkt fylder mere end før, da alt havde samme pris og kvalitet.

Men en vigtig ting var, at man ikke længere følte sig som fængslet i et stort fængsel, DDR. At man frit kan rejse ud og ind og samtidig tale ganske frit - også tage til Danmark og tale med medkristne fra et andet land.

Det var vildt spændende og også bare rigtig hyggeligt at gense dem - vi har efterhånden fået opbygget en godt venskab, men også at vi kan dele tanker/bekymringer/glæder med et anden kristen. Det er faktisk som om vi har en masse tilfælles selv om vores historie og vores liv er forskellige, men vi har den samme Gud og den samme Bibel, som guide...