Nu har Indre Missions hovedbestyrelse taget det skridt at give plads i Indre Mission til dem, der måtte træde ud af Folkekirken og ind i en frikirke eller valgmenighed. Er det et godt skridt eller et dårligt skridt? Jeg ved det ikke, men det virker for mig til at være et halvt skridt.
Jeg ved ikke selv, hvor jeg befinder mig i det kirkelige landskab - det må andre bedømme og gøre med hvad de vil, bare de vil lade mig være i fred med deres mening - men det mærkes forkert at IM ikke snart siger det modsatte, at det er tilladt at være en del af Folkekirken og så være med i IM. Der er ikke meget respekt fra kirkens side overfor IM - de er bare nogen, man tåler. Det er nogen, der nyder godt af Folkekirkens beskyttelse og værn om mindretal - og IM vil lukke sig om sig selv og til sidst forsvinde, hvis de træder ud af folkekirken og danner nyt. Så er de i hvert fald selv ude om det!! Træder IM ud skal de ikke synke tilbage til Hjemlandstoner og orgelspil og bare kopiere hele det gamle system fra Folkekirken... nej, så skal der laves et livskræftigt alternativ til Folkekirken. Ind med menighedens behov - ind med menigheden i funktion - ind med musik, der batter og lever op... så tror jeg, at der vil komme folk til kirken. Og så skal navnet måske også skiftes ud - for det er i vejen. "Vor arv vi kendes ved"... ja, men ikke den del af arven, som man ikke bryder sig om - sådan må det være i alle kirkesamfund, eller er det en pakkeløsning: Enten det hele eller ingenting?
Men måske har IM været for tålmodig, så det til sidste har drænet bevægelsen for bæredygtigt liv, fordi man har været nødt til at lave det ene kompromis efter det andet. Hver gang har man slået i bordet og sagt "Nu forlader vi kirken". Men nu, når vennerne siger "Nu forlader vi kirken", så er der tilbageholdenhed - sig mig, hvad venter man på? Venter man på bedre tider, vækkelse i kirken? Eller venter man på at der skal komme et autoriseret vielsesritual for homofile... det er her jo allerede! Det kaldes ikke autoriseret, men det er godkendt af en række ... biskopper, deriblandt ham i Ålborg... så hvad er forskellen? Forskellen er meget lille, men hvis det er det man bruger til at hænge sin folkekirke-hat på, så er det vel også i orden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar