En af nyhederne til i dag er, at Guantanamo-basens fængsel lukker og fangerne så skal sendes til Amerika, hvor de så skal for retten. Jeg bryder mig virkelig ikke om tanken om at de mennesker har været indespærret så lang tid uden nogen retsag. Jeg havde virkelig troet, at det var en af demokratiets fortrin, at man fik en fair behandling og var der ikke noget på en, så skulle man renses.
Der udkommer snart en bog med digte skrevet af nogle af fangerne - mange af digtene er blevet censureret væk af militæret, men der er altså kommet nok ud til at de kan samles i bogform. "Ifølge en talsmand for forsvarsministeriet Pentagon ser myndighederne da også blot poesien som endnu et redskab i kampen mod de vestlige demokratier" - skriver TV2 på deres hjemmeside.
Jeg er for tiden i gang med at genlæse min filosofi-bog fra universitetet, og der læser jeg for itden om de første græske filosoffer og digtere. De skrev mod krigen og om krigens forfærdeligheder og staten ville stoppe dem, for det var da undergravende og ødelæggende. Men domstolen ophævede forbudet mod skuespillene, fordi det var jo netop ytringsfriheden, der blev kæmpet for ude på slagmarken... og så skulle den da ikke lide døden på denne side af fronten.
Jeg kan ikke lade være med at se disse grækere som mere demokratisk vise end os i vesten. Godt nok har vi et mere udarbejdet demokrati, hvor kvinder også er mennesker (eller i hvert fald anses som sådanne), og hvor der ikke er slaver, men når en embedsmand kommer med sådanne udtalelser, er det så et demokratisk sundhedstegn eller sygdomstegn?
Og nej, det er ikke fordi jeg er anti-amerikansk - jeg vil da gerne over og spise på McDonnalds og overnatte på Holliday Inn. Men jeg er mod enhver form for tvang og ensretning - jeg er imod enhver form for at spille med dobbelte spille-regler. Hylder vi menneskeretighederne, så skal de også gælde alle, ikke bare dem, der har gjort sig fortjent til dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar