Sagosuppen

I mit arbejde med søndagens prædiken er jeg løbet ind i Christians Winthers digt "Flugten til Amerika". Et herligt lille rim om et vredt og opsættigt barn, der vil gøre noget ved alt det trælse, og så stikke af hjemmefra. Men det hele ender med, at han bliver hjemme, da moderen kalder til aftensmad.

Min Vrede nedslog hendes blide Røst,
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen

Sådan... gad vide hvor meget eventyrlyst (for det må man sige de drenge i digtet har) og hvor mange konsekvenser af irritationer og provokationer, som falder til jorden på grund af at det er nemmere at lade være?! At vi ikke vil stikke af, sige vores arbejde op, flytte fra en træls egn, lave ændringer ved en irriterende situation... eller hvad det nu er, der plager os. Men vi gør ikke noget ved det, fordi det nu er lidt mere rart at blive ved det kendte hjemme. Så vi drukner vores "sorg" og finder vores "trøst" i at alt bliver ved med at være det samme - for det er nu så sikkert. Så det er ikke bare vores sorg, der druknes i sagosuppen, men også vores eventyrlyst, lyst til at gøre noget nyt og spændende.

Nå... nu vil jeg gøre noget spændende. Jeg vil tage ned med vores bil til eftersyn.... hold da op, hvor er jeg nervøs for det..... tænk, hvis de klipper pladernet på den. Vi har da ikke råd til en ny bil.... Nå, så må Stiftet bare betale Taxa til og fra kirken :-)