Blodmaskine

Hvornår er et menneske et menneske? Er det ved undfangelsen i livmoderen? Ved undfangelsen i det hele taget? Er mennesket først et menneske i det øjeblik, hvor det befrugtede æg i livmoderen er villet/ønsket af moderen? Altså det vigtigste er ikke hvad "vævet" er i sig selv, men hvad det er tænkt som. Og tænkt til at være.
Det er den eneste måde, jeg kan få provokeret abort til at passe ind i en humanistisk verden - og det er også den enste måde at stamcelleforskning og nu et engelsk forsøg kan passe ind. Man har nemlig fundet ud af, hvordan man kan forvandle stamceller fra befrugtede æg til at producere en blodtype, der kan bruges af alle mennesker uanset blodtype. Se mere her.
Det er naturligvis en genial opfindelse, der kan redde en masse liv - altså menneskeliv af allerede fødte mennesker. Det kan godt være, at jeg taler ud fra udvidenhed, så hjælp mig gerne på rette vej... men jeg synes virkelig, at det er enormt uhyggeligt. For mig at se, så er det et menneske, der ligger dér i reagensglasset i det befrugtede æg.
"Jamen, det kan du da ikke mene... det er jo bare et eksperiment, ingenting, for det får ikke lov til at udvikle sig".
Nej, det gør det vel ikke... men netop derfor burde det ikke være dannet. "Eksperimentet" burde simpelthen ikke være blevet sat i gang, fordi det indebærer at man går ind og skaber et menneske, som ikke er uønsket og som bare er et biprodukt. Et menneskeliv, der aldrig når at udvikle sig, så det bare ligner noget menneskeligt, men som i sig har alt hvad der skal til for at blive et fuldt skabt menneske, hvis det bare får de rette vilkår. Det gør det så ikke...

Nej, det skal udnyttes til at hjælpe os andre - enten syge mennesker eller mennesker, der har brug for blod for at overleve. Jeg kan kun sige: Det er ikke rigtigt det her. Det er simpelthen ikke rigtigt! Et menneske skal ikke dannes for andet end for at leve. Det skal ikke være en blodfabrik eller et medicinskab - men det skal vokse til og fødes og ud og leget udenfor og blive stor.

For hvor går grænsen? Der er selvfølgelig sat en grænse nu, at et befrugtet æg kun må udvikle sig til et bestemt trin, og så skal det destrueres (sådan tror jeg i hvert fald, at det er). Men det er jo en grænse, vi som mennesker har sat og som vi derfor kan rykke. Der er vel ikke noget til hinder for at man kan skabe en kunstig livmoder og lade æget vokse til et stort foster, for så at bruge ting fra dette væv. Det er jo bare et eksperiment?
Jeg ved godt, at det er meget let at male fanden på væggen, hvad angår fremtidens forskning, og det er let at afvise med et "SÅDAN bliver det aldrig". Men muligheden er der - vejen er åben og første skridt er for mig at se taget for længe siden. Nu begynder de næste skridt. Og igen: Det er ikke rigtigt.
Jeg er enormt glad for videnskabens landvindinger, men det sætter os mennesker i en masse dilemmaer om liv og død, som vi slet ikke er gearet til at tage. Nemlig spørgsmålet om liv og død - hvem, der skal overleve og hvem, der skal dø. Det er ikke bare her i begyndelsen af livet, men også senere hen. Vi er så gode til at holde liv i mennesker, at vi næsten kan fortsætte i det uendelige indtil vi ikke selv vil mere...
Vell... sikke tanker at begynde en ny uge med.... jeg skal have sat nogle boller over, og så ud og gå en tur med hunden. Og så kommer jeg tilbage til friskbagte boller... livet længe leve.