Tillykke med demokratiet!
... demokratiet er også rettigheden til at blive hjemme og undlade at stemme, og det er faktisk det jeg vil på søndag, for første gang i hele mit stemmeberetigede liv.
Jeg synes hver eneste gang, at jeg er nødt til at øve vold på mig og mine principper, når jeg skal stemme til et folketingsvalg, for der er aldrig nogen, jeg er helt enig med. Og ja, man skal så finde nogle, som man er mest enige med, og så sætte sit kryds. Men det er aldrig helhjertet, at jeg sender dem ind i Folketinget.. hvilket jeg så ikke har gjort, da min stemme de sidste par gange gik til et parti, der ikke kom ind. Jeg har dog altid sat mit kryds som en pligt og ikke som en lyst og glæde - jeg har altid været nødt til at handle på trods af min samvittighed.
EU-valget
Og nu på søndag, hvor der er valg til EU, så synes jeg ikke, at det er så vigtigt, at jeg igen er nødt til at stille mig hen i stemmeboksen og gøre vold på min samvittighed. Det er det valg simpelthen ikke vigtigt nok til. Og jeg er måske også blevet lidt mindre EU-venlig nu, da der måske er kommet en fornuftig mand i det hvide hus, som ser ud til at kunne håndtere at stå som den eneste supermagt i verden. Under Bush W. kunne der ikke være et for stort EU i mine øjne, så man kunne stable en ny supermagt på benene... men det er der vist ikke brug for lige nu.... så "lad rule-lad rulle".
Tronfølgeloven
Og den anden afstemning om ligestilling i kongehuset.. altså, kongehuset er jo i sig selv alt andet end ligestilling, så hvorfor ikke lade det være ude af trit med resten af samfundet. Faktisk er jeg lidt imod den seneste grundlovsændring, der åbnede på for at Margrethe kom til tronen. Hun gør det super og til UG og kryds og stjerner og slanger.... og hvad der ellers kan være, men jeg synes lidt, at det var et demokratisk kup, der skete den gang. Fra det tidspunkt af og frem var det altid den kongeslægt, der skal regere - og det også fordi, at "ja, Arveprins Knud vil vi i hvert fald ikke have, for han er da bare en tand for grim".
Og så synes jeg virkelig ikke, at denne ændring af grundloven har fået den opmærksomhed, som en grundlovsændring bør have. Det er jo det tætteste vi kommer på et helligt dansk dokument, og så skal det bare ændres uden meget debat og med en regering, der latterliggør dem, der stemmer nej.
Jeg har klippet en film sammen, der vel skærer regeringens holdning lige lidt mere ud i pap, end det de selv gør i deres film og hjemmeside.
God fornøjelse... og tillykke med grundloven. Den giver lejlighed til at give sin mening til kende - og at blive væk fra et valg, er vel også et eller andet sted, at give sin mening til kende. Hellere det end at give min støtte til nogle politikere i EU på valgdagen, der alligevel ikke har min støtte resten af året.
2 kommentarer:
Ha, ha, god video. Virkelig rammende:o)
Synes måske, at såfremt du vil benytte din ret til ikke at stemme, bør overveje at stemme blankt - ellers bliver det vel blot tolket som manglende interesse og engagement?
Hej!
Og tak for kommentaren!
Jeg har det også ok med at det bliver tolket som manglende interesse og engagement.For egentlig interessere det mig ikke.
Jeg var faktisk lige ved at overveje at tage op og stemme blankt, men det skulle kun være, fordi jeg plejer at være den første, der stemmer her i Horne, og så skal jeg jo checke stemmeurnerne. Det er hyggeligt! Men jeg har gudstjeneste på det tidspunkt, så den fornøjelse kan jeg ikke få.
Send en kommentar