Her er så årets Sankt Hans-tale holdt blandt gode venner hos Familien Gaardbo på Vestergård. Sådan havde jeg planlagt at den skulle lyde... det blev vist ikke helt sådan!----
Der er et ret voldsomt digt, der hedder ”Ad Heckenfeldt til” – i det står der:
Alfred havde stablet grene
til Sankt Hansbål helt alene.
Øverst, som en kusk på bukken,
sad livagtig heksedukken.
Far kom ud og fik det tændt,
både bål og heks blev brændt.
Luedans og flammespil...
grebet så familien til.
Alles øjne havde glans
under sangen om Sankt Hans.
Slut. En sidste lues blaffen.
Det var tid til aftenkaffen.
Pludselig fra Far det lød,
mens den allersidste glød
søvnigt ulmede i blæsten:
"Hvor er Bedstemor forresten?"
Sankt Hans, bål og hekse hører sammen… egentlig er det ganske forfærdeligt, hvad man gjorde den gang ved kvinder, der skilte sig ud, så mærkelige ud… og sikkert også var mærkeligt. Man så ulykke og ondskab omkring sig, og det måtte jo være nogens skyld. Og så satte man os præster til at opspore, identificere, afsløre, forhøre og dømme disse kvinder… disse hekse. Og så overlod man dem til bøddelen. Det onde skulle identificeret og påpeges og udryddes.
Heldigvis har vi forladt skikke med at brænde mennesker – men det der med at placere skylden og det onde et eller andet sted … over på nogle andre… sådan har det vel altid været og sådan er det stadigvæk. Der er The good guys og the bad guys. Og 11 ud af 10 gange, så er vi the good guys… dem med de nærmest rene hænder. "Skylden? Ja, det er ikke mig, der har den! "
Vi mennesker er gode til at skyde skylden over på andre. Da Gud forhørte Adam efter at han havde været på æblerov i Paradiset, så peget han over på Eva. ”Det var hende, der forledte mig. Det er hendes skyld”. Og Eva skyndte sig at skyde skylden videre: ”Mig…. ? Mig… nej, det er slangen”. Og efter som der ikke rigtig var andre at skyde skylden videre på, så landede aben dér.
I kan sikkert godt huske ”Jensens Tonaigth – live!” – til en af disse gange havde Flemming Jensen skrevet en sang, der kort og godt hed: Det er landbrugets skyld.
Kan I huske gamle dage?
Uden kvide! - Uden klage!
Da var alting som før.
Det var rart at eksistere
men det er det ikke mere.
Man må bli' bag sin dør!
Hvis man spø'r, hvad det kan skyld' s,
at det er slut med dansk idyl,
kan jeg uden vid're svare: Det er landbrugets skyld!
Og de ting, vi går og æder
lugter ikke meget bedder -det er landbrugets skyld!
Mælk og smør og viktualier -
de er fyldt med kemikalier!
Det er landbrugets skyld!
Og jeg har en bums i panden - og i røven er en byld.
Den kom ikke af sig selv! - Næ - det er landbrugets skyld!
At hver dør i huset knirker,
at min støvsu'r ikke virker,
det er landbrugets skyld!
....
Jeg er jo bybo… og det var sange som dem, der har formet mit syn på landbruget: Det er deres skyld det hele!
Men hvad nu hvis det nu ikke er landbrugets skyld? Hvad nu, hvis det ikke er chefens skyld? Hvad nu hvis det ikke er naboens skyld? Hvad nu hvis fingeren pludselig vender rundt og peger: Du har skylden!?
I morgen er det Sankt Hans dag – og det er ikke Hans Wendelboes dag… men Johannes Døberen, ham der blev født et halvt år før Jesus… og regner vi efter, så er der også nogenlunde et halvt år til jul i dag. Johannes Døberen var sendt af Gud som fingeren, der pludselig ikke bare pegede på alle de andre, men som pegede på dem, der ellers pegede fingre: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede”.
Heldigvis var han bare en vildmand, der levede som en tosse ude i ørkenen – så man kunne bare ryste på hovedet af ham. Sådan er det jo – når der er nogle, der kritiserer os, så kan vi bare ryster på hovedet, for de er jo ikke rigtig kloge. De har ikke rigtig forstået det – de har misforstået noget.
Men de mennesker, der ikke bare rystede på hovedet, men rystede i bukserne over det han sagde, de gik hen og hørte mere. For de kunne kun give ham ret: Det var ikke de andres skyld – det er faktisk min skyld. Men hvad skal jeg gøre…? Fortæl mere. Johannes Døberen blev ved med at pege – men pludselig pegede han ikke på dig, men pegede ind i menneskemængden på en helt almindelig mand: ”Der er det lam, der bærer verdens skyld”. Det var Jesus – det eneste menneske i verdenshistorien, der med rette kunne sige: Det er de andres skyld – fordi han er det eneste uskyldige menneske… han tog skylden på sig. Hele verdens skyld – for at udslette skylden. For at fjerne skylden fra dig – skylden, synden, det onde blev ikke brændt på et bål, men udslettet på et kors.
Så der går en lige linje fra Sankt Hans over julen og frem til påsken, for at der kan gå en lige linje fra at vi accepterer og erkender, at skylden, den er vores, over tilgivelsen hos Jesus og hjem til himmelen, hvor der ikke er nogen skyld, og hvor ingen kan pådrage sig nogen skyld. Så derfor kan Sankt Hans aften være en glædelig aften, selv om det er til ære for en sindsforvirret dommedagsprofet – for Johannes pegede ikke bare på dommen, men også på frelseren. Så derfor: Glædelig Sankt Hans!
Alfred havde stablet grene
til Sankt Hansbål helt alene.
Øverst, som en kusk på bukken,
sad livagtig heksedukken.
Far kom ud og fik det tændt,
både bål og heks blev brændt.
Luedans og flammespil...
grebet så familien til.
Alles øjne havde glans
under sangen om Sankt Hans.
Slut. En sidste lues blaffen.
Det var tid til aftenkaffen.
Pludselig fra Far det lød,
mens den allersidste glød
søvnigt ulmede i blæsten:
"Hvor er Bedstemor forresten?"
Sankt Hans, bål og hekse hører sammen… egentlig er det ganske forfærdeligt, hvad man gjorde den gang ved kvinder, der skilte sig ud, så mærkelige ud… og sikkert også var mærkeligt. Man så ulykke og ondskab omkring sig, og det måtte jo være nogens skyld. Og så satte man os præster til at opspore, identificere, afsløre, forhøre og dømme disse kvinder… disse hekse. Og så overlod man dem til bøddelen. Det onde skulle identificeret og påpeges og udryddes.
Heldigvis har vi forladt skikke med at brænde mennesker – men det der med at placere skylden og det onde et eller andet sted … over på nogle andre… sådan har det vel altid været og sådan er det stadigvæk. Der er The good guys og the bad guys. Og 11 ud af 10 gange, så er vi the good guys… dem med de nærmest rene hænder. "Skylden? Ja, det er ikke mig, der har den! "
Vi mennesker er gode til at skyde skylden over på andre. Da Gud forhørte Adam efter at han havde været på æblerov i Paradiset, så peget han over på Eva. ”Det var hende, der forledte mig. Det er hendes skyld”. Og Eva skyndte sig at skyde skylden videre: ”Mig…. ? Mig… nej, det er slangen”. Og efter som der ikke rigtig var andre at skyde skylden videre på, så landede aben dér.
- Det er altid nabo-byens skyld – for de er ikke rigtig kloge.
- Det er altid Københavnernes skyld, at tingene bliver så skævvredet.
- Det er naboens skyld, at vores gade ligner en losseplads.
- Det er kollegaens skyld, at stemningen på arbejdet er dårlig.
- Det er bankernes skyld, at vi er ude i en finanskrise.
- Det er Amerikas skyld, at vi har global opvarmning.
- Det er skolens og systemets skyld, at mine børn ikke trives og får dårlige karakterer.
I kan sikkert godt huske ”Jensens Tonaigth – live!” – til en af disse gange havde Flemming Jensen skrevet en sang, der kort og godt hed: Det er landbrugets skyld.
Kan I huske gamle dage?
Uden kvide! - Uden klage!
Da var alting som før.
Det var rart at eksistere
men det er det ikke mere.
Man må bli' bag sin dør!
Hvis man spø'r, hvad det kan skyld' s,
at det er slut med dansk idyl,
kan jeg uden vid're svare: Det er landbrugets skyld!
Og de ting, vi går og æder
lugter ikke meget bedder -det er landbrugets skyld!
Mælk og smør og viktualier -
de er fyldt med kemikalier!
Det er landbrugets skyld!
Og jeg har en bums i panden - og i røven er en byld.
Den kom ikke af sig selv! - Næ - det er landbrugets skyld!
At hver dør i huset knirker,
at min støvsu'r ikke virker,
det er landbrugets skyld!
....
Jeg er jo bybo… og det var sange som dem, der har formet mit syn på landbruget: Det er deres skyld det hele!
Men hvad nu hvis det nu ikke er landbrugets skyld? Hvad nu, hvis det ikke er chefens skyld? Hvad nu hvis det ikke er naboens skyld? Hvad nu hvis fingeren pludselig vender rundt og peger: Du har skylden!?
I morgen er det Sankt Hans dag – og det er ikke Hans Wendelboes dag… men Johannes Døberen, ham der blev født et halvt år før Jesus… og regner vi efter, så er der også nogenlunde et halvt år til jul i dag. Johannes Døberen var sendt af Gud som fingeren, der pludselig ikke bare pegede på alle de andre, men som pegede på dem, der ellers pegede fingre: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede”.
Heldigvis var han bare en vildmand, der levede som en tosse ude i ørkenen – så man kunne bare ryste på hovedet af ham. Sådan er det jo – når der er nogle, der kritiserer os, så kan vi bare ryster på hovedet, for de er jo ikke rigtig kloge. De har ikke rigtig forstået det – de har misforstået noget.
Men de mennesker, der ikke bare rystede på hovedet, men rystede i bukserne over det han sagde, de gik hen og hørte mere. For de kunne kun give ham ret: Det var ikke de andres skyld – det er faktisk min skyld. Men hvad skal jeg gøre…? Fortæl mere. Johannes Døberen blev ved med at pege – men pludselig pegede han ikke på dig, men pegede ind i menneskemængden på en helt almindelig mand: ”Der er det lam, der bærer verdens skyld”. Det var Jesus – det eneste menneske i verdenshistorien, der med rette kunne sige: Det er de andres skyld – fordi han er det eneste uskyldige menneske… han tog skylden på sig. Hele verdens skyld – for at udslette skylden. For at fjerne skylden fra dig – skylden, synden, det onde blev ikke brændt på et bål, men udslettet på et kors.
Så der går en lige linje fra Sankt Hans over julen og frem til påsken, for at der kan gå en lige linje fra at vi accepterer og erkender, at skylden, den er vores, over tilgivelsen hos Jesus og hjem til himmelen, hvor der ikke er nogen skyld, og hvor ingen kan pådrage sig nogen skyld. Så derfor kan Sankt Hans aften være en glædelig aften, selv om det er til ære for en sindsforvirret dommedagsprofet – for Johannes pegede ikke bare på dommen, men også på frelseren. Så derfor: Glædelig Sankt Hans!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar