Hustrurabat

.... egentlig er rigtig uhyggeligt ord, når det bliver sat ind i sammenhæng med et drab.
I Nordjydske kan man i dag læse om at en mand, der dræbte sin hustru fik en dom på 12 års fængsel. Nu ankes dommen med henblik på at få nedsat straffen. Og man læser så:

"Forsvarsadvokat Mogens Pahl Christensen var ikke overrasket over, at hans klient blev dømt for drab, men han mente, at retten skulle have brugt den rabat på straf, der normalt er blevet givet, når der er tale om samlevende. Derfor vil de anke" (læs mere her)

... hvor er det egentlig sygt, at man skal have rabat, hvis man slår sin kone/mand ihjel, som om, at det var en formildende omstændighed. At man om ikke har ret til at slå sin (sikkert forhenværende) elskede ihjel, så dog lidt hen ad vejen har man et fortrin, at hvis der er nogle, der skal gøre det... så er det da ægtemanden. For man ejer jo lidt vedkommende - ritualet siger jo, at man bliver et kød, så man skal have lidt mindre straf, fordi det jo også gør ondt på en selv at slå sin kone ihjel....

... eller hvad er tanken lige? Mener også at hustruvold (om det så er hustruen der er voldelig eller om det er vold mod hustruen)... at det også takseres mildere, end hvis man går ud på gaden og pander en tilfældig ned.

Undskyld - et eller andet sted tænker jeg, at det her er sådan lidt middelalderligt, men skriv en forklaring til mig, der kan sætte den slags rabat i et forklarende lys for mig. Jeg lader mig gerne retlede.

Flaget i præstegården er på halv...

Og hvorfor er det på halvt? Jo, for at vise sorg over, at kirken i nat har fået frataget sig sin selvstændighed og ret til at tage sig af de forfulgte.

Jeg skammer mig over kirken, hvis vi ikke giver et kraftigt svar tilbage på det, der skete i Brorsons Kirken i nat. Jeg er flintrendes ligeglad med politik og ret og rimelighed efter lovens paragrafer... for her trænger staten ind på kirkens område - DET er et problem. Vi har længe hørt mantraet "religion ud af det offentlige rum" - nu er næste skridt nået "religion ud af det religiøse rum". Vi er ikke længere herre i eget hus - eller hvis vi kan bruge det ord om et hus, hvor herren, er Herren (dvs. ham med stort H).

Jeg glæder mig til at biskopperne vågner op - de sidder forhåbentlig i forhandlinger lige nu om en passende protest.

Uden sammeligning i øvrigt, så støver jeg lige disse gamle linier af fr Martin Niemüller, der var præst og sad som Hitlers personlige fange i en KZ-lejr:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist
Så kom de for at tage fagforeningsmedlemmerne, men jeg protesteder ikke, for jeg var ikke fagforeningsmedlem.
Så kom de for at tage jøderne og sigøjnerne, men jeg protestede ikke, for jeg var hverken jøde eller sigøjner.
Så kom de for at tage de homofile, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke homofil.
Da de kom for at tage mig, var der ingen tilbage for at protestere.

Uwe Holmer

Det spændende ved at være præst i et ferie-paradis som vores er, at der kommer spændende personligheder på ferie i området. Jeg tænker ikke på kendisser fra fladpandet fredagsunderholdning i fjernsynet, men mennesker med noget på hjertet, mennesker med en god historie.

En af disse kom forbi igen i år – en tysk teolog og hans kone. Men det er nu ikke dem, jeg vil fortælle om, selv om det også er spændende. Nej, jeg vil fortælle om deres gamle præst, Uwe Holmer. Vi skal skrue tiden tilbage til den gang det hed Øst- og Vesttyskland. Uwe Holmer boede sammen med sin kone og deres otte børn i Østtyskland. Alle deres otte børn søgte ind på universitetet, men alle fik afslag… og det fra allerhøjeste sted, undervisningsministeriet. Dér sad Margot Honnecker – som var gift med DDR-chefen Erich Honnecker – og styrede ministeriet. Og det var ikke svært at gætte sig til hvorfor de blev afvist: Som præst skulle hans børn ikke have nogen chance i et kommunistisk og ateistisk land.

Østtysklands kollaps i 1989 var også et personligt kollaps for familien Honnecker. Fra at være højt på strå var de pludselig uden luksus embedsbolig, uden arbejde, uden penge og uden venner. Folk stod i kø for at lægge afstand til den synkende skude Honnecker. Undtagen Uwe Holmer, der sendte en invitation til de to om at de kunne komme og bo i præstegården. Familien Honnecker havde intet alternativ, så de takkede ja til invitationen.

Det var ikke naturligt at gøre sådan noget, som pastor Holmer gjorde – de fleste, der havde lidt og blev forfulgt af DDR-systemet ville hellere have set ægteparret leve på gaden end at hjælpe dem på nogen måde. Holmer modtog hade-breve fra hele landet for sin handling – endda folk fra hans egen kirke truede med at melde sig ud og stoppe med at betale til kirken.

For mig at se viste Uwe Holmer en så radikal kærlighed og omsorg, at det ikke kan beskrives med andre ord end med ordene ”Kristendom i praksis”. Det er at følge Jesus, der sagde: ”Jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matthæusevangeliet 5,44-45).

----------------------------------

Sådan kunne man læse i kirkebladet for Horne og Asdal oktober-november-december sidste år. De feriegæster, som jeg omtaler i andagten, har netop sendt mig en bog om Uwe Holmer - hans biografi. Den glæder jeg mig til at læse - jeg tror virkelig, at man kan lære noget af ham.

Ud af venskabet...

Prøv læs med på dette blogindlæg - om venskab:

"Det er ikke meget, jeg ikke ville gøre for mine venner, og selvom jeg godt kan give en verbal røvfuld fra tid til anden, er der langt til min grænse. Til gengæld jeg forventer også noget af dem. Jeg forventer, at de fortæller mig, når de har det skidt, så jeg kan få lov at hjælpe. Jeg forventer, at de blotter sig og lægger paraderne, så det ikke kun er mig, der sidder med skodderne slået fra og frit udsyn til fejl og mangler. Jeg forventer, at de prioriterer mig, og jævnligt sørger for at finde den tid, det kræver at vedligeholde vores venskab. Om det er over msn, over telefon eller over kaffe er underordnet. Til gengæld forsøger jeg selv at gøre det samme. Jeg er ikke for stor til at give en undskyldning, når jeg fucker op, og jeg forventer det samme af dem. Og når det er nødvendigt, regner jeg så også med, at vi helhjertet forsøger at tage imod den, og komme videre, og ikke maler lågerne med nag eller skyld."

- du kan læse hele indlæget i sin helhed på bloggen Ordet rundt

Kirkeasyl

På DRs hjemmeside kan man se, at Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard forlanger, at de iranske flygtninge, der har søgt kirkeasyl, at de anholdes af politiet. Der står blandt andet:

"Dansk Folkeparti har fået nok af irakerne, der på tredje måned har taget ophold i Brorsons Kirke eller er på flugt rundt i landet, og rejser derfor nu et konkret krav over for regeringen. Foruden anholdelserne af de 60-70 irakere i kirken skal regeringen beordre politiet..." (læs mere her).

Jeg håber virkelig aldrig, at det kommer til, at dansk politi går ind og anholder folk, der har søgt tilflugt i en kirke. Jeg aner intet om deres sager og om de bare er snydere, der forsøger at udnytte os som danskere, men det er også underordnet. Det skal man ikke tage stilling til, nu er de i kirken og har brug for dens hjælp - læs mere her.

Jeg håber aldrig, at det kommer dertil, at politiet går ind i Brorsons Kirken - og sker det, så håber jeg virkelig, at det er under massiv pressedækning, og at Folkekirken, menigheder, præster og ja... kirker ude i verden protesterer. Det må bare ikke ske... og det sker ikke.