Evangelisk Alliance - dag 6

Tekst: Nehemias 2,19 – 20: ”… [de] spottede og hånede os …”

Endnu en mærkelig tekst at placere som hovedteksten for dagens bedemøder. Overskriften over bedeteksten er ”Enhedens udfordring”. Hvis der er noget, der kan få os til at miste modet i forhold til de opgaver og udfordringer, vi som kirke står overfor eller midt i, så er det, når folk taler ondt om os, og måske endda håner os. Det kan virkelig sætte vores arbejdskraft ned i styrke og måske endda også bremse os helt op… og hvis f.eks. pressen kommer ind i det, der kun går efter struben og katastrofehistorien, så kan man nok lægge sit andet arbejde ned i den periode, indtil stormen har lagt sig. Og så håbe og bede, at Gud må holde modet oppe og enheden tæt!I årets pjece står om dette stykke, står der: ”Vores modstandskraft i disse situationer ligger gemt i evnen til at kunne høre Guds løfter til os – og skelne dem fra alle andre røster”.

Og Guds løfte til sin kirke og til det kristne menneske er det, det altid har været – det var indgangsløftet ved døbefonten: ”Mig er givet alt magt i himmelen og på jorden…. Se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.

Evangelisk Alliance - dag 5

Tekst: Nehemias 4,6: ”… Men vi byggede muren, og hele muren blev bygget i halv højde, og folket arbejdede med god vilje.”

Hmmmm… endnu en lidt speciel tekst. Ser man i hæftet, der hører til bedeuge, der blandt andet henviser til Første Korinterbrev 3, 6-7, der handler om hvordan man skal lade forskellige gøre det, de er bedst til/kaldet til… så er fokus her på ”vi byggede muren” – ”folket arbejdede”.

Egentlig har jeg det ikke godt med alle de mange børnetegnefilm, som f.eks. Disney skyder ud hvert eneste år – gider ikke bruge tid på dem, for tegnefilm er for børn!! Og det mener jeg egentlig stadigvæk, men da min lille dreng, Josva, fik sig en julegave sidste år: En DVD med tegnefilmen ”Cars” (eller som den hedder på dansk: Biler), så skulle jeg jo se med.Og ærligt talt: Den er faktisk rigtig god – godt gennemført (en verden fyldt med biler, der er levende og snakker --- hvordan det lige er blevet lavet er så en anden snak – det er måske noget med … ja,nej… det skal jeg ikke prøve på at skrive noget om her). Men der møder vi den selvsikre og egocentriske racerbil Lynet McQueen. Han kan nok klare sig uden andre – han har ikke brug for at få råd, han har ikke brug for at få støtte, han har ikke brug for andre end sig selv – og alene vil han vinde det store væddeløb! Men så lærer han på den hårde måde, at han faktisk ikke kan stå alene, han oplever at der faktisk kan hentes hjælp, støtte og kærlighed fra dem, der før så ud til at være under hans værdighed. Men at sammen kan man faktisk nå længere… godt nok vandt han ikke racerløbet i første forsøg, men han fik en sidegevinst, der var bedre end noget andet: Han fik en masse venner og kærlighed.

Ingen leder, medlem af kirken eller præsten må kører sololøb – det er både usundt for os selv, men også for arbejdet. Vi skal turde lægge vores stolthed til side og tage imod hjælp – bede om hjælp. Og vi skal også turde lægge vores eget arbejde til side, for at hjælpe andre… trods alt arbejder vi på samme sag. Som der står på Evangelisk Alliances hjemmeside:

” Vi virker ikke for vores egen sag. Målet er Guds virke. Guds ære … for vores folk og for vores Guds byer. At være medarbejdere og bygge på hans kirke er dybest set ikke vores værk. Alt det, vi gør, gør vi i tro og tillid til Guds planer”.

Evangelisk Alliance - dag 4

Tekst: Nehemias 2,12: ”… hvad min Gud havde lagt mig på sinde at gøre for Jerusalem …”

En lidt speciel tekst i dag… Det har noget at gøre med en vision – at få en vision fra Gud om et eller andet, og så som menighed og som kirke at gå ind og arbejde for at den vision bliver til virkelighed. Der er ikke noget, der skaber enhed, som at arbejde sammen om et eller andet – men det får så en ekstra dimension, når det er i kirken. For så (burde) det ikke være præsten, menighedsrådet eller et ledende medlem af kirken, der var visionær og kommer med tanker, som det har gennemtænkt… så er det Guds tanker, Guds vilje med os. Og så er det ham, der kalder os ind i et arbejdsfællesskab med ham, så enheden ikke bare er mellem os mennesker, men så den også er mellem os og vores skaber.

Jeg tror stadigvæk ikke, at Gud har brug for os – forstået på den måde, at han er afhængig af vores hjælp og vores dygtighed. Jeg tror simpelthen ikke på Lars Busk Sørensens digt: ”Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, han sender”. Han har ikke brug for os – han kan godt klare sig uden os, men vi har brug for ham.

Når min lille dreng, Josva, hjælper mig med at støvsuge i køkkenet, så er det jo ikke fordi jeg har brug for hans hjælp – for ærligt talt, hvis jeg havde travlt, så ville jeg nok selv bare gøre det. Men jeg inddrager Josva i arbejdet, fordi jeg godt vil have det fællesskab med ham, og fordi jeg tror det er sundt for ham også at lære at tage del i arbejdet. På samme måde med Guds ønske om at inddrage os i sit arbejde – han ønsker det fællesskab det giver, som den store og kærlige far han er. Og han ved, at vi har godt af at være engageret i hans vision, for den bringer frelse ikke bare til os, men også til andre… ja, den bringer enhed i kirken.

Svenskeren Magnus Malm siger det på denne måde: ”Overfor en sådan Gud kan troens pionerer umuligt have været mennesker, der har gjort store ting for Gud. Det må have været mennesker, der har indset, at det er Gud, der handler – og så har indrettet deres liv derefter” (Side 44 i ”Vejviser”).

Evangelisk Alliance - dag 3

Tekst: Apostlenes Gerninger 12,5: ”… i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud”.

Træthed i bønslivet... hvem kender ikke til det? Jeg gør i hvert fald. Selv om jeg med hovedet og vel også med hjertet ved hvilken fantastisk glæde og hvilket privilegium det er, at vi kan bede til den almægtige Gud, så kan det pludselig blive svært at folde hænderne. Der er så meget, der tager fokus fra det at bede… man har travlt på arbejdet, man har travlt i menigheden, man har travlt i familien… og der skal jo også det og det og det. Og selv om vi måske kun brugte 3-4 minutter på bøn hver morgen eller aften, så bliver det pludselig reduceret og forsvinder i en periode af kortere eller længere varighed.

Jeg havde på et tidspunkt sammen med nogle gode venner – et projekt, der kort og godt hed B-20 (prøv google det… ) som gik ud på at vi overfor hinanden lovede at vi ville bede 20 minutter hver dag – og hjemmesiden (der opstod og nu ligger som en meget svag skygge af sig selv) skulle være et inspirationssted til bøn og for at holde os fast på det. Vi skulle ikke mødes 20 minutter om dagen, men vi skulle bare bede derhjemme… men vi vidste, at de andre også bad. Det gav fællesskab!

Jeg ved ikke om projektet kørte et par måneder… men af en eller anden grund blev musketer-eden brudt (men ærgerligt, for det var nogle fantastiske måneder, hvor vi havde overskud… også fysisk overskud og åndeligt overskud… det var rigtig fedt – og vi havde et dejligt fællesskab med de andre).Tænk om man kunne flytte sådan et projekt over i kirken – så man er flere, der står sammen om at holde hinanden fast i visionen om 20 minutters bøn om dagen… jo flere vi er, jo flere er vi for at holde os i gang. Det lyder måske af meget 20 minutter… hvad skal man sige i den tid? Ja, man kunne måske også bare sidde i stilhed og lade Gud tale til en. Bøn er ikke bare ord fra os til Gud - men er dybest set fællesskab med den evige Gud og han behøver man ikke overdynge med ord… måske vil han sige noget til dig?

Evangelisk Alliance - dag 2

Tekst: Apostlenes Gerninger 2,1: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet”

Den enhed, der udtrykkes ved at vi kan samles til en fælles gudstjeneste er simpelthen fantastisk. Jeg er fyldt af benovelse de steder, hvor man kan holde en gudstjeneste, dér kan samle både børn, unge, børnefamilier, modne (eller hvad man skal kalde dem mellem børnefamilier) og ældre. Det er forholdsvist nemt at lave en masse forskellige slags gudstjenester, der taler til specielle slags mennesker, det kræver blot nok frivillige eller nok ansatte, så kører det bare… Men så er enheden pludselig flyttet ud, så der er mange forskellige enheder… ”de var alle forsamlet”.

Der er naturligvis nogle fysiske begrænsninger – f.eks. et rum, hvor der kan være pasning for de mindste og børnekirke for de lidt større – og måske også folk, der musikalsk kan give den et ekstra pift ved klaver, guitar og trommer… men dybest set handler det også om at ville fællesskabet. At ville gudstjenesten. At ønske at være sammen med ”hele flokken” for at lovprise Gud og modtage styrke til kristenlivet fra ham. Det starter dér.

Det er jo vanvittigt svært at holde et stykke arbejde i gang, for nogle, der ikke kommer endnu. F.eks. børnekirke under gudstjenesten er svært at holde kørende, når der ikke er nogen børn. Men kom der nok børn, tror jeg også, at tilbuddene skyder op. Ikke sagt som en undskyldning for forholdene i Horne og Asdal, men som et eksempel. Jeg er da også ved at overveje hvad der skal ske med vores bette Josva i forhold til børneklub og gudstjeneste… men det er en anden snak!

Det hele begynder ved at man vil. Vil fællesskabet og vil gudstjenesten. Må Gud send os Helligånden, så vi til sidst vil.

Evangelisk Alliance – dag 1

Tekst: Johannes 17,21-22: ”… at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dag, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at skal være ét, ligesom vi er ét”.

Sikke nogle ord – jeg bliver i hvert faldt ramt på den ikke-fede-måde. Jo, fedt at Jesus sammenligner os, hans kirke og menighed, med noget guddommeligt og ophøjet, at vi skal være ét med hinanden på samme måde som Jesus er ét med sin far.Men der stopper det fede måske i første omgang… for er vi så det? Er vi så ét?

Ja, der er en masse forskellige kirkeretninger, der hver på sin måde tror, at de har fundet sandheden – folkekirken er bare en lille brik i det store forvirrede kirke-puslespil! Men også indenfor denne lille brik kan vi ikke etablere en enhed – jeg har tit sammenlignet enheden i folkekirken med to katte der er bundet sammen i halerne og så kastet over en tørresnor… ja, de er en enhed, men de er bestemt ikke ét!Den kommende tid og dens problematikker må vise, om de to katte bliver ved med at være bundet sammen… jeg havde faktisk troet, at vi kunne blive sammen, men der er nogen, der bliver ved med at puste til forskelligheden… som ønsker den forskellighed!

Og det er katastrofalt! For et er at det svækker os indadtil, men det svækker også vidnesbyrdet udadtil… Jesus siger, at verden skal komme til at tro på at Jesus er udsendt af Gud og er hans søn, ved at se på den enhed, der er i kirken! Ikke bare den enhed, der er i det lille sogn (selv om jeg mere og mere har lyst til at gemme mig i et syn på kirken som den enkelte sognekirke), men en enhed i Kirken (med stort K).Der er derfor rigeligt at bede om… vi har brug for enheden, og verden har brug for enheden.

Må Gud hjælpe os... ja, må Gud hjælpe mig!!

Godt nytår

Jeg håber for jer alle, at I må få et velsignet nyt år...
Sådan lige i første omgang aner jeg ikke om der er noget specielt, jeg glæder mig til her i 2011... der er ingen store forventninger, store omvæltninger, der ligger og lurer - men hvem ved om 2011 alligevel ikke bliver et godt og spændende år... netop fordi, jeg ikke forventer det store af året?!
Jeg er i hvert fald åben - og tager imod de ting, der måtte komme... og gør det i Jesu navn!

Skal vi følges ind i året --- håber på jeres selskab her på nettet og ude i "den virkelige verden".

kærlig hilsen
Kim