Tekst: Apostlenes Gerninger 12,5: ”… i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud”.
Træthed i bønslivet... hvem kender ikke til det? Jeg gør i hvert fald. Selv om jeg med hovedet og vel også med hjertet ved hvilken fantastisk glæde og hvilket privilegium det er, at vi kan bede til den almægtige Gud, så kan det pludselig blive svært at folde hænderne. Der er så meget, der tager fokus fra det at bede… man har travlt på arbejdet, man har travlt i menigheden, man har travlt i familien… og der skal jo også det og det og det. Og selv om vi måske kun brugte 3-4 minutter på bøn hver morgen eller aften, så bliver det pludselig reduceret og forsvinder i en periode af kortere eller længere varighed.
Jeg havde på et tidspunkt sammen med nogle gode venner – et projekt, der kort og godt hed B-20 (prøv google det… ) som gik ud på at vi overfor hinanden lovede at vi ville bede 20 minutter hver dag – og hjemmesiden (der opstod og nu ligger som en meget svag skygge af sig selv) skulle være et inspirationssted til bøn og for at holde os fast på det. Vi skulle ikke mødes 20 minutter om dagen, men vi skulle bare bede derhjemme… men vi vidste, at de andre også bad. Det gav fællesskab!
Jeg ved ikke om projektet kørte et par måneder… men af en eller anden grund blev musketer-eden brudt (men ærgerligt, for det var nogle fantastiske måneder, hvor vi havde overskud… også fysisk overskud og åndeligt overskud… det var rigtig fedt – og vi havde et dejligt fællesskab med de andre).Tænk om man kunne flytte sådan et projekt over i kirken – så man er flere, der står sammen om at holde hinanden fast i visionen om 20 minutters bøn om dagen… jo flere vi er, jo flere er vi for at holde os i gang. Det lyder måske af meget 20 minutter… hvad skal man sige i den tid? Ja, man kunne måske også bare sidde i stilhed og lade Gud tale til en. Bøn er ikke bare ord fra os til Gud - men er dybest set fællesskab med den evige Gud og han behøver man ikke overdynge med ord… måske vil han sige noget til dig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar