Tekst: Apostlenes Gerninger 2,1: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet”
Den enhed, der udtrykkes ved at vi kan samles til en fælles gudstjeneste er simpelthen fantastisk. Jeg er fyldt af benovelse de steder, hvor man kan holde en gudstjeneste, dér kan samle både børn, unge, børnefamilier, modne (eller hvad man skal kalde dem mellem børnefamilier) og ældre. Det er forholdsvist nemt at lave en masse forskellige slags gudstjenester, der taler til specielle slags mennesker, det kræver blot nok frivillige eller nok ansatte, så kører det bare… Men så er enheden pludselig flyttet ud, så der er mange forskellige enheder… ”de var alle forsamlet”.
Der er naturligvis nogle fysiske begrænsninger – f.eks. et rum, hvor der kan være pasning for de mindste og børnekirke for de lidt større – og måske også folk, der musikalsk kan give den et ekstra pift ved klaver, guitar og trommer… men dybest set handler det også om at ville fællesskabet. At ville gudstjenesten. At ønske at være sammen med ”hele flokken” for at lovprise Gud og modtage styrke til kristenlivet fra ham. Det starter dér.
Det er jo vanvittigt svært at holde et stykke arbejde i gang, for nogle, der ikke kommer endnu. F.eks. børnekirke under gudstjenesten er svært at holde kørende, når der ikke er nogen børn. Men kom der nok børn, tror jeg også, at tilbuddene skyder op. Ikke sagt som en undskyldning for forholdene i Horne og Asdal, men som et eksempel. Jeg er da også ved at overveje hvad der skal ske med vores bette Josva i forhold til børneklub og gudstjeneste… men det er en anden snak!
Det hele begynder ved at man vil. Vil fællesskabet og vil gudstjenesten. Må Gud send os Helligånden, så vi til sidst vil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar