Onsdags-tanker: Forskellen på at sige sandheden og at dømme

width="200" />Det er interessant, hvordan det sker igen og igen og igen. Man kommer med sin etiske holdning om et eller andet - og det indeholder et nej til nogen (det være sig i forhold til vielse af homoseksuelle eller abort) - og så kommer det som amen i kirken: Du er fordømmende.
Hvis jeg siger - som sandt er - at jeg er imod provokeret abort, så ryger det ud: Du er fordømmende - du lægger skyld over på de kvinder, der har måtte træffe et uhyggelig valg.

Den eneste måde at undgå at få den smidt i hovedet om at fordømme - også selv om man ikke har nævnt kvinderne eller omtalt den provokerede abort som racehygjene eller mord eller andet, der er temmelig værdiladet og bærer ekko med fra en anden verden og situation.

Og her forlader vi "abort" som eksempel og går videre til at se på sagen: "Forskellen på at sige sandheden og at dømme".

Skal man så bare holde sig mund, hvis man har en holdning, som ikke deles af flertallet? Ja, det skal man - hvis du spøger "folk". Det er i hvert fald sådan man opfører sig.

Men det er bare det, sandheden skal siges - og løgnen bliver ikke sand selv om den får fleste hænder i vejret ved en evt. holdningsafstemning på Kristeligt Dagblad eller Det etiske Råd... ja, sågar i Folketinget og ved landets domstole.

Men at sige at jeg ikke er enige med en holdning - at sige at du tager fejl, også i din handling, er ikke det samme som at dømme dig - kunne det være sagt i kærlighed, fordi jeg netop elsker dig? Jeg siger til dig, at jeg ikke er enig i din holdnig/handling, netop fordi jeg elsker dig - ellers kunne jeg jo være fuldstændig ligeglad. Jeg fortæller, at jeg synes du laver en fejl og jeg vil ikke have, at du smadre dit liv - jeg siger til dig, at det er synd, og jeg vil ikke have, at du skal tilbringe evigheden i helvedet.

At lade dig være i fred i din fejl og din synd - sådan som jeg ser det - er ikke at fravær af dom, men fravær af omsorg og kærlighed.

Jeg vil i hvert fald prøve at lytte efter det, næste gang, at der er en, der kommer og retter på mig - korrekser mig - at det er sagt netop fordi den person bryder sig om mig, og ønsker det godt for mig. Ellers kunne vedkommende jo lige så godt have ladet mig sejle i min egen sø. Jeg skal være glad, at der er nogle, der elsker mig så meget, at de gerne vil fortælle mig sandheden.

Onsdags-tanker: Korsmarken

På en mark ud til motorvejen ved Hedensted står 16000 kors. Hvert kors repræsenterer et menneskeliv, der blev endt i livmoderen af den ene eller den anden årsag. Man se  det som en provokation. Man ser det som et led i at give andre dårlig samvittighed og få det dårligere ved at minde dem om en gjort gerning. Man ser det som en politisk ukorekt gerning. Debatten har været hård - nogle har endda gået en tur og sparket enkelte af disse kors ned.

Jeg kørte forbi marken i søndags - en flot eftermiddag, i hvert fald lige på det tidspunkt. Jeg var egentlig spændt på hvordan det så ud. Og det var faktisk smukt! Nu har jeg naturligvis også et helt andet forhold til symbolikken i et kors end i hvert fald dem, der sparkede korsene ned. Men de var smukke i deres enkelthed og i de lige rækker af kors.
Jeg kan ikke se noget provokerende i de kors.
Vi planter et kors, når der er en, der dør. De fleste af disse børn fik aldrig deres eget gravsted, der blev ikke plantet et kors over dem. Nu er der.

Ved at sparke til de kors - ved at kræve dem væk - ved at blive edikesture - ved at blive provokeret - ved at blive stødt på andres vegne... så begår man et overgreb mod deres minde. Så prøver man igen at fjerne dem - der var ikke plads til dem af den ene eller den anden grund før, da de endnu levede i livmoderen. Der er heller ikke plads til deres minde nu, hvor de er døde.

Æret være deres minde! 

Onsdagstanker: Ingen debat

Der er blevet lavet en undersøgelse om den seneste debat om vielse af homoseksuelle. Det viste sig netop, at mange præster holdt sig fra debatten - lige bortest fra den i Kristeligt Dagblad. Og så var det nogle få og biskopperne, der var på færde.

En af grundene til det, skulle være, at der var en uforsonelig og spids debat mellem de to fløje... det synes jeg nu ikke passer - i hvert fald kun for dem, der var positive overfor vielse af homoseksuelle. Aldrig har jeg mødt så meget had og så grumme beskyldninger som hos dem. Man skulle bare sige ordet "nej" og så vældede det frem. Vi var lige flyttet ind og skulle have TDC til at etablere telefonforbindelsen - og da han hørte, at jeg mente et nej til det nye ritual... så var den venlige TDC-kundeservice væk. Og der var ikke ende på hvor snæversynet jeg var.

Den sidste debat var vel også bare en pseudo-debat - endnu en hørringsomgang, hvor selv ministeren ikke ventede på at få resultatet, før han offentliggjorde det. Man havde kørt kirkefolket død - der skal meget for at et menighedsråd sætter sig og laver et hørringssvar, så jeg orkede ikke at få mit menighedsråd med igen, da det igen kunne være aktuelt. Hele debatten var bare et præludium til selve lovgivningen - man var ikke interesseret i at høre noget negativt og i hvert fald ikke interesseret i at tage hensyn til det. Så hvorfor blande sig igen? Hvorfor sige sin mening igen? Jeg havde jo en gang sagt min mening om den sag - og den står jeg ved - for jeg har endnu ikke hørt et bibelsk argument for sådant et ritual.

Men et er, at den ikke var i aviserne - det er en debat, der aldrig må falde til ro. Der skal altid være en eller anden, der siger sin mening om det lokalt - holder ved sin mening. "Det I har gjort og gør er forkert - og er at skjule sandheden for de homoseksuelle".

Kaffetanker 19. søndag den 19. søndag efter trinitatis

Morgenmaden er spist her søndag morgen, konen forbereder sig på gudstjenesten i Hadsund Kirke og børnene ser Ramasjang. Der er stadigvæk lidt kaffe i koppen... så hvorfor ikke kigge på dagens prædikentekst, imens jeg drikker den sidste kaffe.

Det er Markus Evangeliet kapitel 2 vers 1 til 12 og handler om hvordan Jesus helbreder en lam mand, der bliver hejst ned til ham på en bårer. Jesus begynder med at tilsige ham syndernes forladelse, det er der nogle præster, der bliver forarget over... Det kan kun Gud gøre. Jesus spørger dem, hvad der er sværest at gøre at tilsige syndernes forladelse eller helbrede manden.

Jeg spurgte mine kære konfirmander i tirsdags hvad der var nemmest af de to ting. Svaret var naturligvis givet på forhånd: Det er nemmest at tilsige velsignelsen, for det kan jo ligesom ikke kontrolleres.

Herlige Jesus vender sig derpå til manden og helbreder ham.

"Forventningsafklaring" - hedder det, når man finder frem til hvilke forventninger man har til hinanden eller f.eks. et fælles projekt, inden man går i gang. Havde Jesus lavet en forventningsafklaring med den lamme eller med hans venner, så havde det nok ikke været syndernes forladelse, der havde drevet dem til at komme, men det, som Jesus udpeger som det nemmeste: Nemlig at helbrede manden.

Forventningsafklaring? Hvad er dine forventninger til Gud, når du kommer til ham, når du f.eks. går til gudstjeneste? Er det lykke? Er det oplysning? Er det underholdning? Er det et godt helbred for dig og dine? Er det at din familie igen må finde sammen?
Det er jo fantastisk vigtige ting, som da manden bliver bragt til Jesus for at blive helbredt... men hvorfor ikke gå efter hovedgevinsten: Tilgivelse af dine synder? Det er langt det sværeste end noget af alt det andet, du kan hungre efter, men selv det har Jesus kontrol over og selv det magter Jesus.

Så gå efter hovedgevinsten i kristendommen, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

... det var den sidst slurk kaffe. God søndag!