Søndagstanker

Hvor er jeg glad for at jeg ikke skal prædike i dag. Tænk at sidde i går efter at have indstuderet sin prædiken – som hundredvis af danske præster har gjort – og så se i nyhederne fra Islamabad. Endnu et terror-anslag! Kan man så stille sig op på prædikestolen og prædike som om intet var hændt? Nu er salmerne valgt, hængt op på nummertavlerne og gennem-øvet af kirkesanger og organist, og man har skrevet en efter forholdene rimelig hæderlig prædiken – og så sker det her. Er vi først nået hen efter 48 timer inden første gudstjeneste, så er løbet kørt for ændringer.
På den måde er Folkekirken også et ret stift system – uden ret stor mulighed for sidste-øjeblik-spontanitet. F.eks. var en af salmerne ved Morgenandagten ved Københavns Domkirke på dagen for besættelsen i 1940, det var en takkesalme. En takkesalme, der takkede Gud, der denne nat havde værnet for alle farer. Hvilket må beviseligt siges ikke at have været tilfældet nationalt set.

Nå, men tilbage til 2008. I et oplæg den 24. juli i år kom en række muslimske lande igen med beskrivelsen af islam som ”fredens og tolerancens religion” der ”bekræfter moderation og balance og afviser enhver form for ekstremisme og terrorisme” (gengiv efter Berlingske Tidendes kultursektion s. 4, 18. september 2008). Gårsdagens begivenhed viser, at enten er ikke alle enige i denne agenda og beskrivelse af islam, eller også er det blot endemålet for islam, imens vejen dertil nok kan byde på en til flere selvmordsbomber.

Og midt i blodsudgydelser og meterdybe krater efter selvmordsbomber, så siger Jesus: ”Jeg er det sande vintræ” (Johs 15,1-11). Hvordan vi skal blive i Jesus – holde hans bud og dermed blive i den guddommelige kærlighed.

Hvor hurtigt kan vi slippe den forbindelse, når et sådant angreb fra islam sætter ind – det skal hævnes. Eller straffes, som det hedder i en mere demokratisk ånd, men den bagvedliggende følelse er den samme.
Hævn – et eller andet sted i Istanbul sidder der en række mennesker og griner og jubler i takt med at dødstallene opjusteres.
Hævn… nedværdigelse. På teksttv stod der i morges ”danske muslimer lægger afstand til bombe”. Yah-right! Det skal I jo sige!
Hvor er det ærgerligt, at man er ”the god guys”, der ikke bare kan gøre det samme. Lige et missil i retningen af et muslimsk bedehus. Sådan… tak for sidst.
Hævn! Eller finde resterne af selvmordsbombemanden fra i går (om der er nogle – eller så fabrikere dem) og så stå og tis ud over dem. Vanære et for dem nærmest helligt klenodie fra en modig martyr.

HÆVN!... men det er bare det, at hævn og kærlighed ikke passer godt sammen. ”Bliv i min kærlighed”.

”Jamen jeg ønsker ikke hævn! – Retfærdighed ikke hævn”. Det er dejligt om du vitterligt har den følelse – når den så bare ikke er et tegn på ligegyldighed. For naturligvis kan vi distancere os fra hændelsen (hvis vi ikke har mistet en diplomat) … distancere os i takt med antal kilometer til Islamabad, men det er jo heller ikke et særligt stærkt tegn på kærlighed. I kærligheden ligger også en medleven i andres ulykke.

Gud hjælp os til at vi må blive i den guddommelige kærlighed – og giv os at bære frugt i kærlighed. Også overfor disse mennesker, der på den måde er forblindet af had og falsk religion. Jesus er verdens frelser – og han ønsker ikke hellige krigere, der går ud med missiler og præfabrikerede matyrrester som pissoir… nej, han ønsker at vi skal gøre det stikmodsatte af det, der forventes af os nu. Og hvad det så er? Noget af det kunne være, at bede – ”bed for dem, der forfølger dig”. Bed for landet Pakistan. Bed for de mennesker, der nu, selv om de er uskyldige, sikkert bliver sat i arrest under forhold, som selv vi ikke vil byde sigtede. For nu skal den nye præsident vise sine kræfter i den første ud af mange magtkampe.
Bed for muslimer i det hele taget – at de må finde Jesus ikke bare som en profet, men som verdens frelser – deres frelser.
Hvad skal vi gøre som kristne? Ja, hvad muligheder har du dér hvor du bor – se dig omkring, og lev så det modsat af hadets og hævnens religion.