Onsdagstanker: Sløjfede gravsten

På en hjemmeside kan man finde gravsten fra snart alle kirkegårde i Danmark. De skal dog være af en vis alder, men derefter kan man finde sine bedsteforældre, sine onkler og hvem, der ellers er døde fra en i fortiden.
Jeg har forgæves ledt efter en bestemt gravsten – min fars faster, Mary. En enlig kvinde – dvs. uden børn og direkte efterkommere, men alligevel en levende del af vores familie.
Nå – jeg kunne simpelthen ikke finde hendes gravsten – hun ligger på Haarby Kirkegård på Fyn. Og så nævnte jeg det overfor min onkel, og fik at vide, at den var blevet sløjfet efter at være blevet fornyet 1 gang.
Det var faktisk en lidt mærkelig ting. Ja, jeg har kun besøgt graven 2 gange i al den tid – sådan var det nu engang. Men jeg har altid vidst, at dér lå hun – og det gør hun jo stadigvæk, nu uden en sten. Og det er jo dyrt at have sådan en gravsten.

Hvor er vi mennesker mærkeligt indrettet – for nej, jeg ville nok ikke selv betale for graven, for hun er jo ikke der mere, og så hellere bruge pengene på levede mennesker. MEN det skær alligevel inderst inde, at nu er den del af familien væk. Men på en måde, så glider hun det sidste stykke ud af vores liv nu, hvor det sidste synlige tegn efter hende er borte. Jeg er så heldig, at ikke langt fra kirkegården, der ligger hendes hus (det er til salg lige for tiden), og det kan jeg finde og lade tankerne glide tilbage. Men hendes egen gravsten er borte.
Ja, jeg er et sentimentalt vrøvlehoved!
God sommer

Onsdagstanker: Hvad vi kan lære af tyskerne (del 2)

Som jeg skrev i sidste uge, så har vi denne ferie været i Harzen. Fantastisk lille sted – og tæt på os, dette klippelandskab. Skønt!
Sidste uge skrev jeg, hvor dejligt det var, at fok hilste på hinanden – også selv om man ikke kender hinanden. Denne gang vil jeg tage os med ud i trafikken. Jeg ved ikke om det er det samme i Tyskland som herhjemme, at der sker en forvandling af en, når man sætter sig ind i bilen: Fartdjævlen kommer op i en. Ham, der vil først frem, koste hvad det vil – og som egentlig synes, at alle andre er nogle idioter. Alt det, man ikke bryder sig om, når man selv cykler, det er udsætter man cykelister for.

Jeg ved ikke om det også er sådan i Tyskland, men det føles ikke sådan. Man skal blot nærme sig at gå over fodgængerovergangen – så stopper bilen på vej derhen. Herhjemme skal man have sat sit ben på første stribe før man kan være sikker på, at der bliver stoppet – og selv der kan en bil da godt nå lige at køre forbi (somme tider har jeg lyst til at gå med et nøglekneb foran mig med en nøgle rakt ud det kan da ikke være mere ulovligt end at de ikke stopper ….). Der er derfor rigtig mange mennesker, der stopper op ved fodgængerovergangen – og venter på at man har stoppet op – også selv om man med nedsat fart først ville nå ned til fodgængerovergangen, når fodgængeren var væk. Men hvis man ikke er vant til at bilerne overholder deres pligt til at stoppe, så venter man indtil man har set, at den holder stille helt henne ved fodgængerovergangen. Og ja, det er altså ikke befordrende for trafikafviklingen.

Der er en større forståelse for at man skal have tingene til at fungere i Tyskland. Man bøjer gerne reglerne lidt og slækker på ens rettigheder, hvis det betyder, at trafikken så kommer til at glide. F.eks. oplevede vi at komme i en kø fra en lidt befærdet vej og skulle ind på en stærkt trafikeret vej med tendens til kø-dannelse. Vi havde fuldt-stop og under danske forhold betød det, at man så kunne sidde der rigtig længe – for ”du har bare at holde tilbage”. Men her blev ”Fuldt stop” til en indfletning, så hver bil holdt tilbage for den næste bil – og på den måde blev trafikken afviklet. Og det i et land, hvor en regel er en regel og ”Ordnung muss sein”.

Ved ikke hvad der skal til for at ændre trafikkulturen i Danmark, men den er faktisk rigtig rådden! Men kan den ændres, så er det en god idé at tage ved lære af vore tyske naboer.

Onsdagstanker: Hvad vi kan lære af tyskerne (del 1)

I lørdags kom vi tilbage fra en uge i Harzen – og der slog det os, hvor venlige tyskerne egentlig er. Man smiler og hilser på folk ude på gaden, selv folk man ikke kender. Man møder en interesse og imødekommenhed fra folk, der sidder ved kassen i supermarkedet. Og når man siger farvel til kassedamen, inden man forlader butikken, så svarer kunden bagved også med et ”farvel”.

Løgstrup har ret, når han skriver, at vi aldrig har noget med et andet menneske at gøre, uden at vi har et stykke af den andens liv i vore hænder. Og det er op til os, om vi vil forlade dette menneske gladere og styrket eller det modsatte. Om vi vil styrke det positive i det menneske eller den negative følelse.

Sådan havde vi det i hvert fald efter en tur i Harzen – man bliver faktisk i bedre humør af at folk smiler og hilser. Ja, selv børnene kunne mærke det, vores ældste sagde: ”Hvorfor kan tyskere så godt lide børn?”. Og når vi nu snakker børn, så var det ikke kun voksne, der hilste - selv børn, der ellers legede hilste "godmorgen" eller "hej", når man gik forbi dem.

Vi kan virkelig lære noget af vores tyske naboer – se de folk, vi møder. Smil til dem – hils på dem – og oplev det selv. Hvor har jeg mange gange hilst på en og fået et mærkeligt blik som svar, ”ham kender jeg da ikke”. Eller jeg har nikket til en mand på knallert, der bagefter var ved at køre galt, fordi har skulle vende sig for at se hvem i alverden det var ”ham kender jeg da ikke”.
Så på med ”ja”-kasketten overfor vores medmennesker – lad os hilse på hinanden. Og så er der også noget med at Jesus har sagt i bjergprædikenen: ” hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også.”

Onsdagstanker: 12-tallet

Nu er vi nået så langt væk fra studenterfester og jubel over at have fået den højeste karakter, så nu kan jeg godt tillade mig at skrive dette:

Jeg havde en mærkværdig drøm, natten inden jeg skulle have den store skriftelige opgave tilbage i gymnasiet. Jeg drømte, at jeg fik karakteren 12. Jeg fattede virkelig ikke havde det var for en karakter - det var jo hverken godt eller dårligt - det var bare 12.
Det var naturligvis inden den nye skala blev præsenteret, så i dag ved folk nok hvad 12 er... men 12 er ikke det samme som 13. Ja, der er jeg jo ret logisk, hva?

Som jeg forstår det nye karaktersystem, så er det for at vi kan sammenligne mere direkte de forskellige landes karaktersystemer - for i udlandet havde man sådan en karakter, som man sådan set ikke kan få. 13 var karakteren, som viser, at man faktisk kan endnu mere end man egentlig skulle kunne. Det gav en gulerod for dem, der virkelig ville stræbe efter det uopnåelige indenfor faget, men give den en tand mere. Og der var rigtig langt imellem de 13-taller

Den mulighed er der ikke længere - muligheden for at stræbe efter det uopnåelige er væk. Og et eller andet sted er det da sørgeligt og en skam for "stræberne", at de ikke kan - nu må de ned til os andre, der aldrig har kunne nå så langt. Øv for dem - og godt for os. Så kan læreren så sige til stræberen, at det var et 12 tal med to pile opad... men det kan man alligevel ikke se nogen steder. Så lighed for loven, så er vi glade og tilfredse.

Onsdagstanker: Folkekirkens kondomer

I søndags kunne man i landets kirker høre om, at det er svært at være en kristen. At det koster.Jesus kigger sig over skulderen og ser en masse mennesker, der følger ham - han har kort sagt succes! Folk er spændt  - hvad vil mesteren og super-stjernen Jesus nu sige?
Det bliver ikke noget, der lyder sødt i deres ører: Hvis I vil følge efter mig, så koster det - jeg stiller krav. I skal endda hade jeres eget liv.
 
Havde Jesus haft en spindoktor, så ville han nok have sagt: ”Vi snupper lige en time-out her, vi snupper lige en pause, for vi skal lige have snakket lidt strategi her, Jesus. Det her er altså ikke nogen vindersag – drop den slags – det vil folk ikke høre”. Ja, på en måde kan man godt sige, at Jesus har en masse spindoktorer som efterfølgende har brugt RIGTIG meget krudt på at omtolke Jesu ord. Man kalder dem ikke  spindoktorere – men teologer og præster.
”Nu siger Jesus godt nok det her – men i virkeligheden mener han… Jesus mener ikke det vi hører her – så radikal er Jesus bestemt ikke. Når Jesus siger ”hader”, så mener han ikke hade som i ikke at elske, men som i at vi elsker far, mor, hustru børn mere end Jesus”.
 
Vi præster og teologer er rigtig gode spindoktorer for Jesus – for vi er rigtig gode til at pakke det kristne budskab ind i et sukkerlag, så det ser og smager mere indbydende. Vi fortæller kun halve sandheder – ”evangeliet er gratis - det er gratis at blive en kristen” – imens vi glemmer at fortælle slutningen af sætningen: Ja, evangeliet er gratis – men den koster alt at følge det.

• Den koster din hengivenhed at du er villig til at sige farvel til dine forældre, hvis de ikke kan acceptere, at du er en kristen,
• den koster dit vidnesbyrd, at du fortæller om Jesus og din tro, den koster at du bliver upopulær, fordi du holder fast på et standpunkt, som ”man” bare ikke har i dag – f.eks. i forhold til det seksuelle.

 
Det er super skønt, at folkekirken er til stede på Nibe Festival her i denne uge uge – men i stedet for at fortælle at det måske ikke ligefrem er en kristen dyd at være sin kæreste utro – at det måske ikke er en kristen dyd at drikke sig fuld og hoppe hen i det nærmeste telt, så står præsterne og deler gratis kondomer ud – endda med folkekirkens logo på. Der var en gang, hvor man delte Bibler rundt – den tid er åbenbart slut.
Ja, det er rigtig, at hyggen nede i teltet sker uanset om kirken deler kondomer ud eller ej - men det er så meget, der sker, uanset hvad. Det kan godt være, at den kirke, der deler kondomer ud, er en nærværende kirke. Men hvad er den nærværende med - vil det ikke være en speciel oplevelse at give en kondom til en pige en aften - og så næste dag tage imod samme pige, der græder over at have være sin kæreste utro? Deler man sådan noget ud, så er man også med til at blåstemple hvad den så bliver brugt til.
Skal kirken ikke også være sådan et sted som en modkultur - som et alternativ - og som en skulder at græde ud ved, når man f.eks. har hoppet ind i det forkerte telt? For hvis der er noget godt ved alkohol, så er det, at den åbner op og fjerner den religiøse blufærdighed, så man har mod til at snakke om de ting også. Og så skal kirken være dér.

Vi er rigtig gode til at pakke det kristne budskab ind i lag sukker – evangeliet er gratis. Jesus stiller ikke krav. At være en kristen har ikke konsekvenser på den måde du lever dit liv på. Du kan sagtens leve og ligne alle andre – for evangeliet og frelsen er gratis – så kom og vær kristen. Ja, du behøver ikke engang at komme – det er ok, at du holder dig på afstand – for det kræver ikke engang engagement eller noget at være en kristen. Det kræver ikke et ja fra din side. Kirken stiller ikke krav – Jesus stiller ikke krav – vi tager bare imod.

I søndags sagde Jesus: ”Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?” – at være en kristen kirke er at være salt i verden, er at give livet smag, er at bevare alt der er godt og sikre mod forrådnelse. Har en kirke på Nibe Festival, der deler kondomer ud på – har den kirke mistet sin kraft? Har den kirke sagt så mange gange ”Evangeliet er gratis” – at den selv har glemt fortsættelsen ”men det koster alt at følge det”. Er kirken, der er sådan, som lunkent vand, der spyttes ud af munden på Jesus – som salt, der kastes væk?


En kirke, der ikke er forpligtet på Jesu ord og ikke er forpligtende, er ikke en kristen kirke. Et menneske, der ikke er forpligtet på Jesu ord, er ikke et kristent menneske. Vi skal være villige til at gå hele vejen med Jesus – ikke stå af på halvvejen – ikke tage halvdelen af budskabet med os og så lade resten ligge.