Vores ferie

Jeg skrev for lidt siden lidt om vores ferie til mine forældre i en mail. Men det blev llidt voldsomt langt.... så jeg tænkte, at jeg ville delagtiggøre jer i vores ferie, hvis der var nogle af jer, der alligevel ikke har andet at lave end at læse andres dagbøger:

Vores ferie - jo, det er nu nemmere at fortælle, når man har nogle billeder at vise imens, men jeg kan jo forsøge.
Vi begyndte jo med at køre fra jer om morgenen - og havde planlagt at komme frem til bestemmelsesstedet klokken 18.00 om aftenen. Og det gjorde vi så også - lige på slaget!
Stedet var en lille landsby ikke langt fra Chemnitz i Sachsen (nogle km. væk fra Dresden). Der besøgte vi forældrene til hende, jeg skriver sammen med via email. Et lærerpar, der under DDR tiden var i opposition til kommunisterne og som til sidst blev træt af den "Ordnung-Muss-sein"-disciplin, der gjorde arbejdet som lærer meget stift uden plads til andre metoder og andre ting end det, kommunisterne synes var godt. Og det var bestemt ikke noget med kristendom (de er begge evangelisk kristne). Hvis han tog dem med ud i naturen for at male (han underviste i billedkunst) og der på billedet var en kirke, så var det op til skoleinspektøren for at få en snak. Eller tog han dem med ind i en kirke for at se kunst derinde, så var det også en tur derop. Denne skoleinspektør blev forøvrigt fyret, men sidder nu og er borgermester i byen!!!
Var man lærer i DDR-tiden var det ikke til at løsrive sig fra stillingen, men han (Berndt) fik allernådigst lov til det pga. dårligt helbred pga. luftforurening. Det var en special-læge, der anbefalede det og så gik det videre til et råd, der bestod af lutter kommunister, der alle godt kunne se, at det her var bare en snydemåde for at komme ud af skolesystemet. Så hele vejen rundt om bordet stemte de nej til at lade ham forlade lærerjobbet. Alle undtagen én - han var far til en af hans elever, der hver dag kom hjem og fortalte meget godt om ham, så han stemte altså ja til at godkende hans afskedsbegæring. Og heldigvis var denne mand formand for dette råd, så han kunne trumfe sin vilje igennem, så han gik ud af systemet.
Regina (moderen) måtte først skrive under på, at hun var indstillet på kun at arbejde hos sin mand i forretningen og ingen andre steder. Ingen andre måtte ansætte hende, hvis hun forlod lærerjobbet - hun måtte gerne vende tilbage og blive lærer igen, men ikke andet!
De startede en kunstbutik op med gammel træ-håndværk - det var et slid, for der var ingen materialer nogen steder, så han købte øl et sted og kørte hen i den anden ende af landet og byttede øllet til noget andet og det tog han med et tredie sted hen og byttede til noget fjerde osv.. indtil han havde hvad han skulle bruge. Det var en møjsommelig proces, at få bygget en butik op på den måde - der var ingen ting at få.
Russerne har virkelig suget alt af værdi ud af DDR - kul, uran. Ertzgebirge, som landsbyen ligger i, er et af de to steder i verden, hvor der er/var uran og det blev fragtet til USSR det hele. Tyske minearbejdere blev sendt ned i minerne uden at få at vide hvad det var for noget stads de arbejdede med - så de gik rundt med bar overkrop i de varme miner uden beskyttelse, så mange af dem gik også til på den konto. Ja, selv togskinner blev brækket op og sendt til Rusland - de blev virkelig behandlet som et besat folk og selv de menige soldater fra Hitlertiden blev stemplet som krigsforbrydere, der havde kæmpet mo russerne.
Og Regina og Berndt blev så udspioneret af STASI-agenter alle steder. Da de var lærere blev de udspioneret af kollegaer. Når de var hjemme blev de udspioneret af nogle af deres naboer... og alt blev indberettet og skrevet ned, for han var farlig og kritisk overfor systemet. Han har læst sin arkiver der stod blandt andet, at kom den dag, hvor alle fjender af systemet skulle fjernes, så skulle han hen i en bestemt teltlejr. Alt var planlagt...
Nå så langt kom det ikke og vi skulle også videre til Prag og det gjorde vi torsdag og var der til lørdag lidt over middag. Det er en meget hyggelig by med en masse gamle og smukke bygninger. Vi fandt et ret dyrt hotel, da det var svært lige at finde et hotel midt i storbyen, der samtidig lå i udkanten og tæt på en Metro-station. Men vi fandt et ikke langt fra centrum. Man kunne godt have betalt sig til en plads i hotellets p-anlæg eller p-plads, men det ville vi ikke, da det kostede ret meget. I det hele taget synes vi, at det er mærkeligt, at noget sådant ikke bare som en naturlighed og naturligvis gratis eller i det mindste meget billigt bliver stillet til rådighed.
Men vi var jo uheldige og fandt bilen lørdag morgen med knust bagrude og kontaktede politiet. Vi ville så hurtigt have fat i et værksted for at få aftalt hvornår vi skulle komme, men kvinden i resceptionen sagde, at vi skulle vente til vi havde snakket med politiet og det gjorde vi så. Men da var klokken 12.30 og det viste sig så at alle værksteder var lukket og først åbnede mandag igen.
Hvad skulle vi så gøre? Skulle vi blive i Prag - som vi ikke gad mere og som vi havde set. For et er at vi ventede til mandag, men hvem siger, at de kunne hjælpe os om mandage? Deres serviceniveau synes ikke at være så højt. Og vi gad ikke bruge vores ferie på at vente og slet ikke i en by, vi ikke gad være i mere. Så vi fandt noget køkkenfilm og spændte over de sølle rester af vores bagrude og så kørte vi til Østrig. Det føltes som om det var lidt mere hjemmeligt at komme til et vestligt land med en vis vestlig standard - så vi følte, at det næsten var at komme hjem.
Vi havde på forhånd udvalgt os en lille by, der var på kortet Falkenstein. Vi ville gerne ud på landet og bo på en Gasthof - sådan ren idyl. Vi kendte intet til hvad der skulle være dér, men der var faktisk god mulighed for at finde et værelse havde det ikke været fordi der var en fest i byen med overnattende gæster, så alt var fyldt op. Så vi blev sendt videre til en nabolandsby (vi tror da nok at vi kørte rigtigt), hvor vi fandt en vinbonde, der udlejede værelse og havde en del værelser fri. Han skulle have 23 Euro pr. person pr. overnatning med morgenmad så det var ret billigt.
Han var jo vinbonde, så vi fik smagt en masse af hans vin - han viste os sine mange vinkældre og vi smagte af vin direkte fra egetræstønderne. Der var nogle tyskere, der også boede dér og vi fik en tur rundt i vin-markerne i en trækvogn bagefter hans traktor. Hyggeligt. Ud fra hans gård tog vi nogle ture - dels gik vi og dels tog vi bilen til Wien, Bratislava, Ungarn, så vi har været en del rundt omkring.
Bonden kendte mekanikeren i den nærmeste "store" by og ringede og fik aftalt alt omkring vores rude, så tirsdag var der kommet en rudde hjem fra Wien, så kl. 13.30 afleverede vi bilen og kl. 16.00 hentede vi den igen. Dejligt at få ordnet det, men træls, at vi har så høj en selvrisiko, at vi ikke kan få noget fra forsikringen - og havde vi fået noget kan det såmænd aldrig betale sig at få noget, da man jo så bare skal betale det mere i forsikring senere. Men vi fik ordnet ruden.
Torsdag morgen ved 10-tiden kørte vi så hjemad og var hjemme kl. 02:45 natten til fredag.
I sidste uge lavede vi ikke rigtig noget. Vi forberedte vores hus på den store fest, læste lidt, gik en tur i ny og næ, og slappede bare af. Tiden gik mægtigt hurtigt.
Det var lidt om vores ferie - jeg kunne fortælle mere, men nu skal jeg lave noget af det, jeg får penge for at lave.