"Hop ud på vandet" - ferie er for vindere

Jeg sidder netop og gør mig de første spæde tanker om min næste prædiken. Den handler om den tekst, hvor Jesus kommer gående på vandet og kalder Peter ud til sig. Peter vover det og kommer ud og det går fint - i begyndelsen. Han ser bølgerne - ser væk fra Jesus og pludselig begynder han at synke. "Herre, frels mig!"
En første tanke til en prædiken kunne være den almindelige, at komme, når Jesus kalder. At gør en ting, som egentlig ser vanvittigt ud (f.eks. at rejse fra venner og familie for at blive lærer i Afrika eller sognepræst i Horne og Asdal eller Amerika), men hvis man føler at Jesus siger "kom", så må man jo lystre kaldet. Men et er at springe over bord, noget andet er at holde distancen - at holde fukus på Jesus og ikke lade sig skræmme eller miste modet ved at se på tingene, der forgår omkring en. At man holder sit kald for øje hele tiden... ellers synker man lige så stille ned i dybet. Sker det er Jesus ikke længere væk end at et råb til ham bringer ham nær.
Nå - jeg ved ikke om det er Jesus, der kalder mig over til menighedsrådsmøde i min ferie, men jeg smutter i hvert fald nu. Og så ellers lidt over en uges ferie... så jeg vil overlade hjemmesiden til alle jer internet-hajer. Pas godt på den indtil jeg er tilbage.