Provokeret abort

I søndags kunne man i fjernsynet se, hvordan folk tager til Spanien for at få foretaget meget sene aborter (helt hen i 31. uge). Det er muligvis ved at sætte en heftig debat i gang, men den skal nok falde til jorden igen... og så dukke op lidt senere, måske er der en eller anden kendt, der står frem og fortæller det, og det ender så med at grænsen bliver flyttet. Abort frem til de første veer.... Nej, det er lidt voldsomt, men er det ikke sådan det går med alle ting, en lige så langsom liberalisering og grænsen for hvad der er etisk forsvareligt i alle sager, rykker sig i småryg. Det, som alle er imod i år, er ved at være i orden om 4-5 år.

Jeg så noget af tv-udsendelsen - det kan godt være, at det er fordi at jeg er ved at være følelsesmæssigt afstumpet, men bortset fra at det handlede om abort, så rørte det mig ikke. Jeg kan virkelig ikke se at det gør nogen forskel om barnet er i 31. uge eller om barnets alder er indenfor de tilladte rammer for abort - for uanset hvad, så er det forkasteligt. Uanset hvornår, så er det et mere eller mindre levedygtigt menneske, men dog et menneske, som forældrene dermed nærmed nægter livet.
Den provokerede abort er at tage et andet menneskes liv - det kan godt være, at man kan sætte en masse andre begrundelser op for at gøre det og vælger man aborten må det så være fordi man vægter sit eget liv højere end et andet. Jeg kan ikke se det anderledes.

Ifølge Kristeligt Dagblad er der flere teenagere, der vælger at beholde deres barn... og hvor er det lykkeligt. Vel giver det en masse bøvl, at man f.eks. skal til eksamen i 10. klasse og skaffe barnepige... men jeg vil være stolt over at have en teenagerpige, der handlede på den måde. Livet er livet værd - og et barn er et barn værd og er unikt. Så må vi som samfund stå sammen og hjælpe, så det overhovedet kan være muligt at vælge barnet.